Gå til hovedindhold
Artikel

Fire fæl­les­træk for virk­som­he­der, der ak­tivt be­væ­ger sig ind i en bæ­re­dyg­tig frem­tid

Hvordan kan virksomheder opretholde kortsigtede løsninger og samtidig udvikle langsigtede strategier for en bæredygtig fremtid? I en verden, hvor fremtidige udfordringer truer, går danske virksomheder som Novo Nordisk, Arla og Ørsted går forrest med innovative løsninger. Artiklen ser på, hvordan de balancerer markedsbehov med ambitiøse klimamål.

Bæredygtighed
Forfatter

CBS Efteruddannelse

En gang om måneden giver forskere på Copenhagen Business School Børsens læsere et aktuelt og forskningsbaseret perspektiv på de udfordringer, ledere står med.

Denne gang skriver en forskergruppe bestående af Jonathan Feddersen, Miriam Feuls, Tor Hernes, Sunny Mosangzi Xu, Majken Schultz og Kasper Thy Søndberg om fire fællestræk mellem tre ellers vidt forskellige virksomheders arbejde med at komme i mål med ambitiøse klimamål.

En af virksomhedernes største udfordringer i øjeblikket er at investere i løsninger og teknologier for en fremtid, der er radikalt forskellig fra den vi kender i dag. Om nogle få årtier og i enkelte tilfælde år, vil der herske nye levemåder med behov for løsninger og teknologier, som vi i dag har begrænset kendskab til. For eksempel vil madvaner kunne forandre sig radikalt, men også brug og produktion af energi vil ændre sig. Klimaudfordringer er en af flere ”motorer” der driver udviklingen ind i fremtiden.

Imens enkeltindivider kan tilpasse sig forandringer gradvist, er virksomheder tvunget til at udvikle løsninger, der er på forkant af forandringerne samtidig med, at de skal levere til behov, der findes i markedet her og nu. Det skaber et dilemma for virksomheder: Hvordan kan de blive ved at opretholde løsninger, der virker på kort sigt samtidig med, at de udvikler langsigtede strategier for en bæredygtig fremtid?

Det dilemma er fokus for projektet ”Making Distant Futures Actionable – hvordan handler virksomheder sig ind i den fjerne fremtid” - finansieret af Novo Nordisk Fonden.

Gennem projektet har vi arbejdet med tre førende danske virksomheder, som ud fra ambitiøse klimamål på hver deres måde udvikler avancerede løsninger for en bæredygtig fremtid.

Vi har fulgt udvalgte processer i de tre virksomheder: Novo Nordisks arbejde med at udvikle life-science løsninger for en cirkulær økonomi i alt fra produktion til nye retursystemer, Arlas arbejde med løsninger for biologisk mangfoldighed og regenerativt landbrug, og Ørsteds arbejde med løsninger for en net-zero energi, som også bidrager positivt til havmiljøet.

Igennem arbejdet har vi identificeret fire fællestræk mellem de tre ellers vidt forskellige virksomheder.

“Hvordan kan virksomheder blive ved at opretholde løsninger, der virker på kort sigt samtidig med, at de udvikler langsigtede strategier for en bæredygtig fremtid?” Forskergruppen

Samme udfordring på tværs af erhverv

De tre virksomheder står umiddelbart overfor meget forskellige udfordringer i forhold til en bæredygtig fremtid. De er i meget forskellige erhverv, de opererer på vidt forskellige markeder og de opererer med forskellige teknologier.

Også opgaverne er forskellige. Nogle skal levere grønne løsninger til andre sektorer, imens andre først og fremmest skal løse erhvervets egne problemer. Men på trods af forskellene, så balancerer de alle imellem stadig mere ambitiøse fremtidige mål, endnu ikke-eksisterende eller endnu ikke-skalerbare løsninger - og behovet for at handle nu. Vores forskning peger på nogle fællestræk for, hvordan de tre virksomheder arbejder systematisk med denne balanceakt henimod en bæredygtig fremtid.

Fællestræk nummer et: Udvikling af scenarier for fremtiden

Det første fællestræk er, at virksomhederne arbejder med scenarier for fremtiden. De har form af realiserbare ”narrativer”, der sammenkæder relevante faktorer:  Ved hjælp af mulige materialer, teknologier, alliancer, forretningsmodeller og lovgivning skitseres fremtidens realiserbare løsninger. At etablere realiserbare narrativer kræver, at virksomheden har evnen til at balancere imellem det realistiske og det imaginære. Her er udvikling af forestillingsevnen helt central, fordi den gør det muligt at se konturerne af en fremtid der er meget forskellig fra nutiden.

“Udviklingen af forestillingsevnen er helt central, fordi den gør det muligt at se konturerne af en fremtid der er meget forskellig fra nutiden.” Forskergruppen

Fællestræk nummer to: Balance mellem opdatering af kendte løsninger og udviklingen af nye

Det andet fællestræk er, at virksomhederne bliver ved med at strække de realiserbare løsninger ind i imaginære fremtider som f.eks. 2050. De tre virksomheder bruger alle forskellige former for pilotprojekter til at undersøge, hvor langt ind i fremtiden de kan projicere deres løsninger, og hvad kan ske i mødet med den lange fremtid. Her ligger en svær balancegang. Hvis løsningerne er for usikre eller for langt fra nutidens virkelighed, så risikerer virksomheden at de negligeres som fri fantasi. Men hvis de er for tæt på at være realiserbare, risikerer man at løsningerne ikke trækker virksomheden langt nok ind i fremtiden og lander for langt fra fremtidens klimamål. For eksempel vil effektivisering af en nuværende energiproduktion sætte virksomheden i stand til at konkurrere i fremtiden, men kun hvis den energiform også efterspørges i fremtiden. Modsat kan planer om at udvikle en anden energiform imødegå fremtidens behov, men den kan vise sig at være for svær eller for kostbar at opskalere på den korte bane.

Fællestræk nummer tre: Virksomhederne bygger ”stier” af løsninger

Det tredje fællestræk er, at virksomhederne binder løsninger sammen som veje eller ”stier” ind i fremtiden. Virksomhederne anerkender, at enkeltstående løsninger ikke er nok til at bevæge sig mod en bæredygtig fremtid. I stedet handler de ud fra en præmis om, at løsninger skal kobles til hinanden over tid. På denne måde får virksomhederne et billede af, hvordan de nære løsninger kan muliggøre fremtidige løsninger. For eksempel, hvis man forstår, hvordan en særlig løsning kan resultere i flere mulige løsninger i fremtiden, så bliver det sikrere at investere i den type løsning på den korte bane. Vi ser også eksempler på hvordan virksomhederne nogle gange vender sig mod fortiden for at videreudvikle tidligere løsninger i en helt anden retning.

Fællestræk nummer fire: Følger med den globale udvikling

Det fjerde fællestræk er, at virksomhederne overvåger den globale udvikling af relevante klimamål og tidshorisonter i forhold til udviklingen i markedet, lovgivning, nye teknologier, etc. Det betyder, at tidshorisonter for investeringer forandrer sig hyppigt og påvirker hvilke nøgleprocesser, virksomhederne baserer sin aktivitet på. Eksempelvis har Arla i de sidste fire år udvidet fokus fra CO2 til også at inddrage biodiversitet.  Det påvirker hvilke realiserbare løsninger Arla arbejder på for at forberede sig på en bæredygtig fremtid.

At lede fremtiden mellem realitet og fantasi

Mange danske virksomheder er kommet langt i at beregne klimaeffekterne af kendte af løsninger. Og de bliver stadig bedre til at udpege de områder, hvor der skal udvikles nye løsninger. Men skal det lykkes, så må virksomhederne skabe bedre koblinger imellem det, vi kan kalde ”måske-fremtid” og ”planlagt fremtid”. Ledere skal øve sig i at arbejde konkret med forestillinger om fremtiden og balancere imellem realisme og imaginære klimapositive løsninger. Det vil gøre det muligt ikke blot at overleve som virksomhed i fremtiden men også aktivt at bidrage til, hvordan fremtiden bliver formet.

 

LEDELSE I FOKUS

Ved at kombinere erhvervsøkonomi med en dyb forståelse af samfundsmæssige udfordringer klæder CBS nuværende og fremtidige ledere på til at sætte retning og skabe ansvarlige resultater i samarbejde med andre.

Din vej til mere viden

Fandt du dette interessant? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få adgang til endnu mere af vores forskning og til vores events. 

CBS Efteruddannelse adresserer de store samfundsudfordringer og giver dig mulighed for at lære gennem undervisning og events, som bygger på forskning tæt forbundet med din hverdag. 

Udfyld formularen og få:

  • Personlige invitationer event invitationer
  • Adgang til vores nyeste forskning, når det udkommer i form af artikler, podcast, video
  • Mere viden om vores efter- og videreuddannelse