Gå til hovedindhold
Artikel

VM i fod­bold: Hvem bli­ver de øko­no­mi­ske vin­de­re og ta­be­re?

To øko­no­mi­ske vin­de­re. Tre ta­be­re. En ny sport­s­lig struk­tur, og en ny sam­men­blan­ding af sport og po­li­tik. Så­dan ly­der ana­ly­sen fra sports­ø­ko­nom på CBS, in­den VM i fod­bold fløjtes i gang.

Forfatter

Kent Kri­sten­sen

Hvem står til at vinde det kommende VM i fodbold, der indledes den 11. juni? Det spørgsmål bliver i disse uger ivrigt diskuteret på kontorer, kaffebarer og kantiner rundt om i verden. 

Men en ting er sportslig succes. En anden er økonomisk. Her er der ifølge lektor Battista Severgnini, som forsker i sportsøkonomi ved CBS, klare favoritter og tabere.

Turneringens ubetingede topkandidat er det internationale fodboldforbund, FIFA. Organisationen står til at score sin hidtil højeste økonomiske gevinst på et VM - mellem 7-10 milliarder dollars. Det svarer nogenlunde til det årlige bruttonationalprodukt i Montenegro. 

Som altid tjener FIFA pengene ved at sælge rettigheder til VM – især tv, sponsorater og billetter. Organisationen ejer turneringen, men betaler kun en del af omkostningerne, mens værtslandene finansierer stadions og infrastruktur.

Forretningsmodel skrues op

”Derfor er VM ekstremt profitabelt for FIFA. Og i år bliver deres forretningsmodel skruet op i en helt ny skala, hvor 48 lande skal deltage mod 32 ved seneste VM. Turneringen kommer til at indeholde 104 kampe mod 64 tidligere. Det medfører flere tv-rettigheder og sponsorindtægter” siger Battista Severgnini og tilføjer:

”Samtidigt skal slutrunden afvikles i Nordamerika med USA som en af de tre værter. Det er verdens største sports- og reklamemarked.”

En anden ændring er måden, billetter til kampene sælges på. For første gang bruger FIFA markedsbaseret prissætning. Prisen ændrer sig altså løbende i forhold til efterspørgslen. Det nye system ventes at drive priserne på de populære kampe markant i vejret.

Ifølge European Business Magazine har FIFA allerede bekræftet, at billetter til finalen anslås at nå en pris på 11.000 dollars, hvilket er cirka syv gange højere end prisen ved den tilsvarende finale for fire år siden i Qatar.

Endnu en vinder

Mens FIFA altså allerede kan kåres som turneringens økonomiske mester, forventer Battista Severgnini også, at virksomheder der har købt tv-annoncer under kampene, scorer på bundlinjen.

”Det overrasker måske nogle, fordi det bliver dyrt at annoncere. Men VM i fodbold er verdens største tv-event, så produkterne bliver eksponeret til vanvittigt mange mennesker”, fortæller CBS-forskeren.

I takt med at der bliver flere og flere platforme at se VM på, ventes op imod 5-6 milliarder – eller næsten to ud af tre mennesker på kloden - at følge turneringen. 

På tv, streaming, sociale medier eller blot højdepunkter.

De tre tabere

Men ingen vindere uden tabere. Og tv-selskaberne er blandt dem, der ifølge Battista Severgnini må regne med at løbe ind i et rødt minus.

Tidligere slutrunder viser således, at stationerne ofte taber penge på slutrunderne. I begyndelsen af 00’erne var de eksploderende rettighedspriser ligefrem med til at vælte både den tyske Kirch-koncern samt DirecTV Latin America.

”Køb af tv-rettigheder er isoleret set en dårlig forretning, fordi stationen sjældent opnår et nyt antal seere, der svarer til udgiften,” fortæller den italienskfødte sportsøkonom og tilføjer:

”Omvendt er nogle tv-selskaber bange for at miste seere til konkurrenter, hvis de ikke viser VM. Så det handler også om prestige og om branding. Man kan argumentere for, at det er en form for investering på den lange bane”.

Klubberne mister værdi

De fodboldklubber, som leverer spillere til VM, kan også godt nedjustere deres regnskaber:

”Der bliver tale om den største slutrunde nogensinde. For de hold, der når langt, betyder det mange kampe med ekstra risici for skader eller efterfølgende formnedgang, når spillerne kommer tilbage til deres respektive klubber”, forklarer Battista Severgnini og uddyber:

”Dermed kan den enkelte spillers værdi falde, og det kan klubbens mulighed for at opnå sportslig succes i den pågældende sæson også”.

Så når vi frem til den tredje taber.

“Der findes omfattende forskning, som peger på, at det sjældent er en god investering at afholde et VM” Bat­ti­s­ta Se­verg­ni­ni
Lek­tor

Investeringer betaler sig ikke

Det er de tre værtslande, USA, Canada og Mexico.

”Der findes omfattende forskning, som peger på, at det sjældent er en god investering at afholde et VM. Værtslandene bruger store beløb på infrastruktur og i nogle tilfælde nye stadions, som ofte har begrænset værdi efter turneringen og derfor ikke tjener sig selv hjem. Og de øgede antal arbejdspladser, som arrangementet giver, varer sjældent ved”, fortæller CBS-forskeren. 

”Dertil kommer betydelige udgifter til sikkerhed. Det får sjældent meget opmærksomhed, men udgør en stor post og vokser ved hvert VM” påpeger han.

Når der alligevel er konkurrence om at huse VM, skyldes det ifølge Battista Severgnini, at der er stor prestige og politiske gevinster at hente – både nationalt og internationalt.

Bordtennis banede vejen

Han understreger, at sport og politik altid har hængt sammen. Da den daværende amerikanske præsident Richard Nixon i 1971 overvejede at genoptage de diplomatiske forbindelser med Kina efter mere end 20 års tørke, var den første forsigtige tilnærmelse således en bordtennis-landskamp.

Det er også almindelig anerkendt, at militær-diktaturet i Argentina fik goodwill ud af værtskabet ved VM i 1978. Alligevel påpeger Battista Severgnini, at sammenblandingen af fodbold og politik har nået nye højder hos FIFA.

”FIFA fremstår nærmest som et alternativ til FN. VM er blevet en mulighed for at samle mange lande og diskutere emner, som dybest ikke handler om fodbold men for eksempel om geopolitik,”, siger Battista Severgnini og minder om, at præsident Donald Trump sidste år under VM for klubhold inviterede det italienske hold Juventus i audiens, hvor han blandt andet talte om konflikten i Mellemøsten.

Samme amerikanske præsident har som bekendt også modtaget en særlig fredspris af FIFA. Og ifølge den italienske sportsøkonom vil forholdet mellem det verdensomspændende fodboldforbund og politikerne sandsynligvis blive endnu tættere. Fordi begge parter kan profitere af det.

 

Fak­ta

  • FIFA organiserer VM og ejer alle rettighederne
  • FIFA forventes at tjene 7-10 milliarder dollars på dette VM
  • VM i Qatar 2022 gav ca. 7,5 mia. dollar i hele fireårsperioden 
  • VM 2026 markerer et klart skifte i forretningsmodellen med en markant større turnering og anderledes billetsalg.

Om for­ske­ren

  • Battista Severgnini er lektor ved Økonomisk institut på CBS.
  • Han forsker i langsigtet økonomisk vækst og produktivitet – herunder sportsøkonomi.