Ge­opo­li­tik: Afri­ka bli­ver på den lil­le sce­ne

Afrika udgør ikke nogen global stormagt, og der er ikke noget, som tyder på, at den rolle vil ændre sig i de kommende år. Dertil er de 54 afrikanske lande for forskellige, mange er for fattige, og regeringerne er for politisk ustabile.

Sådan lyder vurderingen fra professor Lindsay Whitfield fra CBS. Hun forsker i økonomisk udvikling og historie – blandt andet i Afrika, og hun har netop været på ophold i Cape Town i Sydafrika.

Nogle analytikere har ellers peget på, at den usikre verdensorden med nye alliancer kunne give Afrika mulighed for at spille en mere fremtrædende rolle: Afrika er rigt på ressourcer og råstoffer og skønnes at besidde omkring 30 procent af klodens mineraler.  Afrika har desuden en befolkningsvækst, der ifølge FN gør, at om blot 25 år vil hver fjerde person på kloden bo i Afrika.

”Men det en misforståelse at betragte Afrika som én samlet enhed. Det er 54 forskellige lande, som består af endnu flere sprog og endnu flere etniske grupper. Og landene har heller ikke en fælles historie. Der er stor forskel på, om kolonimagten var Frankrig, England eller Portugal,” siger Lindsay Whitfield.

LILLE ROLLE PÅ STOR SCENE

Hun har fulgt den økonomiske og politiske udvikling i Afrika i flere årtier, og hun tvivler på fortællingen om, at verdens næststørste kontinent er på vej mod en bedre plads i verdenssamfundet. Hun understreger dog, at Nordafrika omfatter lande med store økonomier som Egypten og Marokko. Marokko har statslige industripolitikker relateret til elbiler og grøn brint, og landet forsøger at udnytte Europas interesse i disse sektorer til sin egen økonomiske fordel.

'Men generelt er de fleste afrikanske økonomier svage, og de kæmper med høje niveauer af ulighed og korruption. Og i geopolitik afhænger din magt af din position i den globale økonomi og dine alliancer med andre lande. Det er derfor, afrikanske lande forbliver marginaliserede på den internationale scene,” fortæller Lindsay Whitfield og tilføjer:

”Når et land er økonomisk presset, er det fristende at indgå bilaterale aftaler frem for at stå sammen som et kontinent. Se bare på, hvordan Europa har sine udfordringer. Og i Afrika taler vi om lande, der fortsat er i gang med at opbygge bæredygtige stater. Derfor er det meget let for stormagter at spille grupper ud mod hinanden og få regeringer til at give efter.”

Det er ifølge CBS-professoren en væsentlig grund til, at Afrika ikke har kunnet udnytte sine ressourcer strategisk og stå sammen om at udfordre økonomiske magter andre steder på kloden. 

INDTÆGTER SKABER IKKE VELSTAND

”Landene er hver især afhængige af eksport af råvarer, hvad enten det er landbrug eller minedrift. Og det gør dem sårbare. De sælger deres råmaterialer for at sikre politisk overlevelse. Men forarbejdningen foregår uden for Afrika, så indtægterne skaber ikke flere arbejdspladser, og som regel heller ikke mere lighed,” påpeger Lindsay Whitfield.

Den problemstilling gælder for eksempel også for Afrikas største formelle demokrati, Nigeria. Landet er en af de største olieproducenter på kontinentet. Men salget af olie foregår på det sorte marked med masser af korruption, så pengene bruges ikke på hospitaler og skoler men er blot med til at forstærke uligheden og arbejdsløsheden. 

Tilsvarende står det næststørste land, DR Congo, for omkring 70 % af verdens koboltproduktion, der bruges til batterier i elbiler. Men indtægterne fra kobolt og andre værdifulde mineraler er i høj grad endt hos en lille elite samt hos udenlandske selskaber, mens lokalbefolkningen ofte lever under dårlige forhold.

Mange arbejder i farlige og uregulerede miner, og konflikter i især den østlige del af landet er blevet forværret af kampen om kontrol over disse ressourcer. Samtidig har minedriften ført til miljøødelæggelser og sociale spændinger, og landet er stadig afhængigt af international nødhjælp. 

SYDAFRIKA SLÅS MED FORTIDEN

I Sydafrika, hvor Lindsay Whitfield opholder sig, kæmper landet fortsat med eftervirkningerne fra apartheid. 

Sydafrika udgør ganske vist det mest moderne samfund i Afrika og har minedrift, bilproduktion og turisme blandt sine indtægtskilder. Men ifølge landbrugsministeriet i Sydafrika ejer ni procent af befolkningen – fortrinsvis hvide farmere - fortsat omkring 2/3 af jorden. 

Og en omfordeling via jordreformer har mødt store protester blandt de hvide og kulminerede i foråret med, at 59 hvide sydafrikanske landmænd fik flygtningestatus i USA. Det skete, mens præsident Donald Trump havde besøg af Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa. Og trods protester fra den sydafrikanske præsident fastholdt Trump, at der foregår folkedrab på hvide i Sydafrika.

Generelt har USA skruet voldsomt ned for sin udviklingsbistand til Afrika og ventes i stedet at udmønte sin Afrika-politik gennem specifikke aftaler med udvalgte lande om bestemte råvarer. 

STORMAGTER MED FORSKELLIG TILGANG

EU har en lang tradition for at ville overføre kulturelle vestlige værdier til de afrikanske lande, de samarbejder med. En tilgang, som har medført stor modvilje i Afrika, og som Danmark er ved at gøre op med. 

Rusland har i de senere år engageret sig i Afrika ved især at tilbyde at indsætte soldater i områder, som er præget af uro. Desuden har landet tilbudt universitetsophold til afrikanske studerende.

Kina har haft den mest langsigtede strategi i Afrika og har skaffet sig adgang til en del af kontinentets vigtige mineraler. Derudover står Kina med sit 'Belt and Road Initiative’ for store dele af infrastrukturen i Afrika. Og i modsætning til Vesten stiller hverken Kina eller Rusland krav om menneskerettigheder eller demokratiske spilleregler.

Lidt karikeret kan man derfor hævde, at Rusland sælger sikkerhed, Kina udbyder infrastruktur, mens Vesten tilbyder en løftet pegefinger. Under alle omstændigheder er de vestlige landes indflydelse svækket, hvilket som bekendt også kom til udtryk, da mange afrikanske lande i marts 2022 afstod fra at stemme om en FN-resolution, som fordømte Ruslands invasion i Ukraine. 

”Jeg tror ikke, at Europa kommer til at spille nogen større rolle for Afrika i de kommende år. Det vil fortrinsvis handle om, hvordan vi begrænser strømmen af afrikanske flygtninge. Afrika vil formentlig kigge i andre retninger – muligvis mod Kina og Mellemøsten”, erkender Lindsay Whitfield.