Master programmes and jobs
Efter bacheloren er der flere veje at gå – her får du overblik over dine muligheder for job og kandidatuddannelse, og hvordan du kan forme din retning.
Fra bachelor til kandidat
Muligheder efter bacheloruddannelsen
Et mindre antal studerende vælger at søge job direkte efter deres bachelor. Ofte vil man efter en bacheloruddannelse blive ansat som trainee eller assistent indenfor det eller de områder, man har arbejdet med på uddannelsen – i hvert fald til at starte med.
De fleste vælger at fortsætte på en to-årig kandidatuddannelse efter deres bachelor, så de læser i alt fem år. For hver bacheloruddannelse er der en bestemt kandidatoverbygning, hvor man er garanteret plads. Det kan du læse mere om længere nede på denne side.
Kandidaten åbner døre
Da kandidatuddannelsen spiller så stor en rolle for karrieremulighederne, foreslår vi, at du læser om karriere under hver af de kandidatuddannelser, du er interesseret i.
Din uddannelse behøver dog ikke bestemme din fremtidige jobtitel – mange uddannelser giver adgang til en bred vifte af jobmuligheder på tværs af brancher.
Find din vej frem og opbyg din faglige profil
Forskellen på uddannelserne
En bacheloruddannelse omfatter mange fagområder og giver typisk en bred introduktion til det, man har valgt at studere. På en kandidatuddannelse specialiserer man sig inden for ét eller flere af de områder, man har beskæftiget sig med på bacheloruddannelsen.
Det er derfor på kandidatdelen, at man skaber sin mere individuelle faglige profil, og det er samtidigt i høj grad kandidatuddannelsen og ikke bacheloruddannelsen, der er afgørende for de karrieremuligheder, man får. En kandidatuddannelse giver flere og større jobmuligheder og ofte et større ansvar.
Det er dog vigtigt at tilføje, at man altid vil få job på sin samlede profil - dvs. både bachelor- og kandidatuddannelse, erhvervserfaring og øvrige faglige og personlige kompetencer.
Det svære valg
På nuværende tidspunkt kan det være svært at tage stilling til valg af kandidatuddannelse. Her kan det være en hjælp at huske, at det kan være muligt at komme ind på forskellige overbygninger eller specialiseringer – og at man i høj grad selv former sin overbygning.
Du kan derfor roligt vælge den bacheloruddannelse, der interesserer dig mest og vide, at du senere vil få mulighed for at fordybe dig i retning af det, du efterfølgende gerne vil arbejde med.
En bacheloruddannelse tager tre år, og det kan blive tre meget lange år, som du ikke engang får det fulde udbytte af, hvis du læser en uddannelse, der ikke interesserer dig. Det er en god idé allerede nu, at få overblik over mulige overbygninger – men du er nødt til at have hjertet med og ikke fokusere for meget på overbygningen, når du skal vælge din bachelor.
Struktur på kandidatens fire semestre
Der er undervejs gode muligheder for at dreje kandidatuddannelsen i retning af det, man særligt interesserer sig for.
Den naturlige overbygning efter bacheloruddannelsen
Se information om alle overbygningerne herAlle bacheloruddannelser har en såkaldt naturlig overbygning på CBS. Det er en kandidatuddannelse, der fagligt ligger i forlængelse af bacheloruddannelsen, og som du har retskrav til.
Retskrav betyder, at du har krav på at blive optaget på kandidatuddannelsen efter endt bacheloruddannelse, hvis du søger inden for 3 år.
Du har naturligvis også mulighed for at læse andre kandidatuddannelser end den naturlige overbygning både på CBS og andre universiteter. Her skal du dog opfylde forskellige adgangskrav afhængig af, hvilken kandidatuddannelse, du ønsker at læse, og du er ikke garanteret optagelse.
Få overblikket her:
Naturlige overbygninger for dem optaget på en bacheloruddannelse i 2024.
| Bachelor | Kandidat - naturlig overbygning |
|---|---|
|
HA almen erhvervsøkonomi HA i projektledelse HA(fil.) - erhvervsøkonomi og filosofi BSc in Business Administration and Service Management BSc in International Business BSc in International Shipping and Trade |
Cand.merc. i erhvervsøkonomi/MSc in Economics and Business Administration - General Management and Analytics |
| HA(jur.) - erhvervsøkonomi og erhvervsjura | Cand.merc.(jur.) |
| HA(psyk.) - erhvervsøkonomi og psykologi | Cand.merc.(psyk.) |
| HA(it.) - erhvervsøkonomi og informationsteknologi | MSc in Business Administration and Information Systems |
|
HA i markeds- og kulturanalyse HA(kom.) - erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation |
Cand.merc.(kom.) |
| HA(mat.) - erhvervsøkonomi og matematik | Cand.merc.(mat.) |
|
BSc in International Business and Politics BSc in Business Administration and Sociology |
MSc in International Business and Politics |
| BSc in Business Administration and Digital Management | MSc in Business Administration and Digital Business |
Ændringer og andre muligheder
CBS udvikler hele tiden udbuddet af kandidatuddannelser, derfor kan der ske ændringer i de naturlige overbygninger
CBS udbyder en lang række kandidatuddannelser udover dem, der er nævnt ovenfor. Du finder information om alle overbygninger under Kandidatuddannelser.