Christian

Mød Christian, en studerende på Finansiering og Regnskab

Hvorfor valgte jeg min uddannelse (og CBS)?
Jeg valgte at studere Finansiering og Regnskab, da jeg gennem min tid på HA Almen havde opbygget en dyb interesse for corporate finance og havde fået en god forståelse for økonomistyring samt eksternt regnskab.

Jeg følte derfor, at det var et naturligt valg at søge ind på Finansiering og Regnskab, da uddannelsen hiver diverse fag op på et endnu højere niveau.

Samtidig kan man også mærke, at de forskellige lærer som underviser på Finansiering og Regnskab er blandt de bedste i deres felt, og at fagene er relevante og gennemprøvet efter Finansiering og Regnskabs mangeårige eksistens.

Hvad er det bedste ved min uddannelse?
Jeg synes, der er mange fede ting ved Finansiering og Regnskab. Nogle af dem kunne være, at FIR er en kendt og bredt anerkendt kandidat, hvilket stiller en rigtig godt efter afsluttet studie.

Derudover synes jeg selv, at uddannelsen har været med til at give mig en stor forståelse for regnskabsanalyse samt Corporate Finanace, hvilket er fag, som jeg også har kunnet bruge i mit daglige arbejde.

Derudover er der en stærk kultur på FIR, hvilket har gjort, at det har været nemt at opbygge et socialt netværk og få en masse gode venner.

Hvordan oplever jeg den faglige niveauforskel mellem min bachelor- og kandidatuddannelse?
Jeg har følt, at selvom man har gået på HA Almen, så var der stadigvæk stor forskel på niveauet.

Jeg forstod de fleste grundkoncepter, men så bliver man også klar over, at det så også var det.

På kandidaten har underviserne også været tydelige omkring, at mange af vores koncepter på bacheloren har været forsimplet, hvorfor vi kan forvente, at det ikke længere er lige så nemt.

Det er superspændende, men man skal være forberedt på at lægge timer i, hvis man gerne vil forstå det.

Hvad er de største udfordringer på min uddannelse?
Det sværeste har næsten været, at vi har haft et meget pakket skema, hvor vi meget hurtigt er gået igennem de forskellige koncepter.

Derfor oplevede jeg også, at hvis jeg gerne vil følge med, var jeg også nødt til at bruge en del tid efter timerne, hvor jeg har kunnet gå over de forskellige emner for at føle, at jeg var med 100 %.

Derudover kræver FIR nok, at man virkelig synes, at regnskab er interessant, samt at man kan se det relevante i at lære om selskabs- og skatteret.

Fordi man vil løbe ind i, at det bliver tørt efter min mening.

Hvad ville jeg gerne have vidst, inden jeg startede på studiet?
Jeg tror ikke, jeg vil kritisere CBS for ikke at oplyse nok om linjen, og hvad det kræver.

Men jeg tror generelt, at man skal være indstillet på, at niveauet er markant højere på kandidaten, samt at man til tider skal kunne acceptere nogle lavere karakterer, da underviserne stiller høje krav til den gode eksamensopgave.

Derudover tror jeg også, man skal gøre op med sig selv, om man er klar til at gå et meget hårdt år i møde, eller om man trænger til en pause, da det er et krævende studie.

Hvad vil jeg gerne efter mit studie?
Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg rigtig gerne ind og arbejde i en Corporate Finance-afdeling eller prøve kræfter med management consulting. 

Lige nu arbejder jeg i et firma, som investerer i infrastruktur, hvilket jeg også synes kunne være mega fedt at arbejde med i fremtiden.

Jeg tror rimelig hurtigt, at jeg fandt ud af, at jeg syntes, det var sjovt at investere i aktier i min fritid. Men at det nok ikke er det, som jeg brænder for at lave efter studiet.

Hvis jeg kunne give mig selv et godt råd, inden jeg startede...
Jeg vil gøre det klart med mig selv, om jeg havde brug for en pause, før jeg startede, eller om jeg stadigvæk var topmotiveret.

Derudover vil jeg i endnu højere grad udspørge nogle tidligere studerende om, hvordan de forskellige fag havde været.

Jeg tror også, det havde været en fordel at forhøre mig om, hvad de studerende tænkte om de forskellige undervisere, og om der var nogen af dem, der havde været specielt gode eller dårlige.

Sidst opdateret: Web editor - Student Communications // 11/07/2023