Litteraturlister og henvisninger
Det kan være svært holde styr på alle de kilder, du bruger i skriftlige opgaver, lave litteraturlisterne og sørge for at henvise korrekt. Der er hjælp at hente på biblioteket.
5 grunde til at have styr på sine kilder
Du viser, at du bygger på andres viden
Akademisk arbejde handler ikke om at opfinde alting fra bunden, men om at stå på skuldrene af tidligere forskning. Når du henviser til kilder, viser du, at du har sat dig ind i, hvad andre har skrevet om emnet, og at dine argumenter bygger på faglig viden.
Du gør din opgave mere troværdig
En opgave uden kilder kan let fremstå uunderbygget. Kildehenvisninger fungerer som dokumentation for dine argumenter. Det styrker din troværdighed, når du viser, hvor din viden kommer fra.
Du hjælper læseren videre
Kilder er ikke kun til for underviserens eller censorens skyld. De viser også læseren, hvor man kan finde mere viden og information. Når du henviser til kilder, viser du, hvordan din opgave er en del af den større akademiske samtale.
Du undgår plagiat
Plagiering betyder at bruge andres idéer eller formuleringer uden at angive kilden og det er en alvorlig overtrædelse af reglerne på universitetet eller gymnasiet. Ved at lave korrekte kildehenvisninger viser du tydeligt, hvad der er dine egne ord og idéer, og hvad du har hentet fra andre.
Du øver dig i en vigtig akademisk kompetence
At referere korrekt er en færdighed, du får brug for gennem hele din studietid og ofte også i dit arbejdsliv. Det handler om præcision, transparens og faglig respekt. Jo tidligere du bliver fortrolig med det, desto bedre.
Kildehenvisninger er ikke bare en teknisk detalje eller noget, du gør "for en sikkerheds skyld". De er en grundpille i akademisk arbejde. De viser, at du tager din opgave og din faglige rolle alvorligt.
Hold styr på dine kilder med Mendeley
Når du bruger digitale referenceværktøjer som f.eks. Mendeley, EndNote eller Zotero, kan du hurtigt indsætte kilder og automatisk generere din litteraturliste, uden at skulle huske alle formateringsregler selv.
Det sparer tid, minimerer fejl og sikrer, at dine henvisninger følger det rigtige format, f.eks. APA.
På CBS tilbyder vi Mendeley til studerende og forskere. Som privat bruger kan man oprette en gratis konto, som har lidt mindre lagerplads, men sagtens kan bruges til opgaveskrivning.
Få hjælp til APA
Er du i tvivl om henvisningsreglerne eller hvordan APA-formatet skal se ud? Så tag et kig på bibliotekets populære APA-guide.
Guiden dækker alt fra henvisninger i teksten til opbygning af din litteraturliste.
Der er masser af eksempler, der hjælper dig med at gøre det rigtigt.
Spørgsmål om henvisninger og litteraturlister
Uanset om du kæmper med APA, fodnoter eller noget helt tredje, er vi klar til at guide dig. Vi svarer på dine spørgsmål om henvisninger, litteraturlister og rådgiver om, hvordan du angiver brug af AI i dine opgaver.
Kig forbi, så hjælper vi dig sikkert videre mod afleveringen!