Fra magt til mag­tes­løs: Hvad po­li­ti­ke­re kan lære os om le­del­se

En valgkamp er højsæson for store visioner, men mange politikere oplever i praksis minimal indflydelse, når først de er valgt ind.

CBS-lektor Emil Husted har fulgt de danske politikeres arbejde tæt gennem halvandet år og mener, at magtens centrum for mange folkevalgte nærmere opleves som afmagtens centrum. Han gengiver et udsagn fra en udvalgsformand:

”Mit mandat repræsenterer mere end en halv procent af Danmarks befolkning, og mit partis meget mere, men jeg har så lidt indflydelse, at jeg nærmest ikke orker mere.”

Det er især aftaleparlamentarismen, som siden 1990’erne har betydet, at meget lovgivning aftales i ministerierne, hvor ordførerne fra de forskellige partier kaldes ind til ministeren for at forhandle.

”Det kan være svært for mange politikere, hvis man ikke har rådgivere eller erfaring. Og når det hele er klappet af, så kommer det til behandling i folketingssalen, og udvalgsarbejdet kører indimellem. Men intet er reelt til forhandling, og det bliver en skueproces, som dræner debatterne,” konkluderer Emil Husted, der også er studiekoordinator for HD2 Organisation og Ledelse.

Magtesløsheden næres desuden af et højt arbejdspres, hård konkurrence i og mellem partierne, topstyring og medier der udkommer konstant og kræver hurtige svar.

”I Danmark har folketingspolitikere flere udvalgsposter end i alle de andre nordiske lande tilsammen. Cocktailen, hvor politikerne har ekstremt travlt, er udsat for konkurrence og eksponering og har meget lidt indflydelse på deres kerneopgave, skaber afmagten,” siger Emil Husted.

Magtesløshedens konsekvens

Konsekvensen af magtesløsheden er ifølge Emil Husted, at det bliver svært at rekruttere politikere.

”3 procent af Danmarks befolkning er medlem af et politisk parti, og meget færre er aktive. Derfor er rekrutteringsgrundlaget minimalt,” konkluderer han og henviser til Hal Koch, der var teolog og demokratiforsker med stor betydning for dansk politik ved at fremhæve dialog, folkelig deltagelse og demokrati som en livsform.

”Hvis idealet er et demokratisk samfund, der bygger på Hal Kochs principper om samtalen i centrum, et samarbejdende folkestyre og love der skal udformes mellem regeringen og folketinget, som der står i grundloven, så er afmagten ikke fordrende.”

Topstyring og tempo rammer både politikere og ledere

Den afmagt, politikerne oplever, er dog ikke et fænomen, der er forbeholdt folketingssalen. Tværtimod genkender mange ledere uden for Christiansborg de samme mekanismer, når Emil Husted præsenterer sine fund.

For nylig talte han med en gruppe offentlige ledere fra efteruddannelsen Master of Public Governance, MPG:

”De, der arbejder i ministerier, kunne genkende, at magten er sivet ud af Folketinget og over i ministerierne og ikke engang ressortministerierne, men Finansministeriet,” siger han.

Hastigheden er også et vilkår både politikere og ledere mærker, forklarer Emil Husted. Haster-haster-kulturen sætter sig som en fremmedgørelse, fordi der ikke er tid til at sætte dig ind i opgaverne.

”Hastigheden skaber desuden en risiko for, at organisationer bliver topstyrede. For når der ikke er tid til det brede samarbejde, så træffes der hurtige beslutninger af de få,” siger Emil Husted og tilføjer, at det efterlader de mange - både politikere og ledere - magtesløse.

Husk det demokratiske lederskab

Folketinget er selv gået i gang med at sænke hastigheden i arbejdet. Emil Husted forklarer, at fra den nye valgperiode reduceres antallet af udvalg, og lovgivningsprocessen er allerede blevet forlænget med 10 dage fra 30 til 40 dage. Dog stadig med mulighed for hasteforslag.

I sin bog ”Afmagtens centrum”, som beskriver folketingspolitikernes arbejdsvilkår, kommer Emil Husted med en række forslag, der kan forbedre situationen for politikerne:

”Vi kan vende lovgivningsprocessen om, så den ikke slutter i udvalgene, men starter her, og vi kan tænke i at bruge de lovforberedende udvalg noget mere. Det kan oversættes til ledere andre steder. I stedet for top-down-beslutninger, så kan man vælge inddragende bottom-up-processer.”

Så er der også en forventningsafstemning med befolkningen, som starter allerede her i valgkampen. Den handler om, hvordan vi taler om, hvad politikerne skal. Er det en boksekamp, hvor politikerne slås verbalt mod hinanden, eller ønsker vi os et Folketing, hvor politikerne øver sig i at samarbejde, spørger Emil Husted.

Han anbefaler et fokus på demokratisk lederskab:

”Både blandt politikere og ledere handler det om at tænke, hvad er egentlig en god demokratisk samtale, frem for at tænke ledelse som at træffe effektive beslutninger. Det er vigtigt at tænke over, hvad er det for et problem, vi står overfor? Frem for at skynde sig at løse det. Det kalder på en anden form for inddragelse, og handler ikke kun, om folk kan spejle sig i en beslutning, men om hvad problemet er, og hvad løsningen kan være.”