Hun skabte tillid til den digitale økonomi
Sirkka Jarvenpaa var blandt de forskere, der tidligt viste, hvorfor tillid er afgørende, når samarbejde, handel og datadeling flytter online. Nu modtager hun en æresdoktorgrad fra CBS.
Da Sirkka Järvenpää begyndte at forske i digitale samarbejder i 1990’erne, var verden en helt anden, end den er i dag.
Bryan Adams toppede hitlisterne, Miss Marple opklarede mord i fjernsynet. Internettet var noget, de færreste havde adgang til, og Windows var oftest noget man åbnede, når man skulle lufte ud.
”Flere forskerkollegaer synes, jeg spildte min tid på at forske i virtuelle teams og rådede mig til at skifte spor. ’Hvorfor skulle folk dog stole på nogen, de ikke kender, som de kun kan udveklse meget korte tekst-beskeder med?’ lød det fra kollegaerne” fortæller Sirkka Jarvenpaa.
Det skulle dog vise sig at være en rigtig god investering for Sirkkas forskerkarriere. I 1993 blev World Wide Web åbent for offentligheden, og nethandelen begyndte at blomstre.
Især de store virksomheder havde blik på virtuelt samarbejde på trods af landegrænser, og her blev Sirkka Järvenpääs forskning central. For hvordan handler og samarbejder man trygt med mennesker, man aldrig har mødt?
Hvordan skaber man tillid på afstand?
Et af Sirkka Jarvenpaas vigtigste bidrag var hendes forskning i globale virtuelle teams.
I sin forskning viste hun, at tillid godt kan opstå hurtigt mellem mennesker, der kun samarbejder digitalt og på afstand.
Men hun viste også, at tilliden er skrøbelig, og at den afhænger af, hvordan teamet kommunikerer.
For eksempel er det vigtigt for tilliden, at man kommunikerer tydeligt og jævnligt, viser engagement og skaber en tryg og forudsigelig kontakt i teamet.
Digitale samarbejder fungerer først, når mennesker faktisk får skabt relationer, fælles rytmer og en oplevelse af, at de kan stole på hinanden.
Det var et vigtigt bidrag til både forskning og praksis.
I dag lyder det måske indlysende. Men længe før Teams-møder, hjemmearbejdsdage og globale projektgrupper blev hverdag, var hun med til at formulere, hvad der skal til, for at digitalt samarbejde virker.
Tog en ph.d. ved et ’uheld’
Men hvordan endte Sirkka med at forske i en ny niche længe før behovet var tydeligt?
Sirkka Jarvenpaa kom fra en familie i Finland med egen virksomhed, der solgte blomster og grøntsager. Derfor ville hun gerne studere International Business.
”Jeg tænkte, at det kunne blive en fordel for virksomheden. Da jeg fik muligheden for at studere International Business på et stipendium i USA i slutningen af 1970’erne, tog jeg afsted med det samme.”
Sirkka Jarvenpaa startede på Bowling Green State University i Ohio, USA, men hun blev dog skuffet over, at det meste af pensum handlede om makroøkonomi. Det skabte tvivl om, hvorvidt hun egentlig kunne bruge studiet i familie-virksomheden eller i et første job.
Derfor skiftede hun spor til Accounting, men heller ikke her følte hun sig helt hjemme, til sidst endte hun med at studere Information Systems, der lå på samme fakultet.
”Undervejs løb jeg tør for penge, og jeg tog et job som ’teaching assistant’, og herefter blev jeg overtalt til at tage en ph.d. af en professor. På det tidspunkt var det lettere end at få et ’rigtigt job’,” fortæller hun.
”Jeg plejer at sige, at jeg tog en ’accidental ph.d.’”
Tillid er afgørende for handel og samarbejde
Sirkka Jarvenpaas valg skulle vise sig at være held i uheld.
For senere i forskningskarrieren kom Sirkka Jarvenpaa med endnu et vigtigt bidrag til forskningen om online tillid.
I artiklen Consumer Trust in an Internet Store: A Cross-Cultural Validation undersøgte hun sammen med sine medforfattere, hvad der får forbrugere til at stole på en netbutik.
Studiet viste, at tillid har stor betydning for, om forbrugere er villige til at købe online, og at blandt andet opfattet omdømme og størrelse påvirker, om en internetbutik bliver vurderet som troværdig. Artiklen viste også, at mønstret kunne genfindes på tværs af lande.
Hendes forskning var med til at vise, at digital forretning ikke kun handler om pris, hastighed og bekvemmelighed.
Den handler også om troværdighed. Brugere skal have en grund til at stole på de systemer, virksomheder bygger.
Det er en indsigt, der i dag rækker langt ud over netbutikker – til platforme, AI-løsninger og de voksende spørgsmål om datadeling, privacy og beskyttelse.
Et budskab til yngre forskere: ”Stå fast”
Hvis Sirkka Jarvenpaa skal sende ét budskab videre, er det, at unge forskere skal have plads til at forfølge spørgsmål, som måske ikke virker nyttige her og nu.
Det, der i dag virker oplagt at forske i – virtuelle teams, e-handel, datadeling, privacy og digital tillid – var langt fra selvfølgeligt, da hun selv begyndte.
Netop derfor er det vigtigt, mener hun, at støtte forskere, der insisterer på at arbejde med emner, som endnu ikke har fået deres gennembrud.
Som hun selv siger:
“”Du er bare nødt til at være tålmodig og holde fast i, hvad du tror på og relatere det til de aktuelle temaer uden at jagte dem.” Sirkka Jarvenpaas
Æresdokter
Nogle af de vigtigste forskningsspørgsmål er netop dem, der først viser deres betydning senere, fortæller hun.
Æresdoktor ved CBS
Sirkka Jarvenpaa er i dag professor i Department of Information, Risk, and Operations Management ved McCombs School of Business på The University of Texas at Austin.
Og den 20. marts 2026 kan hun udvide titlen med æresdoktor, hvor hun holder sin æresdoktorforelæsning på CBS.
Forelæsningen har titlen From Dial-Up to AI-Driven Collaboration: Is Trust Working for Us, or Are We Working for Trust? og kredser netop om de spørgsmål, der har præget hendes forskning gennem årtier.
Det er en anerkendelse af hendes forskning, der tidligt satte ord på noget, som siden er blevet afgørende for hele den digitale økonomi: at teknologi kun skaber værdi, hvis mennesker tør stole på den - og på hinanden.
Om forskeren
Sirkka Järvenpää (MBA, ph.d.) er Professor and Endowed Chair i Department of Information, Risk, and Operations Management ved McCombs School of Business, The University of Texas at Austin.
Sirkka Järvenpää modtager titlen som æresdoktor ved CBS den 20. marts 2026.