Course content
Forstå medierne – og lær at få dem til at arbejde for dig
Medier og journalister er en uundgåelig del af hverdagen i de fleste virksomheder og organisationer. Uanset om du arbejder med kommunikation, ledelse, strategi, politik, interessevaretagelse eller rådgivning, vil du før eller siden stå over for pressen – enten når du ønsker opmærksomhed, eller når du helst ville være foruden.
Dette kursus giver dig en konkret, praksisnær forståelse af, hvordan medierne fungerer, og hvordan du professionelt arbejder med journalister. Du lærer, hvordan dine budskaber kan få gennemslag i medierne – og hvordan du begrænser skaderne, når en sag udvikler sig i en uønsket retning.
Hvorfor får nogle virksomheder konstant positiv omtale, mens andre aldrig trænger igennem? Hvorfor bliver det, du selv oplever som en god historie, afvist af journalister – eller ender med at blive til en helt anden historie, end du havde forestillet dig? Og hvad kan du gøre for at øge sandsynligheden for, at medierne fortæller din historie på dine præmisser?
Svaret ligger i forståelsen af mediernes logik: Hvad journalister leder efter, hvordan de vurderer historier, og hvilke interesser, arbejdsvilkår og benspænd der former deres beslutninger. Det er denne forståelse, kurset giver dig.
I dag foregår kontakten med pressen ikke kun på direktionsgangen. Medarbejdere på mange niveauer møder journalister – ofte uden forberedelse og uden klare retningslinjer. Derfor er medieforståelse en central kompetence for alle, der skal arbejde i eller med organisationer i det moderne samfund.
Kurset klæder dig på til at:
navigere sikkert i mødet med journalister
sælge en historie, uden at miste kontrollen over budskabet
forstå, hvornår medierne er en mulighed – og hvornår de er en risiko
håndtere kriser, hvor omdømme og troværdighed er på spil
Du arbejder med både teori og konkrete cases fra virkeligheden og får indsigt i, hvordan “spillet” faktisk foregår bag overskrifterne. Samtidig vil du styrke dine egne kommunikationsevner ved at lære af journalisternes håndværk.
Kurset undervises af en erfaren journalist med akademisk baggrund, hvilket sikrer både praksisnær indsigt og analytisk dybde.
Kurset behandler blandt andet følgende temaer:
Hvorfor og hvordan virksomheder arbejder med medier
Mødet mellem medarbejder og journalist
Mediehåndtering i praksis
Journalisters arbejde med kilder
Mediernes struktur, logik og nyhedskriterier
Salg og vinkling af historier
Journalisternes beslutningsprocesser
Virksomhedens rolle og ansvar i krisesituationer
Mediernes adfærd, når krisen rammer
See course description in course catalogue