Brug nej'et til at genop­byg­ge vel­færds­sta­ten

Der hersker en form for midlertidighedens regime i den offentlige sektor. Her udskydes afgørelser i et uendeligt forsøg på at se problemer fra flere vinkler. Forvaltningen vil det bedste, siger CBS-professor Niels Åkerstrøm Andersen, men kompleksitet bliver et argument for at undgå ansvar, og i forsøget på at være smidig, agil og løsningsorienteret har forvaltningen selv fjernet muligheden, for at borgerne kan sige nej på en konstruktiv måde til det, forvaltningen foreslår.

For når forvaltningen erstatter beslutninger med for eksempel midlertidige ’prøvehandlinger’ for at ’holde mulighederne åbne’, så fratager forvaltningen borgerne muligheden for reelt at have noget at forholde sig til, mener Niels Åkerstrøm Andersen.

”Borgerne siger nej, fordi de ønsker, der skal ske noget og besluttes noget, så de kan få hjælp nu og her, men argumenterne forsvinder, fordi der ikke er noget konkret at argumentere imod. Derfor bliver det et affektivt nej, og de professionelle står tilbage uden handlemuligheder, fordi de oplever nej’et som ren negativitet. Det slider de offentligt ansatte ned, og i sidste ende er der borgere, som helt opgiver samarbejdet,” konkluderer Niels Åkerstrøm Andersen.

Og det er ifølge ham et grundlæggende problem for vores velfærdsstat. Borgerens nej er ikke et irritationsmoment, men velfærdsstatens immunforsvar. Det er her, systemet kan opdage fejl, korrigere kurs, skabe præcedens og udvikle sig.

Immunmekanismen forsvinder

For at forstå nutidens problemer spoler Niels Åkerstrøm Andersen tilbage til velfærdsstatens retlige fundament. I 1849 bandt Grundloven magt til ret. Først i Folketinget og herefter kom arbejdet med at binde forvaltningens magt til ret. Han forklarer, at forvaltningen har en tendens til at prioritere samfundsinteressen. Så hvordan kan vi beskytte individet?

Svaret blev forvaltningsretten som en slags konfliktøkonomi, der på én gang inviterer borgerne til konflikt, men som samtidig også regulerer konflikten med klare rammer, afgørelser og klageveje.

”Det betyder, at konflikten bliver en læringsmekaniske, fordi den kan trækkes ind i retten og danne præcedens. En immunmekanisme, der beskytter forvaltningen mod sine egne strukturer. I dag afkobler man retten fra samtalen, når forvaltningen ikke træffer beslutninger, og dermed er der ikke noget at klage over for borgeren. I sidste ende fjerner forvaltningen også muligheden for at lære,” siger Niels Åkerstrøm Andersen, der har beskrevet udviklingen i bogen ”Vi hører, hvad du siger”.

Et nej er ikke en afslutning – det er en åbning 

Nej’et er for Niels Åkerstrøm Andersen en form for kommunikation, der beskytter relationen ved at insistere på nye betingelser. Og det skal den offentlige sektor lære at lytte efter.
Et nej er ikke en afslutning – det er en åbning. Et signal om, at:

”Jeg kan ikke gå videre på de nuværende præmisser – men jeg vil gerne fortsætte samtalen under andre,” siger han.

Alternativet til nej er ikke ja. Alternativet er exit: At borgeren forlader samtalen, opgiver håbet, eller reagerer med ren affekt.

I en familie er det tydeligt, forklarer Niels Åkerstrøm Andersen: Teenagebørn, der ikke kan sige nej til den årlige tur i sommerhuset, begynder i stedet at træde ud af familiefællesskabet. Men hvis de derimod siger nej til sommerhusturen, så kan familien genforhandle sine forventninger og skabe noget nyt. Måske en sommerferie sydpå som de andre klassekammerater og så en tur i sommerhus i vinterferien. 

Velfærdsstaten fungerer på samme måde, konkluderer han. 

Hvad kan offentlige ledere gøre?

”Jeg siger ikke, hvad de offentlige ledere skal,” siger Niels Åkerstrøm Andersen, der gerne tilrettelægger sin undervisning på MPG som en samtidsanalyse.

”Jeg prøver at holde et spejl op.”

Men tre ting træder tydeligt frem ifølge ham:

• Stop midlertidighedens regime
  Samtaler uden retlig tyngde efterlader både borgere og medarbejdere i et vakuum. Ledere må sikre afgørelser, rammer og klagemuligheder. Uden det kan ingen navigere.
   
• Rehabilitér retten som værdiskaber
  Retten er læringsmaskinen, der gør velfærdsstaten i stand til at udvikle sig. I dag er juristers rolle devalueret mange steder. Det bør ændres.
   
• Gør konflikter legitime
  Giv medarbejdere mulighed for at henvise til regler, afgørelser og strukturer. Det beskytter dem mod at blive personligt mål for borgerens frustrationer – og det gør borgerens nej brugbart, for så er der noget at diskutere.