Grøn om­stil­ling kan ud­lø­se glo­bal kamp om rå­stof­fer

Den grønne omstilling kræver ikke kun politisk vilje og nye teknologier. Den kræver også adgang til helt bestemte råstoffer. 

Kobber til elnettet. Lithium til batterier. Sjældne jordarter til magneter i vindmøller. 

Derfor vokser efterspørgslen på kritiske mineraler eksplosivt i takt med den globale klimadagsorden. Udbuddet er imidlertid koncentreret i få lande som DR Congo, Indonesien og Kina. 

Forarbejdningen er endnu mere skæv, for her er kineserne både i besiddelse af nogle lukrative aftaler samt høj teknologisk kapacitet.

Hvem kommer til at bestemme?

Det skaber et nyt geopolitisk spørgsmål: Hvordan vil markedet for kritiske mineraler udvikle sig? 

Bliver det et åbent globalt marked? Et område for internationalt samarbejde? Eller ender producentlandene med indbyrdes at koordinere udbud og priser? Altså et slags kartel, der minder om OPEC og oliesalg?

Det spørgsmål er omdrejningspunktet for en ny forskningsartikel skrevet af professor Tooraj Jamasb fra CBS sammen med to kolleger fra henholdsvis Oxford og Cambridge University.

”I teorien er alle scenarier mulige. Det afhænger helt af, hvilke aftaler politikerne indgår,” siger Tooraj Jamasb og tilføjer, at stabile forsyninger af kritiske mineraler er afgørende for en grøn klimapolitik.

Lighed med tidligere markeder

Ifølge forskerne minder situationen på flere måder om olie- og gasmarkederne i deres tidlige fase. Her spillede statslige aktører, langsigtede investeringer og geopolitik også en afgørende rolle for markedsudviklingen.

Forskerne rejser derfor spørgsmålet, om producentlande kan finde på at koordinere deres politikker og dermed opnå større markedsmagt. Flere betingelser for at danne et kartel er nemlig til stede: 

Efterspørgslen stiger hurtigt. Udbuddet kan ikke skrues op fra den ene dag til den anden. Og stater har direkte kontrol med ressourcerne.

Til gengæld er markedet for kritiske mineraler ifølge forfatterne mere komplekst end olie. 

Forskere tror ikke på OPEC 2.0

”Der findes mange forskellige mineraler, og teknologierne ændrer sig hurtigt. Og forbrugerne, især i EU, USA og Japan, forsøger aktivt at reducere afhængigheden gennem genanvendelse, substitution og nye handelsaftaler,” fortæller Tooraj Jamasb, der er professor i energiøkonomi på CBS.

Tooraj Jamasb tror da heller ikke, at resten af verden kommer til at bokse med et OPEC-lignende kartel, når det gælder kritiske mineraler.

”Det kræver stor enighed blandt producenterne at skabe sådan et kartel. Både i forhold til mængden af produktion men også i forhold til at koordinere regler og indbyrdes kontrol. Desuden har det vist sig at være meget vanskelig at opdage og sanktionere mod afvigelser,” påpeger han og tilføjer:

”Derudover er markedet for lithium stadig underudviklet og relativt småt, og teknologierne udvikler sig. Der er derfor ingen garanti for, at et kartel ville være i stand til at opnå en reel markedsmagt.”

Oplagt løsning er ikke så ligetil

En anden mulig udvikling er et øget internationalt samarbejde. Her kan producent- og forbrugerlande arbejde sammen om stabile investeringer, fælles standarder og mere transparente markeder. 

Selv om den løsning synes oplagt, er den ifølge Tooraj Jamasb og hans to kolleger ikke naturgiven, fordi samarbejde kræver tillid, og det er ikke det, som præger storpolitikken i disse år.

”Hvordan markedet for kritiske mineraler kommer til at fungere, afhænger i høj grad af politiske valg, både nationalt og internationalt. Industripolitik, handelsaftaler og klimapolitik bliver afgørende,” vurderer Tooraj Jamasb.

Han påpeger, at der en tendens til at overse, at den grønne omstilling ikke kun er et spørgsmål om klimaambitioner men også om adgangen til kritiske mineraler.

EU skal skabe partnere

For Europa – og Danmark – betyder det, at råvarepolitik får en stadig større betydning.

”EU bør arbejde målrettet på en strategi for at sikre adgang til de kritiske mineraler, der er nødvendige for at opbygge fremtidens energisystem. Det vil være klogt at udvikle forretningsmodeller og partnerskaber, som også giver producentlandene del i den værditilvækst, der skabes længere nede i værdikæden," siger Tooraj Jamasb og uddyber:

”Vi kan blandt andet gøre forsyningskæderne mere robuste ved at øge kredsen af leverandører, opskalere raffinering og genanvendelse og fremskynde godkendelsesprocesser,” vurderer CBS-professoren.

"Samtidig bør EU udvikle målrettede partnerskaber, som mindsker risikoen for at skabe nye afhængigheder gennem mere eksklusive bilaterale aftaler," siger han.