Husk at uploade dokumentation til din kvote 2-ansøgning
5. juli kl. 12.00 er fristen for at uploade dokumentation for opfyldelse af adgangskrav til din kvote 2-ansøgning på Optagelse.dk. Her er 5 ting, du skal vide om dokumentation.
5. juli kl. 12.00 er fristen for at uploade dokumentation for opfyldelse af adgangskrav til den eller de uddannelser, du søger ind på. Du skal uploade dokumentationen til din ansøgning på Optagelse.dk. Her er 5 ting, du skal vide om dokumentation.
1) Vær i god tid
Vi anbefaler, at du uploader dokumentation og giver din ansøgning et sidste gennemtjek i god tid. Du kan gå i gang allerede nu.
Optagelse.dk lukker præcis kl. 12.00, og der kan være kø hele dagen 5. juli. Uploader du dine dokumenter tæt på fristen, risikerer du, at du ikke når at blive færdig inden kl. 12.00.
2) Tjek, at du har uploadet dokumentation til din ansøgning
Det er dit ansvar, at alt er uploadet rigtigt inden fristen. Du får ikke en bekræftelse på, at CBS har modtaget dine dokumenter.
Det er derfor vigtigt, at du tjekker, at alle dokumenter er vedhæftet og tilknyttet de rigtige ansøgninger. Hvis du kan se, at du har vedhæftet og tilknyttet dine dokumenter, så kan vi også se dem.
Find en samlet oversigt over alt det, du skal uploade til din ansøgning på optagelse.dk på cbs.dk > Dokumentation
Skal du til sygeeksamen i august?
Får du først dit eksamensbevis efter 5. juli, fordi du skal til sygeeksamen i august, kan du læse mere om, hvad du skal gøre på cbs.dk > Dokumentation > Skal du til sygeeksamen?
3) Dokumentation for supplering, eksamener og test
Hvis du har suppleret i Matematik, Historie, Samfundsfag, Engelsk eller Dansk, skal du huske at uploade dit eksamensbevis på Optagelse.dk senest 5. juli kl. 12.00.
Har du taget en Cambridge-eksamen eller en sprogtest, skal du også uploade dokumentation for disse inden fristen. Læs mere om, hvordan du dokumenterer sprogtest på cbs.dk > Ansøgning og optagelse > Sprogkrav.
Bemærk: Vi accepterer ikke supplering i sommerferien til at opfylde adgangskrav til vores bacheloruddannelser til optagelse i 2026.
4) Du kan ikke uploade dokumentation for aktiviteter eller motiveret ansøgning
Fristen for at uploade dokumentation for kvote 2-aktiviteter og din motiverede ansøgning var 15. marts 2026 kl. 12.00. Du kan derfor ikke længere uploade dokumentation for fx rejser, arbejde eller din motiverede ansøgning.
5) Du kan stadig ændre dine prioriteringer på Optagelse.dk
Har du fortrudt din prioritering af uddannelser på optagelse.dk, kan du stadig nå at ændre den. Du kan også fjerne uddannelser, som du alligevel ikke vil søge ind på. Du kan ændre dine prioriteringer af uddannelser frem til 5. juli kl. 12.00.
Hvis du er i tvivl, om du har lavet den rigtige prioritering på Optagelse.dk, kan du finde gode råd til valg af uddannelse på siden Det gode studievalg.
Har du en dansk gymnasial uddannelse, kan du også tilføje uddannelser, som du vil søge ind på i kvote 1.
Bemærk, du kan ikke søge en ny uddannelse via kvote 2.
Spørgsmål?
Har du spørgsmål til din ansøgning, optagelse eller vores uddannelser, er du velkommen til at ringe til vores studievejledere. Du kan ringe til os på:
- Tlf. 3815 2710
Vi har særlige åbningstider, når du får svar på din ansøgning:
- Tirsdag 28. juli kl. 10.00-16.00
- Onsdag 29. juli kl. 10.00-16.00
Se vores kontaktoplysninger og åbningstider hen over sommeren her.