Kina: Kom­mu­nist-par­ti­et ryk­ker ind i pri­va­te virk­som­he­der

Huawei. Alibaba. Tencent. TikTok.

Nogle af verdens mest succesfulde teknologivirksomheder kommer fra Kina. Og når vi i Vesten ser på det kinesiske erhvervsliv, tager vi ofte for givet, at der er en klar forskel på statslige og private virksomheder.

Men i virkeligheden har Kinas Kommunistiske Parti gennem de seneste ti år styrket sin organisatoriske tilstedeværelse i private virksomheder i et omfang, som mange uden for Kina ikke er klar over. Partiet er i dag til stede i alt fra teknologigiganter til familieejede virksomheder og biotekfirmaer og er i mange tilfælde blevet en fast del af virksomhedernes organisation. 

Det gælder også for udenlandske virksomheder, som har afdelinger i Kina.

Forskere fik adgang til virksomheder

Det viser et nyt studie fra CBS, som giver et sjældent indblik i det kinesiske erhvervsliv. Forskerne, professor Kjeld Erik Brødsgaard og postdoc Kasper Ingeman Beck, der begge taler kinesisk, har gennemført feltarbejde i fire private virksomheder i Guangdong-provinsen i det sydlige Kina. Derudover har de analyseret centrale politiske dokumenter fra kommunistpartiet.

”Particellernes indtog i de private virksomheder er underbelyst, for det er ikke noget, de kinesiske myndigheder ønsker at tale højt om. De ved godt, at Vesten er kritisk over den sammenblanding," siger Kjeld Erik Brødsgaard og nævner som eksempel, at USA har begrænset brugen af TikTok netop med beskyldning om, at kommunistpartiet står bag virksomheden.

Kinesiske statsejede virksomheder har ellers organiseret sig efter vestligt mønster med selvstændige bestyrelser og direktioner siden 1980’erne. Dengang skete det i takt med, at landet indførte økonomiske reformer. Samtidig voksede den private sektor hurtigt.

”Men efter finanskrisen i 2008 var det som om, at kineserne tænkte, at den vestlige model alligevel havde for mange svagheder. Desuden ville de heller ikke gøre som russerne, der efter det sovjetiske sammenbrud privatiserede det hele,” forklarer Kjeld Erik Brødsgaard.

Partimedlemmer indsættes i virksomheder

Og i de seneste 13 år, hvor Xi Jinping har været partileder og præsident, har partiet fået en tættere tilknytning til virksomhederne for at sikre, at de understøtter partiets politiske mål. 

Et vigtigt redskab har været oprettelsen af såkaldte particeller i virksomhederne.

En particelle er en lokal afdeling af kommunistpartiet, der fungerer inde i virksomheden. Den skal blandt andet formidle partiets politik, organisere uddannelse af partimedlemmer og skabe forbindelse mellem virksomhed og myndigheder. I nogle virksomheder er partiets repræsentanter tæt knyttet til den daglige ledelse. I andre fungerer de mest som bindeled mellem virksomheden og de politiske myndigheder.

”Particellernes indflydelse i de private virksomheder er ikke så formaliseret som i statsejede virksomheder. For eksempel skal de ikke høres, før en sag bringes op til bestyrelsen. Der er heller ikke, som i de statsejede virksomheder, krav om, at partisekretæren og bestyrelsesformanden skal være den samme person. De er ofte placeret i funktioner som HR, kommunikation eller medarbejderudvikling,”   siger Kjeld Erik Brødsgaard.

Voldsom stigning

Involveringen er sket med stor hast. Ifølge forskerne havde omkring seks procent af Kinas private virksomheder en particelle i 2003.

I 2017 var andelen steget, så kommunistpartiet nu var organisatorisk til stede i tre ud af fire virksomheder (73 procent). Og i 2020 havde næsten alle blandt Kinas 500 største private virksomheder (92 procent) etableret en particelle.

Til gengæld er deres indflydelse i de enkelte private virksomheder meget forskellig, og ifølge Kjeld Erik Brødsgaard er det fortsat vanskeligt at vurdere, hvor meget magt de reelt har.

”Bidrager de til virksomhedernes succes, eller begrænser de den? Set med vestlige øjne er det et fremmedartet system, der sammenblander politisk magt og kommercielle interesser, men Kina har som bekendt formået at skabe stærke virksomheder inden for teknologi, digitalisering og grøn omstilling. Og hvis vi vil prøve at forstå årsagen til den succes, må vi også forstå, hvordan forholdet mellem parti og virksomhed fungerer,” fastslår han.

Fremgang udfordrer europæisk selvforståelse

I disse år beskriver flere vestlige iagttagere dog den kinesiske økonomi som presset af blandt andet problemer i ejendomssektoren. En analyse, som Kjeld Erik Brødsgaard finder en smule overfladisk.

”Kina har haft succes med at skabe innovation. De investerer massivt i nogle sektorer men har bevidst valgt at nedprioritere andre. Det sidste gælder netop for ejendomssektoren,” siger han og tilføjer:

”Landets økonomi vokser stadig omkring fem procent om året. Fordi økonomien er så stor, svarer det omtrent til at tilføre en økonomi på størrelse med Tyrkiets hvert eneste år." 

Væksten rejser samtidigt et ubehageligt spørgsmål i Europa. Hvad kan vi lære af Kina?

Meget mere end en kopimaskine

Ifølge CBS-forskeren er svaret først og fremmest en fælles aktiv industripolitik med til- og fravalg. Med en form for statsstøtte på udvalgte områder.

Og så bliver vi nødt til at indse, at Kina i dag er en succesfuld innovatør på egne præmisser.

Kjeld Erik Brødsgaard minder om en passus i statsminister Mette Frederiksens nytårstale den 1. januar sidste år, hvor hun blandt andet sagde: ”USA innoverer, EU regulerer og Kina kopierer.”

”Hendes budskab om, at USA innoverer, og at EU sakker bagud, var rigtig nok. Men forestillingen om, at Kina blot kopierer, er jo hel forkert. Kina har succes med innovation, og på verdensplan udgør landet den eneste reelle økonomiske modspiller til USA. Dertil kommer stærk fremgang inden for videnskab og teknologi. Kinesiske forskere udgiver flere artikler i ansete tidsskrifter inden for teknik og naturvidenskab end noget andet land. Så nej, det er ikke længere Kina, der lærer af os”.