Gå til hovedindhold
Nyhed

Vel­kom­men til CBS

Vel­kom­men til alle nye kan­di­dat­stu­de­ren­de på CBS. Læs her, hvad du skal være op­mærk­som på lige nu.

Du vil i dag få svar på, om du er optaget på en kandidatuddannelse på CBS. Ligesom tidligere år har CBS afvist mange ansøgere, da vi har langt flere ansøgere end studiepladser.

Hvis du er blevet afvist, bør du læse artiklen ”Kom du ikke ind på CBS?”

Svar på din ansøgning

Du modtager svaret på din ansøgning i Ansøgningsportalen i løbet af i dag 10. juni. Du får en mail, når du kan logge ind og læse svaret. 

Login på Ansøgningsportalen 

CBS Admission uploader løbende svar til ansøgningerne. Derfor får du ikke nødvendigvis svar på alle dine ansøgninger samtidig, og dine venner kan få svar før eller senere, end du gør.

Når alle svar er uploadet, vil det fremgå på cbs.dk > Svar på din ansøgning.

Hvis du ikke har modtaget svar 10. juni, er du velkommen til at sende en mail til: graduateadmission@cbs.dk.  

Du kom ikke ind på din 1. prioritet? 

Hvis du ikke er kommet ind på din 1. prioritet, kan du ikke bytte studieplads med en anden studerende, der fx takker nej til tilbuddet om at starte på en kandidatuddannelse på CBS. Vi har behandlet og vurderet alle ansøgninger i forhold til det samlede ansøgerfelt. 

Husk at bekræfte din studieplads

Er du en af de heldige, der er blevet optaget på CBS, skal du huske at sige "ja tak" til din studieplads senest 15. juni kl. 23.59.

Du kan sige ja tak eller nej tak til din studieplads i Ansøgningsportalen

Læs mere om hvordan du siger ja tak på cbs.dk > Svar på din ansøgning

Kvittering for bekræftet studieplads

Når du har sagt ja tak til din studieplads, vil du modtage en kvittering i Ansøgningsportalen. Du finder kvitteringen under beskeder. 

Læs mere om svar på kandidatansøgninger på cbs.dk > Svar på din ansøgning

Betinget optaget - hvad nu?

Du skal være opmærksom på, om du er fuldt optaget eller betinget optaget. 

Hvis du er betinget optaget, fx hvis du mangler at bestå et fag på din bachelor, skal du opfylde betingelserne senest 31. august 2026. Gør du ikke det, risikerer du at få annulleret din optagelse. 

Sørg for at læse betingelserne i dit svar, og vær sikker på, at du forstår, hvornår og hvordan du skal opfylde dem. 

Læs mere om at være betinget optaget, og hvad du skal gøre på cbs.dk > Kandidat​​uddannelser > Betinget optaget

Adgang til CBS' digitale platforme

For at få adgang til CBS' digitale systemer og platforme, skal du bruge en CBS-brugerprofil. Din CBS-brugerprofil er strengt personlig, og du må aldrig videregive oplysningerne til andre. 

Din brugerprofil består af et brugernavn og en adgangskode. Den giver dig bl.a. adgang til din CBS-mail, dit skema og my.cbs.dk, som er dit studenterintranet. 

Hvordan du får adgang til din brugerprofil afhænger af, om du tidligere har læst på CBS:

  • Ny på CBS: Du vil i starten af juli modtage en mail med information om din CBS-brugerprofil, og hvordan du aktiverer den. Mailen vil blive sendt til den mailadresse, du har angivet i din ansøgning på Ansøgningsportalen.
  • Nuværende studerende på CBS: Du skal bruge dit eksisterende brugernavn og adgangskode. 
  • Studerende på CBS inden for de seneste 6 måneder: Hvis du har læst enkeltfag, fag på Summer University, HD eller Master på CBS inden for de seneste 6 måneder, er din brugerprofil stadig aktiv. Du skal derfor bruge dit eksisterende brugernavn og adgangskode til at få adgang til vores digitale platforme. 

Har du glemt dit brugernavn og password? 
Hvis du har glemt dit brugernavn og password, kan du kontakte IT-supporten på help@student.cbs.dk 


Deltag i introdagene 26.-28. august 

Alle kandidatuddannelser på CBS inviterer til introdage for at få dig godt i gang på studiet. I år ligger det onsdag 26. august - fredag 28. august.

Onsdag har et fælles program for alle nye kandidatstuderende, hvor du både møder studerende fra din egen uddannelse og på tværs af studierne. Alle studier har også et spændende separat program torsdag 27. august og/eller fredag 28. august, så sæt kryds i kalenderen allerede nu.

Introdagene er ikke obligatoriske, men det er en god mulighed for at lære dine medstuderende og undervisere at kende. Du får også en faglig introduktion til studiet og bliver derved bedre klædt på til når din hverdag på studiet starter. Vi anbefaler derfor, at du deltager, uanset om du er ny på CBS eller har læst her tidligere.

Senest 15. juli kan du finde programmet for dit studies introdage på studiestart-kandidat.cbs.dk
 

SU - søg tidligst 12. juni 

Du skal søge om SU, uanset om du læser videre på dit retskrav, en anden overbygning eller om du kommer fra et andet universitet. 

Du søger SU på MinSU på www.su.dk   

Hvornår skal du søge?

Starter du direkte på en kandidatuddannelse efter din bacheloruddannelse, kan du søge om SU fra 12. juni – dog tidligst to døgn efter, at du har sagt ”ja tak” til din studieplads på CBS. 

Sagsbehandlingstiden er op til 4 uger, og du kan forvente, at din SU bliver udbetalt i midten af juli eller starten af august.

Starter du ikke direkte på en kandidatuddannelse efter din bacheloruddannelse, kan du tidligst søge om SU én måned før, du kan modtage SU. Det betyder, at du tidligst kan søge om SU fra 1. august og modtage SU fra september. 

SU - international studerende 

Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du leve op til særlige betingelser og følge en særlig ansøgningsproces for at modtage SU. Læs mere på www.su.dk

Vær opmærksom på, at sagsbehandlingstiden kan være længere henover sommeren, da vi modtager mange ansøgninger.

Spørgsmål til svaret på din ansøgning?

Hvis du har spørgsmål til svaret på din ansøgning, kan du sende en mail til CBS Admissions på graduateadmission@cbs.dk

Vi svarer så hurtigt, vi kan. Vi modtager mange spørgsmål inden for meget kort tid, så vi håber, du vil have lidt tålmodighed med os.

Du er også velkommen til at ringe til en studievejleder på:

  • Telefon 3815 2710

Åbningstider:

  • Onsdag 10. juni kl. 12.30-16.00
  • Torsdag 11. juni kl. 10.00-15.00  
  • Fredag 12. juni kl. 10.00-12.30

Konkrete spørgsmål sendes via mail

Du skal være opmærksom på, at vi kun kan kommentere på din specifikke ansøgning eller træffe beslutninger, hvis du skriver en mail til CBS Admissions på graduateadmission@cbs.dk. 
 

Velkommen til CBS

Endnu engang: Velkommen til CBS! Vi håber, du får to gode og lærerige år hos os. Vi glæder os til at se dig på campus.