”Vi står midt i en stor samfundsomvæltning, og min profession spiller en afgørende rolle”
En stor fusion, en styrket tro på arkitekturen som en afgørende faktor i den grønne omstilling og en række nye kompetencer med fokus på forretningsudvikling har bragt Signe Kongebro og arkitektvirksomheden Henning Larsen tættere på at kunne løse nogle af vores største udfordringer.
”Hvad er det, jeg ikke ved, som jeg burde vide?”.
Spørgsmålet rumsterede tilbage i 2018 i baghovedet på Signe Kongebro, der efter en årrække som partner i arkitektfirmaet Henning Larsen stod foran en ny og anderledes udfordring.
Forude ventede en fusion med den globale ingeniør-, arkitekt- og rådgivningsvirksomhed Rambøll, og Signe Kongebro var med sin specialisering inden for bæredygtighedsområdet tiltænkt en central rolle.
”Jeg havde styr på min faglighed, men jeg manglede at få den sat ind i en forretningsmæssig ramme. Jeg havde brug for at lære mere om tal, strategier og metoder til at være leder i en stor virksomhed,” siger Signe Kongebro, der er Global Design Director og partner i Henning Larsen. Arkitektvirksomheden står bag flere hæderkronede projekter som for eksempel Moesgaard Museum i Aarhus og koncerthuset Harpa i Island.
For at finde ud af, hvordan hun kunne få styr på sig faglighed, tog hun en samtale med virksomhedens globale HR-chef. Efter samtalen faldt valget på CBS og den på det tidspunkt nystartede Master of Business Development (MBD). Og det var ifølge Signe Kongebro den helt rigtige beslutning.
”Det har på alle mulige måder været en øjenåbner,” fortæller hun og fortsætter:
”Uddannelsen har givet mig en teoretisk ballast til bedre at forstå min egen organisation. Og den har været af uvurderlig værdi i integrationsprocessen med Rambøll.”
Fleksibiliteten var afgørende
Master of Business Developement er designet som en fleksibel efteruddannelse, der både henvender sig til specialister og ledere. Uddannelsen består af en række obligatoriske og valgfrie kurser, og den kan skræddersys til den enkeltes behov og ønsker.
Har man brug for konkret viden inden for et specifikt område, kan man også tage fagene som enkelte kurser.
Fleksibiliteten har for Signe Kongebro været af afgørende betydning.
”Det ville ikke være muligt for mig at tage hele uddannelsen på to år med det job, jeg har. Og da jeg startede, vidste jeg, at fusionen med Rambøll ville kræve meget af mig, så jeg havde brug for at kunne gøre det i mit eget tempo.”
Ud over forretningsudvikling kan man eksempelvis tage kurser inden for organisationsudvikling, digitalisering, innovation, strategisk kommunikation, personlig udvikling, økonomi og ledelse.
“”MBD-uddannelsen på CBS har hjulpet mig til at sætte ledelsesmæssig handling bag noget, jeg længe har kunnet se klart. Nemlig, at vi som arkitekter allerede spiller en nøglerolle i forhold til den måde, den grønne omstilling kommer til at forandre vores samfund."” Signe Kongebro
Global Design Director og partner, Henning Larsen
Prototypen på grønnere byer
Inden Signe Kongebro blev optaget af forretningsudvikling, var hun frontløber på bæredygtighedsområdet hos Henning Larsen.
Området har været et omdrejningspunkt i integrationen med Rambøll, hvor bæredygtighed og grøn omstilling er bærende strategiske søjler. Og efteruddannelsen på CBS har givet hende nye værktøjer til at håndtere de ledelsesmæssige udfordringer, der følger med klimaspørgsmålet.
Som eksempel fremhæver hun kurset Big Data and Business Analytics, som var et område, hun overhovedet ikke havde berørt forinden.
”Jeg var en af de eneste på holdet, der ikke kunne kode, men jeg ville gerne forstå, hvad det er for en fremtidig kontekst, jeg kigger ind i for vores største kunder. Det endte med, at jeg på kurset fik udviklet en prototype på et værktøj – Urban Decarb – som, jeg syntes, vi skulle udvikle i Henning Larsen. Det handler kort fortalt om dekarbonisering af vores byer, og hvordan vi fra byggesektoren skal gå til den grønne omstilling. Værktøjet er allerede i brug på flere store projekter og på vej til Canada, London og Singapore.”
Forestillingen om arkitekten skal opdateres
Efteruddannelsen på CBS, fortæller Signe Kongebro, har været med til at bekræfte en fornemmelse, hun allerede inden uddannelsen gik rundt med.
"Vi står midt i en proces, hvor vi grundlæggende skal forandre de samfund, vi lever i. Det store spørgsmål er, hvordan vi som arkitekter kan bidrage. Er vi først og fremmest nogle, der står på fabrikken og producerer tegninger, eller er vores rolle snarere som en slags influencere, der sætter retning og skaber visioner uden at tegne?”
Selv er Signe Kongebro ikke i tvivl. Den traditionelle forestilling om arkitekten som en, der primært tegner, bør opdateres hurtigst muligt. For den grønne omstilling handler i høj grad om, hvordan vi opdaterer vores bygninger og byrum, og her sidder arkitekter med en afgørende indsigt.
”Uddannelsen på CBS har hjulpet mig til at sætte ledelsesmæssig handling bag noget, jeg længe har kunnet se klart. Nemlig, at vi som arkitekter allerede spiller en nøglerolle i forhold til den måde, den grønne omstilling kommer til at forandre vores samfund. Det er både fantastisk og skræmmende, og det motiverer mig helt vildt at kunne være med i denne forandring og påvirke den med ny viden.”
Nye perspektiver giver nye drømme
For Signe Kongebro har uddannelsen været som ”en hånd i ryggen”, der udover at skærpe hendes kompetencer inden for forretningsudvikling også har boostet hendes faglige selvforståelse. Samtidig har hun fået mulighed for at udveksle viden og erfaringer med folk fra andre brancher. Mange, fortæller hun, har stået ved korsveje i deres karriereforløb, og har takket være efteruddannelsen fået nye blik på deres jobudvikling.
Begge dele har også været tilfældet for hende selv. Nu er masterprojektet afleveret og forsvaret, og det er tid til at gøre status.
”Det har været sjovt, og jeg kommer helt klart til at savne CBS. Jeg kommer til at savne underviserne og den kreativitet, de hver især har lagt for dagen i undervisningen. Der er meget stor variation i den måde, kurserne er tilrettelagt,” siger Signe Kongebro, der indrømmer, at hun også har følt et element af tomhed efter uddannelsens afslutning.
Den tomhed må nødvendigvis forløses i handling.
”Det er enormt vigtigt for mig at kunne blive ved med at udvikle mig og lære nye ting i arbejdslivet. Jeg tænker, at jeg vil prøve at tage dette et skridt videre og skrive en bog om den rolle, arkitekterne kan spille i den grønne omstilling af vores samfund.”
Læs mere
Få nyheder fra MBD i din indbakke
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende spændende artikler, podcasts og nyheder direkte i din indbakke. Vi udsender 6-8 nyhedsbreve om året.