Department of Business Humanities and Law

Forsker? Det er da vist en ensom nørd…

Videodokumentarer om arbejdslivet som forsker

09/15/2011

Videodokumentarer om arbejdslivet som forsker

En serie på ni videodokumentarfilm fortæller om forskning på en meget praksisnær måde - nemlig som et arbejde. Videoerne henvender sig til unge, der overvejer en karriere som forsker, og de gør op med forestillingerne om, at en forsker altid sidder alene på et kontor. Hovedpersonen er den 40-årige Martin Gylling, der er ph.d.-studerende på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi.

Sats på det, du brænder for

Filmholdet møder ham første gang, da han har været i gang med sit ph.d.-projekt i fem måneder og følger ham derefter i næsten et halvt år.

- Det er vigtigt at turde satse på det, man virkelig brænder for. Hvis man vælger at lave en ph.d. og gå forskervejen, bør den vigtigste motivation være, at man får muligheden for at fordybe sig i netop det, man brænder for. For mig er den mulighed vigtigere end de karrieremæssige overvejelser, siger Martin.

På feltarbejde i SKAT

De første fire filmafsnit er netop lanceret, og her kan du bl.a. følge Martin på feltarbejde i SKAT, hvor han er ude for at interviewe medarbejderne. Som forsker er det nødvendigt at komme ud i fx virksomheder og organisationer og samle data til sit arbejde. I det hele taget er indsamling og bearbejdning af viden og data samt dialog med omverdenen en forudsætning for at nå frem til resultater.

 

I løbet af de i alt ni afsnit kan du bl.a. komme med til samtale hos Martins institutleder og til et forskningsmøde i Berlin.

Følg med på science-lab.dk og følg en forskers hverdag.

 

 

 

 

Frit tilgængelig og nye afsnit de næste seks uger

Produktionen er frit tilgængelig via hjemmesiden science-lab.dk.

Den er støttet af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings tips/lottomidler, som er målrettet tiltag indenfor forskningsformidling.  De første fire afsnit kan du allerede nu finde på hjemmesiden. Herefter kommer der ét nyt afsnit om ugen de næste fem uger.

Science-lab findes også på facebook: facebook.com/sciencelabdk

 

 

 

The page was last edited by: Department of Business Humanities and Law // 04/29/2013