Det er ikke nok at tæl­le kvin­der

I knap halvdelen af alle danske virksomhedsbestyrelser sidder der ikke en eneste kvinde. Og i mange af de bestyrelser, hvor kvinder er repræsenteret, sidder der kun én.

Det gør hende til det, forskere kalder token: en person, der er så tydeligt i mindretal, at hun risikerer at blive opfattet som repræsentant for sit køn frem for som et bestyrelsesmedlem på lige fod med de øvrige.

Traditionelt er token-kvinden derfor blevet forbundet med marginalisering og begrænset indflydelse. Hun har fået en stol ved bordet men ikke nødvendigvis adgang til den reelle magt.

Men det er en alt for simpel konklusion, mener CBS-professor Tanusree Jain.

I en ny artikel, der er blevet publiceret i det akademiske tidsskrift Human Resource Management Journal udfordrer hun koblingen mellem at være i mindretal og at være uden indflydelse.

“Den største misforståelse er, at kvinder, der er i mindretal i en bestyrelse, bliver marginaliseret og reduceret til en slags symbolsk figur,” siger Tanusree Jain.

Forskerne skelner mellem at være en token og at opleve tokenisme. En kvinde kan være den eneste kvinde omkring bordet og samtidig have betydelig indflydelse. Omvendt kan en bestyrelse have flere kvinder og se mangfoldig ud på papiret, uden at kvinderne af den grund får reel indflydelse.

Antallet fortæller ikke hele historien

En stor del af forskningen i kvinder i bestyrelser har været optaget af såkaldt critical mass; kritisk masse.

Tanken er, at en kvinde alene blandt mænd i en bestyrelse bliver meget synlig som kvinde og derfor lettere bliver mødt med stereotype forestillinger. Når der kommer flere kvinder ind, ændres dynamikken.

Tre kvinder eller omkring 30 procent er ofte blevet fremhævet som kritisk masse.

Jain og hendes kolleger afviser ikke, at antallet betyder noget. Men det fortæller kun en del af historien.

For hvor meget indflydelse en kvinde får, afhænger også af den bestyrelse, hun træder ind i, og den position, hun får omkring bordet.

“Bestyrelsens kultur betyder noget. Formanden er en anden vigtig faktor. Og det gør en forskel, hvilke roller kvinderne har, og hvilke udvalg de sidder i,” siger Jain.

Det kan eksempelvis have betydning, om en kvinde får plads i et centralt udvalg eller i et udvalg med mindre indflydelse.

Også hendes egen erfaring spiller ind. Er det hendes første bestyrelsespost, eller sidder hun allerede i flere bestyrelser og har dermed en etableret position fra start?

Pointen er, ifølge forskeren, at to bestyrelser med præcis den samme kønsfordeling kan give kvinder vidt forskellige muligheder for indflydelse.

Fire typer kvinder i mindretal

For at få indblik i de forskellige erfaringer opstiller forskerne fire arketyper for kvinder, der er i mindretal i en bestyrelse.

To af dem – The Inert Token og The Paralysed Token – befinder sig på kanten af den dominerende gruppe og har svært ved at få reel indflydelse. The Queen Bee Token er derimod kommet ind i inderkredsen og kan have betydelig magt, men ser ikke nødvendigvis sin position som en mulighed for at bane vejen for andre kvinder.

Og så er der The Catalyst Token. Hun er særlig interessant, fordi hun udfordrer den klassiske forestilling om token-kvinden. Hun kan være den eneste kvinde omkring bordet og samtidig have både legitimitet og betydelig indflydelse. Og i modsætning til Queen Bee bruger hun også sin position til at skabe forandringer for andre kvinder.

Hvad der gør det muligt, kan ifølge Jain ikke koges ned til én bestemt egenskab hos kvinden selv.

Hun kan have så stærk en faglig position, at hun ikke længere behøver bevise sit værd. Egne erfaringer kan give hende et ønske om at hjælpe andre kvinder frem. Men bestyrelsen omkring hende spiller også en afgørende rolle.

“Det kan være en bestyrelseskultur, der giver hende mulighed for at sige sin mening frem for at blive bragt til tavshed,” siger Tanusree Jain.

Dermed vender forskerne også blikket mod organisationen. For spørgsmålet er ikke kun, om kvinden er dygtig nok til at få indflydelse, men om bestyrelsen giver hende mulighed for at bruge den.

Flere kvinder er ikke det samme som inklusion

Studiet rejser samtidig et spørgsmål om kvoter og andre initiativer, der skal få flere kvinder ind i bestyrelserne.

For hvis antallet ikke fortæller hele historien, er det så tilstrækkeligt at øge andelen af kvinder?

Nej, mener Jain.

“Bare fordi man får flere kvinder ind i bestyrelsen, er det ikke nogen garanti for, at de bliver inkluderet,” siger hun.

En bestyrelse kan således have tre kvinder eller en andel af kvinder på 30 procent og stadig være præget af en kultur, hvor kvinderne ikke får samme indflydelse.

Det betyder dog ikke, at kvoter og regulering er uden betydning. Jain fremhæver tværtimod, at regulering har bidraget til at styrke kvinders repræsentation.

Men repræsentation er ikke det samme som inklusion.

“Diversitet og inklusion er ikke det samme. En bestyrelse kan se mangfoldig ud uden at være inkluderende,” siger Jain.

Derfor bør virksomheder ifølge forskeren se ud over kønsfordelingen. Hvem får de centrale poster? Hvordan leder bestyrelseslederen bestyrelsen? Og hvilken kultur møder de kvinder og andre minoriteter, der kommer ind?

Det ændrer ikke behovet for at tælle kvinder, men det ændrer, hvad man kan konkludere ud fra tallet.

”Vi skal se ud over tallene og på, hvem der sidder i bestyrelsen, hvordan den bliver ledet, og hvilken kultur der præger den. For en bestyrelse kan være mangfoldig på papiret. Det er først omkring bordet, man kan se, om den også er inkluderende,” lyder det fra Tanusree Jain.