Hvor er und­skyld­nin­gen ble­vet af?

Men hvor er undskyldningen blevet af?

Når ledere i det offentlige lykkes med at “beklage en fejl” uden at tage ejerskab for den, er det ikke bare sprogligt trylleri - det har en reel pris. For borgerne. For tilliden. Og måske i sidste ende for vores demokrati. Det mener Camilla Sløk, lektor på CBS og forsker i etik og ansvar i den offentlige sektor:

“En ærlig undskyldning kan være med til at hele noget. Men vi har gjort det så risikabelt at indrømme fejl, at mange ledere gemmer sig bag systemet.”

Et eksempel på dette er, hvad der efterhånden synes at være en endeløs række af pressemøder i Miljøministeriet, hvor Magnus Heunicke gang på gang stiller sig foran journalisternes mikrofoner og beklager, at der er sket fejl, som viser sig at have ødelagt havet og fjordene omkring Danmark. Men vi kommer ikke tættere på en ansvarstagen end: ”Der er ikke nogen tvivl om, at det er et politisk svigt. ”Men hvorfor sker det, og hvorfor ændrer man så ikke politisk lige nu på den ringe kvalitet af havbunden omkring Danmark? En beklagelse i sig selv retter ikke op på havvandets økosystemer.

Fejl uden ansvar

Hvis du har læst en pressemeddelelse fra en offentlig institution de seneste ti år, kender du drejebogen. Når ting går galt - og det gør de - griber man til vendinger som “det er beklageligt”, “det tager vi meget alvorligt” eller “vi vil tage ved lære”. Sætninger, der lyder fornuftige, men som aldrig bringer nogen i nærheden af det endegyldige ansvar.

Camilla Sløk peger på, at vi i dag har en kultur, hvor fejl helst skal fremstå som noget systemisk og uheldigt – noget, der opstod ud af kompleksitet og uheldige omstændigheder. Ikke som noget, nogen har ansvar for og derfor kunne have forhindret.

“Når en leder siger 'vi har begået en fejl', betyder det sjældent, at nogen kommer til at stå på mål for noget,” siger hun. “Det er blevet en retorisk øvelse, der sjældent forpligter.”

Derfor føles det ofte, som om ingen rigtig taler til borgerne, når noget går galt. Vi får tekniske forklaringer, men ikke menneskelig erkendelse. Og måske endnu vigtigere: ingen afklaring. Hvem havde ansvaret, og hvad vil man gøre anderledes næste gang?

Et system, hvor ingen siger undskyld

”Hvorfor skal jeg sige undskyld for noget, jeg ikke selv har gjort?”

Den sætning hører Camilla Sløk ofte fra offentlige ledere, når hun underviser på Master of Public Governance på CBS - især fra store offentlige institutioner, hvor ansvar og årsager spredes ud over flere niveauer og faggrupper.

“Det handler ikke kun om jura. Det handler om kultur,” siger hun. “Vi har stadig en embedsmandskultur, hvor skyld forbindes med skam. Og hvor det at sige undskyld bliver set som en personlig indrømmelse. Det er sådan, de fleste ledere forstår en undskyldning i embedsmedfør, og derfor vil de kun nødigt give en.”

Sundhedsvæsenet er et af de få steder, hvor man i højere grad har forsøgt at systematisere arbejdet med fejl. Her indrapporteres utilsigtede hændelser, og man forsøger at lære af dem. Men det er stadig oftest faglige fejl - ikke organisatoriske eller økonomiske. Regionspolitikerne, som har det overordnede ansvar for vores hospitaler, er ikke meget for at tale om, hvordan fejl opstår på grund af deres økonomiske nedskæringer eller omprioriteringer. Man smider sundhedspersoner under bussen i stedet for selv at tage ansvar for sine nedskæringer.

Uanset om der er tale om faglige eller organisatoriske fejl, er det dog stadig sjældent, at patienter bliver mødt med en reel undskyldning, når der er sket en fejl.

Når undskyldningen forsvinder, mister vi mere end bare ord

Det er nærliggende at se fraværet af undskyldninger som et personligt svigt fra ledere, der mangler mod. Men Camilla Sløk mener, at det handler om noget større: en systemisk tendens til at opløse ansvaret i komplicerede processer, love og mellemled.

Og det gør noget ved vores demokrati.

Når ingen længere siger undskyld, bliver ansvaret usynligt. Når ingen kan peges på, bliver det svært for os som borgere at forstå, hvad der er gået galt - og hvem vi skal stemme på, hvis vi vil have det ændret. Manglende ansvar forklares med ”systemets skyld”. Men der findes ikke systemer uden mennesker. Vi har selv opfundet systemerne, så hvis ansvaret bliver væk i systemerne, må vi opløse systemerne.

“Hvis institutioner ikke tager ansvar, aktiverer vi folks subjektive retsfølelse,” siger Sløk. “Og så risikerer vi at få selvtægt, kynisme og politikerlede.”

Vi behøver ikke kaste nogen for løverne. Men måske kunne vi begynde med at forvente og kræve noget mere enkelt. En stemme, der siger: “Det skulle ikke være sket. Vi undskylder.”