Vis mig dit kø­le­skab: To mad­kas­ser lå­ser EU’s mil­li­ard­bud­get

Forestil dig et køleskab. Du deler det med 26 andre. Når du åbner lågen, ser du ind i to madkasser, der optager det meste af pladsen. Det betyder, at udvalget i køleskabet er meget begrænset. De to madkasser indeholder nemlig altid de samme to slags retter.

Det ærgrer alle ejerne af køleskabet. For de ved godt, at de burde følge med tiden og interessere sig for nye opskrifter og udvikle nye menuer. Alligevel sker der ikke noget. 

Det skyldes blandt andet, at systemet med køleskabet og de to madkasser trods alt er meget stabilt, for ingen går sultne i seng. Desuden vil ejerne til de to madkasser nødigt flytte dem.

Og faktisk er det også temmelig bøvlet at lave om på. For alle 27 køleskabsejere har vetoret.

To områder dominerer

I overført betydning er det nogenlunde sådan, at EU's budgetpolitik fungerer. 

I et nyt studie har lektor Mads Dagnis Jensen fra CBS sammen med en kollega været helt inde i maskinrummet hos Unionen for at analysere, hvordan de langsigtede budgetter bliver skabt og styret. 

Forskerne har især set på, hvorfor indholdet i budgetterne i mere end 30 år har været domineret af to politiske områder, selv om Unionen undervejs har gennemgået store udvidelser og politiske skift.

Forklaringen handler om de to store madkasser. Eller rettere – om to store budgetter - nemlig EU-budgettet til landbrugsstøtte samt budgettet for samhørighedspolitik, der er en slags egnsstøtte til fattige områder i EU.

Forskellige interesser

”Tilsammen udgør de to poster omkring 70 procent af EU’s samlede budget. Det betyder, at der er ret få penge at tænke nyt for,” siger Mads Dagnis Jensen.

Han tilføjer, at de to budgetter indirekte er med til at fastholde landene i nogle bestemte funktioner. Det gælder især for landbrugsstøtten, som store lande som Frankrig, Italien og Tyskland er meget interesseret i at bevare.

”Disse lande er det, vi kalder nettobidragsydere. Det vil sige, at de betaler mere ind til EU, end de får igen. Men nogle af de penge kan de hive tilbage igen via landbrugsstøtten, fordi de typisk har mange hektarer landbrugsjord,” forklarer CBS-forskeren og tilføjer:

”Omvendt er lande som Portugal, Grækenland, Spanien og en række lande i Østeuropa interesseret i at bevare samhørighedspolitikken, fordi den sikrer dem økonomi til at udvikle nogle af deres fattigere områder”.

Stabilitet kommer med en pris

Ifølge Mads Dagnis Jensen har systemet både fordele og ulemper.

”Fordelene er, at der set over en lang årrække er stor stabilitet i EU’s budgetter. Landene skal ikke bruge uforholdsmæssigt mange ressourcer på at forhandle, og det enkelte medlem kan også nogenlunde forudsige, hvad der i de efterfølgende år venter af udgifter og indtægter fra EU,” siger han og tilføjer:

”Svagheden er, at systemet ikke er særlig godt til at håndtere uforudsete kriser eller nye prioriteter. Det er et forholdsvist reaktivt system, hvor de enkelte lande forsvarer de områder, hvor de er modtagere. Og man skal huske, at hvert land plejer deres egne interesser og kan nedlægge veto mod nye forslag”.

”Konsekvensen er, at der ikke kommer så meget fokus på innovation. Derfor har USA og især Kina mere succes med en aktiv industripolitik, hvor de afsætter penge til konkrete mål om at være førende inden for et område i løbet af en bestemt årrække. I EU lapper vi i stedet på nogle områder, hvor vi føler os hægtet af. Vi sætter ikke vores egen dagsorden”, siger Mads Dagnis Jensen.

Landbrugsstøtte dominerer

Undervejs i studiet var noget af det, som overraskede ham mest, hvor stærkt Frankrig står på landbrugsstøtten.

”Franskmændene har en meget stærk landbrugslobby, der fastholder billedet af et samfund, der selv skal producere sine oste, charcuteri og brød. Det samme gælder for flere andre lande, og der er næppe nogen tvivl om, at EU’s politik er med til at fastholde et større landbrug, end der er strengt nødvendigt”, vurderer CBS-forskeren.

Han peger på, at den mest realistiske måde, EU kan skabe midler til at innovere for, er ved at optage lån.

”Derudover vil det være en fordel, hvis de mere velstillede lande – altså nettobidragsyderne – ikke kun så på deres bidrag som en udgift. De får også adgang til det indre marked, og nogle af de penge, som de sender til fattigere land i Syd- og Østeuropa, får de jo igen ved at sælge varer til dem. Det er især vigtigt i en tid hvor markederne uden for Europa bliver mere usikre på grund af geopolitiske spændinger.”

Næste budget diskuteres nu

Netop nu diskuterer EU-landene det kommende langsigtede budget for 2028 og frem til udgangen af 2034. 

Selv om et flertal grundlæggende er enige om, at der er brug for et større økonomisk råderum, er debatten fastlåst, fordi flere lande er imod at skære i støtten til landbruget og til fattige regionale områder.