Kam­pen mod fake news: kend for­skel på in­for­ma­tion og in­ten­tion

Det er lidt af et paradoks:

Vi kalder de unge digitalt indfødte. De er vokset op med skærme i hånden og lever en stor del af deres liv på sociale medier. Og samtidig er det Generation Z, der er mest sårbar over for en af nutidens største trusler mod demokratiet: misinformation.

Forskningen udstiller yderligere et paradoks:

De unge i Generation Z ved, at de ikke er gode til at spotte fake news. Men selverkendelsen beskytter dem ikke. Det er stadig den gruppe, der klarer sig dårligst i praksis sammenlignet med ældre generationer, som tror, de er bedre, end de er, til at skelne mellem sandt og falskt.

Det er CBS-forsker Cecilie Steenbuch Traberg, der gengiver pointerne. Hun fortæller om MIST, en forkortelse for Misinformation Susceptibility Test, der er baggrunden for at udråbe Generation Z til de mest sårbare ift. misinformation. Forskere fra University of Cambridge har lavet studiet på baggrund af testen, og selv forsker hun i, hvordan vores digitale og sociale liv påvirker vores adfærd og holdninger.

“Når vi taler om, hvor slem misinformation er, så er det ligegyldigt, om folk tror på det eller ej. Det afgørende er, om det påvirker tanker og handlinger, for det kan skade dig selv og andre,” siger hun.

Forskellen på information og intention

For at forklare generationsforskellene henviser Cecilie Steenbuch Traberg til en række studier inden for misinformationsforskning.

For det første så får Generation Z i udbredt grad deres nyheder fra sociale medier. Også mere end ældre generationer gør det.

“De unge får ikke bare flest nyheder fra sociale medier, de bruger også mest tid der. Derfor er de mere eksponerede for falsk information. Både intentionelt, når de selv opsøger nyheder. Og ikke intentionelt når de bare scroller igennem deres feed. Hjernen kan ikke bearbejde al den information, og det gør det sværere at vurdere sandheden af hver enkelt lille story,” forklarer hun.

Og så er uddannelsessystemet en faktor:

“Generation Z, der er mellem 12 og 28 år, er og har været en del af et undervisningslandskab, som ikke matcher den måde, vi bearbejder information på i dag på de sociale medier.”

Ifølge Cecilie Steenbuch Traberg handler det om, at ældre generationers undervisning er bedre tilpasset det nyhedslandskab, de er en del af. Her handler det om at vurdere en kildes troværdighed.

“Det passer godt til det klassiske medielandskab, hvor store nyhedsbureauer og statslige enheder står for nyhedsproduktionen. Men unge modtager i dag information om politik og sundhed fra influencers, som måske ikke har nogen reel baggrundsviden eller troværdighed i forhold til det emne, de udtaler sig om. Den sociale struktur om at dele og gendele information er heller ikke nok på undervisningsskemaet,” siger hun.

Og det er her, det bliver afgørende at lære, hvad forskellen på information og intention er. At vurdere information hører til det klassiske nyhedsbillede. At vurdere en intention er yderst relevant på for eksempel sociale medier.

“Når vi vurderer information, ser vi på, om det lyder rigtigt. Er der gode argumenter? Og stemmer det overens med anden information, vi har fået? Men at vurdere intentioner kan være meget sværere. Det kan være udfordrende, når man ikke kender alle de mennesker, man er eksponeret for på nettet. Meget af det handler også om social iscenesættelse,” forklarer hun.

Der kan være mange grunde til at dele noget på sociale medier. Unge deler ikke kun ting, fordi det afspejler virkeligheden. Men også fordi de unge gerne vil forbindes med den information, der deles. Enten ved at de signalerer, at de er en del af den flok, som deler noget bestemt. Eller fordi de er unikke og deler noget nyt, som andre ikke har delt før.

”Forskning viser, at unge mennesker er mere sensitive over for likes. Et like fører hos dem til øget aktivitet i hjerneområdet, som er forbundet med belønning. Og fordi unge mennesker er mere sensitive over for de processer, så er det endnu vigtigere at lære dem om, hvorfor de tror mere på ting på nettet, når det får mange likes. Man kan sammenligne det med, at skolen lærer de unge om, hvordan sukker påvirker blodsukkeret. Når man kan lære om den proces, så kan man også lære om, hvad der sker i min krop, når jeg er på sociale medier,” siger Cecilie Steenbuch Traberg.

Følelser manipulerer

Men hvad så med den del af Generation Z, som har forladt folkeskolen og gymnasiet? Hvordan når man dem med information om fake news?

”De er sværere at fange, når de når den alder og ikke nødvendigvis er en del af det strukturerede undervisningslandskab. På den ene side handler det om platformene selv. Hvis vi ændrer, hvordan information deles, og hvordan algoritmerne styrer, vil vi løse en del af problemet. Men det er også det allersværeste at få ejerne af platformene i tale. Deres incitament til at ændre noget er ikke højt, for det, der kunne være gavnligt at ændre, er samtidig det, der får os til at blive på platformene. Derfor handler det om at lære de manipulationsteknikker, der bliver brugt ved misinformation,” forklarer Cecilie Steenbuch Traberg.

Hun fortæller, at der på nuværende tidspunkt er mange forskere, der udvikler spil til unge mennesker, hvor de lærer om, hvordan de bliver manipuleret.

”Selvom unge ikke nødvendigvis går op i, om noget er sandt eller falskt, så vil de helst ikke blive manipuleret.”

En teknik til at manipulere er for eksempel at præsentere os for information, der prikker til vores følelser, for det distraherer os, så vi glemmer at vurdere, om informationen er sand.

At se bjælken i dit eget øje

En af konklusionerne fra Cecilie Steenbuch Trabergs egen forskning er, at vi er gode til at gennemskue, når andre lader sig rive med af flertallet på sociale medier – men vi undervurderer konsekvent, hvor modtagelige vi selv er.

“For det er nemmere at pege på fejl hos andre end at indse, at de også findes hos en selv.”

Vejen frem er ifølge Cecilie Steenbuch Traberg at blive klar over, at det er sådan. Derfor er det også altid en pointe, hun fremhæver under forelæsninger eller andre steder, hvor hun præsenterer sin forskning.  

”Der er også forskning fra England og USA, som viser, at unge mennesker, og endda dem, der er yngre end Generation Z, ved, at de skal tænke på kildetroværdighed og være analytiske, men det afspejler sig ikke i, hvad de gør. Tit vurderer de information ud fra, hvad der rigtigt, og om en hjemmeside ser sej ud. Vi skal lære dem, at det er blevet meget nemmere at få noget til at se ægte og sejt ud, uden at det er sandt,” foreslår hun.

AI er et tveægget sværd

Cecilie Steenbuch Traberg peger på AI, når hun skal vurdere, hvordan fremtiden ser ud i forhold til vores evne til at vurdere sandt og falsk på internettet. Og her er AI et tveægget sværd:

”På den ene side kan misinformation skabes i kæmpe skala på grund af AI og gøres mere overbevisende, fordi det kan målrettes forskellige befolkningsgrupper. Samtidig er der også et kæmpe potentiale i AI for at ramme unge mennesker med nogle af de spil, jeg fortalte om før. Og så kan AI bruges til at vurdere troværdigheden af information.”

Så ser hun også en tendens til, at unge bliver mere bevidste om ikke at bruge deres telefon for meget. Og dermed udsættes de for mindre misinformation.

”Jeg har snakket med unge, som siger, at telefonen i deres forældres hånd er lidt ligesom cigaretten for årtier siden. Cigaretten var med på alle billeder, for man røg både i bilen og ved puslebordet. Sådan er det også lidt med telefonen i dag for nogle generationer – den er der hele tiden. Men dele af den yngre generation prøver at gøre op med det. Vi taler også om skærmfrie områder, og det gør, at vi bevæger os væk fra informationsbombardementet. Og det er vigtigt. For når du har scrollet i flere timer og set 200 overskrifter, så er du ikke i en tilstand, hvor du kan vurdere dem. Det kan godt være, du ikke har klikket på dem alle, men de lagrer sig hos dig,” siger hun og kommer med et sidste tankevækkende eksempel:

”Tænk på, hvor tit vi hører folk referere noget. Dog kan de ikke lige huske, hvor de har læst det. Men det har lagret sig, som om at det var rigtigt og troværdigt.”