Hvis vi­den er en til­lids­kamp, hvem be­stem­mer så hvil­ke sand­he­der?

Hver eneste dag spredes historier på sociale medier, som millioner af mennesker møder, længe før journalister, forskere eller myndigheder når at faktatjekke dem. Kort sagt er sandhed i dag konstant til debat.

Selvsamme tendenser ændrer også vores forståelse af viden. For selvom Den Danske Ordbog blandt andet definerer viden som ”alt hvad man har lært i et samfund”, så har en chefredaktør, en forsker og en ekspert i sociale medier et lidt andet syn på, hvad der definerer viden i dag.

”For mig er viden den bedst mulige fortolkning på et givent tidspunkt,” siger CBS-professor Nanna Mik-Meyer. Hun forsker i magtdynamikker i organisationer og identitetsdannelse, og så er hun medlem af Magtudredningen, et initiativ der skaber forskningsbaseret viden om demokratiets tilstand og magtforskydninger i det 21. århundrede.

”Dermed abonnerer jeg heller ikke på en forestilling om, at der findes det egentlige sande. Vi kan forsøge at nærme os det, og det er det, man gør som forsker.

Eske Vinther-Jensen er partner i Common Consultancy, hvor han arbejder med sociale medier, politiske kampagner og offentlig holdningsdannelse. Han er enig med Nannas definition, men mener også at viden er betinget af en bredere konsensus om den bedst mulige fortolkning.

”For mig er et godt eksempel, når jeg som patient går ind på et hospital. Lægen behandler mig ud fra den konsensus, der er mellem lægen og kollegaerne, men som patient accepterer jeg også behandlingen og stoler på, at den er funderet i en form for konsensusbaseret viden.”

Chefredaktør på Dagbladet Politiken, Christian Jensen, mener heller ikke, at en absolut viden findes, men at den per definition skal underbygges.

”Der skal være et evidensgrundlag og en kildekritik, man kan præsentere for den almindelige borger. Transparensen omkring det nærmer sig, for mig, noget, der kan betegnes som viden.”

Femern-fadæsen og formidlingskampen

Med en omskiftelig forståelse af viden kommer også en ny forståelse af, hvad der i dag er sandhed. Christian mener, at udgangspunktet for at modtage viden har ændret sig. Hvor man førhen havde umiddelbar tiltro til den information, man blev givet, lyder præmissen i dag, at alt er falsk, indtil det modsatte er bevist.

Og hvad er modgiften til sådan en mistroisk kultur? Tillid, mener eksperterne. For Christian opbygges tilliden til særligt mediehusene ved at være transparente, også når man begår fejl.

”Hos Politiken har vi siden 1884 haft en påstand om, at vi har den højeste oplysning, og den kan vi godt slå os lidt på en gang imellem. Som da vi skrev, at Danmark med Femern-forbindelsen endelig ville blive landfast med det kontinentale Europa. Når vi taler om, hvad vi kan diskutere som viden og ikke-viden, så var det i hvert fald en indiskutabel fejl.”

Fejl som disse er ifølge Christian uundgåelige og et brud på den tillid, der giver medierne deres eksistensberettigelse. Men man kan genopbygge den ved at sige undskyld og være kontinuerligt transparent.

”Jo mere åbne vi kan være om vores fejl, desto større troværdighed får vi også. Og så er det vigtigste, vi kan gøre, at oplyse om forudsætningerne for den viden, vi fremlægger. Altså hvad taler for, hvad taler imod, hvad ved vi, og hvad ved vi ikke? Det er faktisk lige så vigtigt, når man fremlægger viden, at sige, hvad vi ikke ved.”

For Eske er det heller ikke længere nok kun at lægge fakta på bordet. Konsensuskampen om viden er nu den vigtigste disciplin.

”Hvordan kan vi som samfund, myndigheder, aviser, forskere og private virksomheder få skabt stemmer, som folk har tillid til, også når de ikke ligner os selv? For mig er leveringen af viden og genopbygningen af tillid den største udfordring.”

Spørger man Nanna, står vi også over for en udfordring, når det kommer til, hvem der får lov til at definere og fortolke viden.

”Viden bliver i dag sat ind i et hierarki. Dem, der har lettere adgang til politikere og andre magtfulde aktører, får lettere deres fortolkning af fakta stemplet som viden. Det, vi glemmer, er, at de mennesker, der er længere nede i samfundet og forholder sig til de samme fakta, kan have en anden forståelse. Men den forståelse har sværere adgang, og derfor er det i et demokrati utroligt vigtigt, at vi er opmærksomme på dem, der ikke har den direkte adgang.”

Hvem kan vi stole på?

I Danmark bruger 58% af unge mellem 18 og 24 år sociale medier som nyhedskilde. De onlineplatforme er altså blevet der, hvor mange i den yngre generation finder den viden, de danner deres verdensbillede ud fra. Nanna mener, at sociale medier kan forringe vores tilegnelse af viden. Hun har selv slettet alle sociale medier undtagen LinkedIn.

”Jeg føler, at den tid, der er blevet frigjort til faktisk at læse ting og læse bøger, simpelthen øger min viden helt enormt i forhold til alt det scrolleri.”

Men ifølge Eske kan det være farligt at fornægte de sociale medier som en videnskilde og gøre debatten generationsbetinget. Særligt fordi forskning også viser, at den ældre generation hyppigt deler misinformation.

”Vi skal passe på, at vi ikke får kritiseret det så meget, at vi overlader spillebanen til dem, der godt kan finde ud af at bruge dent og gerne vil kæmpe for at få udbredt en viden, vi ikke ønsker skal være dominerende.”

Og når det kommer til fremtidens spilleregler for vidensformidling, uanset hvilken platform den foregår på, mener Christian Jensen, at der er håb for vores fælles oplysningsgrundlag.

”Vi skal ikke stå her og sige, at der ikke er sket en forandring. Det er der bestemt, men vi skal heller ikke stå og sige, at vi alle sammen lever i hver vores virkelighed, i hver vores skærm. Der er stadigvæk én fælles opfattelse af rigtig meget. Men det er vores ansvar, at vi faktisk kritisk efterspørger evidensen bag enhver information. Den kritiske tænkning er vi kommet alt for langt væk fra.”

Og betragtningen om kildekritik deles af de andre eksperter.

”Viden hænger sammen med troværdighed, og vi er nødt til at lave kildekritik. Hvis noget popper op, eller nogen viser mig noget, er jeg nødt til at spørge: Hvor kommer det fra? Og hvis det ikke står klart, så kan jeg ikke stole på det,” siger Nanna.