Skip to main content

To stu­den­ter­med­hjæl­pe­re til HD og Execu­ti­ve Ma­ster på CBS

Unit
Nationale Programmer
Application deadline

Vil du have et alsidigt studiejob, hvor du får erfaring med studieadministration, kommunikation og service i en spændende uddannelsesorganisation?

Vi søger to engagerede studentermedhjælpere:

  • én studentermedhjælper til HD-sekretariatet
  • én studentermedhjælper til Executive Master-sekretariatet
Om os

HD og Executive Master er en del af CBS’ samlede efter- og videreuddannelsesområde. Vi arbejder med uddannelser for mennesker, der ønsker at udvikle deres faglige og ledelsesmæssige kompetencer ved siden af deres arbejdsliv.

Som studentermedhjælper bliver du tilknyttet enten HD-sekretariatet eller Executive Master-sekretariatet. Du får din daglige gang i et professionelt og engageret miljø med dygtige kolleger og flere andre studentermedhjælpere.

I begge sekretariater lægger vi vægt på høj kvalitet, god service, samarbejde og et godt arbejdsklima. Vi værner om en kultur præget af godt humør, gensidig sparring og en konstruktiv tilgang til både opgaverne og hinanden.

Om stillingerne

Som studentermedhjælper bliver du en vigtig del af den daglige drift og vores kontakt med studerende, deltagere, undervisere og kolleger på CBS.

Opgaverne varierer afhængigt af, hvilket sekretariat du bliver tilknyttet. De vil blandt andet omfatte:

  • besvarelse af henvendelser på mail og telefon
  • vejledning og service til studerende, deltagere og undervisere
  • hjælp i forbindelse med optagelse og eksamensadministration
  • bestilling af forplejning til undervisning og eksamen
  • opdatering og upload af materiale på CBS’ digitale platforme
  • registrering, tasteopgaver og dataudtræk fra studieadministrative systemer
  • korrekturlæsning og klargøring af undervisnings- og informationsmateriale
  • praktisk hjælp ved undervisning, eksamen, åbent hus, karrieremesser og andre arrangementer
  • selvstændige administrative opgaver og løbende ad hoc-opgaver.
Hvem er du?

Vi forestiller os, at du:

  • er aktiv studerende på en videregående uddannelse
  • arbejder grundigt, struktureret og ansvarsbevidst
  • er serviceminded og har gode kommunikative evner
  • kan arbejde selvstændigt og samtidig trives som en del af et team
  • har flair for koordinering og kan bevare overblikket, når der er mange opgaver
  • er fortrolig med IT og har lyst til at lære nye systemer
  • er god til dansk og engelsk i både skrift og tale
  • møder kolleger, studerende, deltagere og undervisere med en positiv og imødekommende tilgang.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med administration eller kundeservice, men det er ikke et krav. Din motivation, indstilling og lyst til at lære er mindst lige så vigtig.

Vi tilbyder
  • et relevant og alsidigt studiejob på en levende arbejdsplads
  • grundig oplæring og løbende sparring
  • selvstændigt ansvar for konkrete opgaver
  • erfaring med studieadministration, kommunikation og koordinering
  • mulighed for at lære en stor uddannelsesorganisation at kende
  • fleksibilitet i planlægningen af arbejdstiden under hensyn til både dit studie og sekretariatets opgaver.

Arbejdstiden er gennemsnitligt 15 timer om ugen og placeres på hverdage i dagtimerne. Omkring f.eks. eksamener kan arbejdstiden variere, og vi planlægger timerne i dialog med dig.

Løn og ansættelsesvilkår 

Ansættelse vil ske i henhold til HK-organisationsaftalen og Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansatte Organisationer (OAO-S Fællesoverenskomsten). 

Lønnen udgør p.t. mellem kr. 145,73 og kr. 152,88 pr. time og afhænger af tidligere beskæftigelse inden for kontorfaget og uddannelsesniveau. Der indbetales pension. Pensionsbidraget udgør 16% af de pensionsgivende løndele. 

Det er en forudsætning for ansættelsen, at du er aktiv studerende ved en højere læreanstalt. 

Tiltrædelse: 15. oktober 2026 eller hurtigst muligt derefter.

Interesseret?

Send din motiverede ansøgning og dit CV via linket “Søg stillingen”.

Ansøgningsfrist: 27.september 2026
Ansættelsessamtaler: Uge 40 og 41

Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte:

  • HD-sekretariatet: Vibeke Rastad, leder af HD-administrationen, på vr.ee@cbs.dk eller telefon 3815 2753.
  • Executive Master-sekretariatet: Bettina Larsen, programleder, på bl.ee@cbs.dk eller telefon 3815 5633.

Læs mere om:

Rekrutteringsprocessen

Copenhagen Business School inviterer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen. Et ansættelsesudvalg vil vurdere ansøgningerne og indkalde et udvalg af kvalificerede kandidater til samtale.

Et af CBS’ strategiske mål er at fremme mangfoldighed og inklusion i vores organisation. Derfor bestræber vi os på en ansættelsesproces, der mindsker potentiel bias. Vi opfordrer derfor ansøgere til ikke at inkludere foto eller unødvendige oplysninger om personlige forhold i ansøgningen.

WE TRANSFORM SOCIETY WITH BUSINESS 

CBS er et globalt anerkendt businessuniversitet med dybe rødder i den nordiske, socioøkonomiske model. Vi har et bredt fokus på erhvervslivets og samfundets udfordringer i det 21. århundrede. Derfor har vi en samlet portefølje af tværfaglig forskning og uddannelse af høj kvalitet, der har styrket generationer af fagfolk og ledere i den private sektor og andre steder.

Universitetet ligger på Frederiksberg og har ca. 20.000 fuldtids- og deltidsstuderende, 800 fuldtidsansatte videnskabelige medarbejdere, 200 ph.d.-studerende og 700 administrative medarbejdere samt en portefølje af bachelor-, kandidat-, MBA/EMBA-, ph.d.-og efter-/videreuddannelser udbudt på både dansk og engelsk.

Med vores globale profil følger en forpligtelse til at bidrage til udviklingen af transformative kompetencer hos studerende, kandidater og virksomhedsledere gennem vores uddannelsesaktiviteter og muligheder for livslang læring. Komplekse udfordringer kræver en fælles indsats, og derfor fokuserer vores strategi på at styrke nuværende og starte nye partnerskaber med andre videnskaber, erhvervslivet, myndigheder og civilsamfundet.

CBS arbejder kontinuerligt med at blive en mangfoldig og inkluderende organisation, og vi opfordrer alle uanset kønsidentitet og -udtryk, alder, etnicitet, religiøs overbevisning, LGBT+-status, kulturel baggrund m.m. at søge.
Kontakt os, hvis du har brug for assistance i søge- eller ansættelsesprocessen, hvis der er noget vi skal vide, eller hvis du som person med handicap ønsker at gøre brug af din fortrinsret.