Stor bevilling skal fremme studerendes grønne kompetencer på tværs af fag
Med en bevilling på 95 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden går CBS sammen med de øvrige danske universiteter og Færøernes Universitet i initiativet STRIVE U., der skal fremme tværfaglig undervisning og den grønne omstilling
Klimaforandringer, ressourceknaphed og den grønne omstilling udfordrer både virksomheder, organisationer og samfund. Derfor er der brug for kandidater, der kan samarbejde på tværs af fagligheder og omsætte viden til konkrete løsninger.
Med en bevilling på 95 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden går alle danske universiteter og Færøernes Universitet nu sammen om initiativet STRIVE U., der netop har til formål at udvikle tværfaglig undervisning og bæredygtighed i de videregående uddannelser.
På CBS ser uddannelsesdekan Anna Thomasson initiativet som en vigtig investering i fremtidens uddannelser.
”Den grønne omstilling kræver, at vi bringer forskellige fagligheder sammen. På CBS arbejder vi allerede med bæredygtighed på tværs af vores uddannelser, men STRIVE U. giver os mulighed for at styrke samarbejdet med andre universiteter og skabe nye læringsforløb, hvor studerende kan arbejde med virkelige samfundsudfordringer på tværs af discipliner,” siger Anna Thomasson.
Nye muligheder for studerende og undervisere
STRIVE U. skal gøre det lettere for undervisere at udvikle nye tværfaglige kurser og undervisningsforløb. Målet er at skabe flere læringsmiljøer, hvor studerende fra forskellige fagområder samarbejder om bæredygtige løsninger.
Initiativet består blandt andet af en pulje, der støtter udviklingen af nye undervisningsprojekter, samt en fælles platform for videndeling og kompetenceudvikling på tværs af universiteterne.
For CBS understøtter projektet universitetets mål om at integrere bæredygtighed endnu mere i uddannelserne.
”Bæredygtighed er ikke et særskilt fagområde, men et perspektiv, der skal indgå i de beslutninger, fremtidens ledere og virksomheder træffer. Derfor er det vigtigt, at vores studerende lærer at samarbejde med andre fagligheder og forstå de komplekse sammenhænge, der præger den grønne omstilling,” siger Jens Riemer, leder af CBS Green Office.
“Den grønne omstilling kræver, at vi bringer forskellige fagligheder sammen. På CBS arbejder vi allerede med bæredygtighed på tværs af vores uddannelser, men STRIVE U.” Anna Thomasson
Uddannelsesdekan
Historisk samarbejde
STRIVE U. er det første samarbejde af sin slags mellem alle danske universiteter og Færøernes Universitet. Formålet er både at udvikle nye undervisningsformer og på længere sigt skabe varige forandringer i universitetsuddannelserne.
Gennem samarbejdet får universiteterne mulighed for at dele erfaringer og udvikle fælles løsninger, så gode undervisningsforløb kan komme studerende på tværs af institutionerne til gavn.
Fakta om STRIVE U
STRIVE U
- Modtager 95 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden.
- Samler alle danske universiteter samt Færøernes Universitet.
- Skal fremme tværfaglig undervisning og bæredygtighed i de videregående uddannelser.
- Omfatter blandt andet udviklingsmidler til nye undervisningsforløb, national videndeling og kompetenceudvikling.
- Vil uddanne kandidater, der er stærke i deres fag og samtidig kan arbejde på tværs af discipliner.