Kina sid­der på kri­ti­ske led i Eu­ro­pas in­du­stri - men EU kan ikke pro­du­ce­re alt selv

Sjældne jordarter indgår i alt fra vindmøller og elbiler til avanceret elektronik og forsvarsteknologi.

Og her er Europa i dag stærkt afhængig af Kina. Ifølge EU-Kommissionen dækkes 98 procent af EU's efterspørgsel efter permanente magneter baseret på sjældne jordarter af import fra Kina.

Afhængigheden handler samtidig ikke kun om, hvor råstofferne bliver gravet op. Når de skal raffineres, forarbejdes og ende som færdige komponenter, er produktionen endnu mere koncentreret.

Det stiller EU over for et spørgsmål, som er rykket stadig højere op på den politiske dagsorden: Hvornår er en afhængighed så kritisk, at det giver mening at bruge statsstøtte og andre vidtgående politiske indgreb på at skabe europæiske alternativer?

Det giver Malthe Munkøe, ekstern lektor på Copenhagen Business School, et mere systematisk bud på i en ny analyse udgivet i tidsskriftet Intereconomics.

“I min artikel argumenterer jeg for, at der, hvor vi for alvor skal være klar til at bruge de mere vidtgående redskaber, er de områder, hvor diversifikationsstrategier og substitutionsstrategier ikke realistisk set vil kunne give os den højere grad af uafhængighed, som vi ønsker,” siger Malthe Munkøe.

Det er særligt vigtigt i en tid, hvor intens global konkurrence og geopolitiske omstillinger medfører langt større politisk parathed til blandt andet at bruge mere statsstøtte, end vi har været vant til, pointerer han.

To spørgsmål skal afgøre, hvor EU sætter ind

Europa er afhængigt af produkter og råstoffer fra lande uden for EU på en lang række områder.

Det betyder imidlertid ikke, at alle afhængigheder er lige kritiske, eller at løsningen nødvendigvis er at flytte produktionen til Europa.

Malthe Munkøe foreslår, at EU mere systematisk tager udgangspunkt i to spørgsmål:

Kan forsyningen diversificeres, så varen kan købes fra andre lande?

Og kan varen substitueres, så den kan erstattes af et andet materiale, produkt eller en anden teknologi?

Hvis en vare relativt let kan købes hos andre leverandører, kan løsningen være at sprede importen eller indgå nye handelsaftaler. Hvis varen kan erstattes, kan forskning og udvikling af alternativer være mere relevant.

Hvis begge muligheder er begrænsede, bliver argumentet for mere indgribende redskaber som statsstøtte, strategiske lagre, krav om at købe europæisk eller støtte til ny produktion stærkere.

“Der er rigtig mange områder, hvor vi er afhængige af tredjelande. Det vil der også være fremover, så vi kan ikke forsøge at producere selv med statsstøtte eller alle mulige andre redskaber på alle de områder. Der er nødt til at være et fokus på bestemte, særligt strategisk vigtige områder,” siger Malthe Munkøe.

Det skyldes ikke kun, at de offentlige midler er begrænsede. Flere af redskaberne kan også have økonomiske omkostninger og gøre varer dyrere.

“Jeg tænker især på, at man bruger en masse af skatteydernes penge. Men jeg tænker også på tiltag, der er protektionistiske. Protektionisme kan koste økonomisk effektivitet, og derfor er det noget, man fra et økonomisk synspunkt typisk har været skeptisk overfor,” siger Malthe Munkøe.

Diversificering og substitution indgår allerede i EU-Kommissionens analyser. Malthe Munkøes bidrag er derfor ikke kriterierne i sig selv, men at koble dem mere systematisk til valget af politiske redskaber.

“Mit bidrag er at prøve at tage det udgangspunkt og skitsere et klarere rammeværk, hvor man mere eksplicit matcher instrumenter og policyredskaber med de her forhold,” siger Malthe Munkøe. 

Magneter er blandt de svære tilfælde

Sjældne jordarter og permanente magneter er ifølge Malthe Munkøe et eksempel på en værdikæde, hvor både diversificering og substitution er vanskelig.

Sjældne jordartsmetaller kan findes og udvindes flere steder i verden, også i Europa. Men de skal derefter gennem en række trin, før de kan anvendes i eksempelvis en permanent magnet.

“Problematikken er i høj grad, at den videre forarbejdning er meget koncentreret. Jo højere op man kommer i værdikæden, jo mere geografisk koncentreret bliver den. Du kan derfor komme i en situation, hvor du næsten kun kan få slutproduktet fra Kina, selv om selve den geografiske spredning af minedriften er mere diversificeret,” siger Malthe Munkøe.

EU-Kommissionen oplyser eksempelvis, at Kina raffinerer 100 procent af de sjældne jordarter, der anvendes til permanente magneter, mens 98 procent af EU's efterspørgsel efter selve magneterne dækkes af kinesisk import. 

Kinas eksportrestriktioner i 2025 viste, hvor hurtigt en sådan koncentration kan få konsekvenser.

Efter Kina i april indførte restriktioner på en række sjældne jordarter og produkter baseret på dem, faldt eksporten markant, og flere europæiske underleverandører til bilindustrien måtte midlertidigt standse fabrikker og sætte produktionen på pause. 

Permanente magneter er samtidig vanskelige at erstatte i blandt andet forsvars- og hightech-industrien.

“Det er et eksempel på en værdikæde, hvor det er meget svært at substituere, og det er meget svært at diversificere. Hvis man forestiller sig et scenarie, hvor man slet ikke har adgang til det, er det svært at forestille sig, at det vil gå særlig godt,” siger Malthe Munkøe, og fortsætter:

“Der vil der være tungtvejende argumenter for, at man kigger på de mere vidtgående redskaber i værktøjskassen. Eksempelvis statsstøtte til at få bygget en alternativ værdikæde,” siger Malthe Munkøe. 

Kan Europa bygge et alternativ?

EU er allerede gået i gang med at sprede forsyningen og opbygge mere kapacitet i Europa.

Med Critical Raw Materials Act har EU fastsat mål for 2030. EU skal have kapacitet til at udvinde mindst 10 procent af sit årlige forbrug af strategiske råstoffer, forarbejde mindst 40 procent og genanvende mindst 25 procent. Samtidig bør højst 65 procent af EU's årlige forbrug af et strategisk råstof på et relevant forarbejdningstrin komme fra ét land uden for EU. 

Men nye miner, raffinaderier og produktionsanlæg kræver både investeringer og tid.

“Man kan gøre meget med tiden. Men fra den ene dag til den anden er det svært at finde gode alternativer og diversificere. 2030 er ikke en lang tidshorisont, når man ser på, hvad sådan nogle projekter og store infrastrukturprojekter tager af tid. Så det kræver, at man har en ambitiøs tilgang og sætter handling bag,” siger Malthe Munkøe. 

En del af den nuværende afhængighed har en økonomisk forklaring. 

Malthe Munkøe peger på, at USA tidligere havde en betydelig industri inden for sjældne jordarter, men at produktion blev flyttet, blandt andet fordi det var billigere at importere. Udvinding og forarbejdning kan desuden have betydelige miljømæssige konsekvenser.

At bygge alternative værdikæder kræver derfor ikke kun adgang til råstoffer, men også forarbejdningskapacitet, knowhow og konkurrencedygtig produktion.

Halvledere, energi og AI er næste test

Malthe Munkøe peger også på mikrochips og halvledere samt energiforsyning som områder, der allerede står centralt i EU's diskussion om økonomisk sikkerhed. 

Også indenfor software og kunstig intelligens kan de samme spørgsmål bruges som udgangspunkt: Findes der realistiske alternativer, og kan europæiske virksomheder være konkurrencedygtige uden adgang til bestemte teknologier? 

Malthe Munkøe understreger dog, at modellen ikke giver et entydigt svar på, hvilke industrier EU bør støtte.

“Det er meget svære spørgsmål, og jeg vil ikke påstå, at frameworket giver svaret på dem alle. Men det er et godt sted at starte: Kan vi substituere? Er forsyningen diversificeret? Eller er vi meget afhængige af bestemte leverandører og systemer uden rigtig gode alternativer?” siger Malthe Munkøe.