Course content
Formålet med Virksomhedens Økonomiske Styring (5) - Den beslutnings- og den styringsorienterede økonomistyring - er, at de studerende erhverver sig viden om, hvorledes virksomheder benytter økonomistyring som styringsværktøj. Gennem den økonomiske styring allokeres informationer om omkostninger, priser, nytte m.m. til decentrale beslutningstagere på en måde, så disse ideelt set er i stand til at træffe optimale beslutninger på virksomhedens vegne.
Gennem HA-IT studiet er de studerende bl.a. blevet præsenteret for den klassiske Erhvervsøkonomi (produktionsfunktioner, omkostninger, markeder, optimering m.m.) – ofte benævnt Managerial Economics eller Virksomhedens Grundlæggende Beslutningssituationer (VØS (1) - og for Virksomhedens Økonomiske Styring (2 + 3; Regnskabsvæsen & Finansiering). På HA-IT-studiets 4. semester har de studerende haft faget Virksomhedens Økonomiske Styring (4), der med økonomisk organisationsteori som referenceramme opbygger en fælles referenceramme for Erhvervsøkonomi og Økonomistyring og som herefter danner det teoretiske fundament for økonomistyringsundervisningen på HA-IT-studiets 5. semester - Virksomhedens Økonomiske Styring (5); den beslutnings- og den styringsorienterede økonomistyring.
Virksomhedens Økonomiske Styring (5) omhandler konkret planlægning og organisering af virksomheden, design og implementering af præstationsmål, kalkulation, allokering af omkostninger, anvendelse og rapportering af målinger samt evalueringer på baggrund af disse. Økonomistyring som domæne bliver på denne måde til en teoretisk forankret praksis og styringsteknologi, som bl.a. kan håndtere strategiske beslutningers praktiske operationalisering (budgettering og intern afregning er konkrete eksempler herpå). Adfærdsmæssige aspekter er ligeledes elementer, der er relevante at håndtere for den moderne virksomhed, hvorfor disse – hvor det er muligt – vil blive diskuteret i relation til organisationers overvejelser omkring implementering af økonomistyringsteknologier. Principal-agentteori er den grundlæggende adfærdsmæssige antagelse i dette fag. Som en naturlig konsekvens heraf følger, at de studerende får opøvet analytiske tilgange, hvilket fremmer mulighederne for at kunne håndtere ambiguitet og dikotomiske problemstillinger i et agentteoretisk perspektiv.
Af centrale forhold og emner i og omkring økonomistyringsværktøjer vil bl.a. følgende blive behandlet i løbet af kurset:
- Introduktion til økonomistyring som en styringsanordning.
- Sondringen mellem den beslutnings- og den styringsorienterede økonomistyring.
- Økonomistyringens koordinerende og motiverende funktion.
- Interne afregningspriser.
- Ansvarscentre.
- Omkostnings- og priskalkulation.
- Omkostningsallokering.
- Budgettering.
- Standardomkostninger.
See course description in course catalogue