Course content
Bliv den, der bliver hørt – og forstået
Effektiv kommunikation handler om langt mere end de ord, du siger – eller skriver. Den handler om, hvordan du bliver opfattet, hvordan du påvirker andre, og hvordan dine budskaber faktisk lander. Mange tror, de er gode til at kommunikere. I praksis er god kommunikation en kompetence, man skal lære, træne og vedligeholde.
Dette kursus giver dig både teoretisk forståelse og praktiske færdigheder i interpersonel kommunikation med et klart fokus på erhvervslivet. Du lærer konkrete strategier og teknikker, der gør dig i stand til at trænge igennem med dine budskaber, skabe tillid og få dine idéer til at blive taget alvorligt – i møder, samarbejder, forhandlinger og ledelsessituationer.
Under alt, hvad vi foretager os på arbejdspladsen, ligger evnen til at kommunikere med andre: at forstå og at blive forstået. Succes i erhvervslivet afhænger i høj grad af denne evne. Jo bedre du kommunikerer, desto større er sandsynligheden for, at dine idéer bliver hørt, at du kan påvirke beslutninger, og at du samtidig får det bedste frem i andre gennem din måde at lytte på.
Kurset giver dig også redskaber til at gennemskue den ofte usynlige kommunikation, der præger organisationer: magt, roller, uskrevne regler og dynamikker i grupper. Du lærer at navigere i disse processer – og at kommunikere mere bevidst, strategisk og professionelt i en lang række arbejdssituationer.
Selvom kurset introducerer centrale teorier om kommunikation, er fokus entydigt praksisorienteret. Du får rig mulighed for at afprøve og træne dine færdigheder undervejs. At lære at kommunikere er lidt som at lære at cykle: Teorien hjælper, men det er først i praksis, at det for alvor giver mening.
Kursets indhold omfatter blandt andet:
Grundlæggende kommunikationsteori: Hvad kendetegner effektiv kommunikation?
Verbal kommunikation: Ordvalg, formulering og effekt
Nonverbal kommunikation: Det, der kommunikeres uden ord
Lytning som kompetence: Hvorfor de bedste talere også er de bedste lyttere
Kultur og kommunikation: Når budskaber lander forskelligt på tværs af kulturer
Gruppekommunikation: Dynamikker, roller og strategier
Lederkommunikation: Når ord vægter tungere
Kommunikation i forhandlinger: Teknikker til at skabe fremdrift og resultater
Møder og videomøder: Struktur, styring og deltagelse
Konflikthåndtering: At kommunikere sig ud af konflikter og kriser
Sociale medier og AI: Muligheder, begrænsninger og faldgruber i professionel kommunikation
Eksamensform
Kurset afsluttes ikke med en traditionel eksamen. Eksamensformen er aktiv undervisningsdeltagelse. Det betyder, at det vigtige er, at du møder op og deltager. Derfor skal du undervejs aflevere en række mindre opgaver af tilfredsstillende kvalitet. Opgaverne bedømmes bestået/ikke bestået, hvilket også er bedømmelsesformaet for din endelige karakter for kurset.
See course description in course catalogue