Flere end nogensinde vil ind på CBS
Der har i år været historisk stor interesse for bacheloruddannelserne på CBS. Desværre må universitetet afvise mange kvalificerede ansøgere
Kort efter midnat den 28. juli fik årets ansøgere svar på, om de er blevet tilbudt en studieplads.
På CBS kan cirka 2.600 nye bachelorstuderende nu se frem til at begynde på deres uddannelse efter sommerferien.
Der har igen i år meget stor interesse for bacheloruddannelserne på CBS. I alt har 10.242 unge søgt ind på en bacheloruddannelse på CBS i 2026, og 7.463 har haft CBS som deres 1. prioritet.
Alligevel har CBS ikke haft mulighed for at tilbyde flere pladser.
Det skyldes den politiske aftale om sektordimensionering, som betyder, at universiteterne skal reducere antallet af studiepladser. På CBS betyder det, at universitetet siden 2024 samlet har måttet reducere antallet af bachelorpladser med 315.
”Vi er meget glade for at kunne byde et nyt hold dygtige og engagerede studerende velkommen på CBS. De har valgt uddannelser, som giver dem stærke faglige kompetencer og mulighed for at arbejde med nogle af de store spørgsmål, virksomheder og samfund står over for,” siger uddannelsesdekan Anna Thomasson.
Hun understreger samtidig, at årets optag også vækker blandede følelser.
“Når så mange dygtige unge søger ind, gør det ekstra ondt at skulle give afslag til kvalificerede ansøgere. Vi ville gerne have optaget flere, hvis vi havde haft mulighed for det” Anna Thomasson
Uddannelsesdekan, CBS
Er du kommet ind på CBS? Læs mere om studiestarten her.
Businesskompetencer er i høj kurs
Den store interesse for CBS kommer på et tidspunkt, hvor virksomheder og samfund står over for store forandringer. Ny teknologi, grøn omstilling, geopolitisk usikkerhed og global konkurrence stiller høje krav til fremtidens medarbejdere og ledere.
Ifølge CBS’ rektor Peter Møllgaard viser årets rekordmange ansøgninger, at businessuddannelser også i fremtiden spiller en vigtig rolle i Danmark og fortsat har ansøgernes interesse.
”På CBS uddanner vi studerende, der skal kunne forstå virksomhedernes virkelighed og samtidig se den i en større samfundsmæssig sammenhæng. Det handler om økonomi, ledelse, digitalisering, ansvarlighed og globalt udsyn. Det er kompetencer, der er brug for, hvis Danmark skal finde gode løsninger på de store udfordringer, vi står over for, og hvis vi skal bidrage til at forbedre Europas konkurrenceevne,” siger Peter Møllgaard.
Danmark får brug for flere businessuddannede
CBS udgør sammen med Dansk Erhverv og Djøf alliancen Brug for Business, som sætter fokus på behovet for flere kandidater med businesskompetencer.
En analyse for Djøf udarbejdet af analysehuset MBC peger på, at Danmark i 2040 kan komme til at mangle op mod 24.000 medarbejdere med kompetencer inden for business, økonomi og jura.
”Danmark har brug for mennesker, der kan skabe vækst, eksport og produktivitet, men også for mennesker, der kan forbinde forretningsforståelse med ansvarlighed og samfundsindsigt. Derfor bør vi som samfund uddanne flere, ikke færre, inden for business,” siger Peter Møllgaard.
CBS gør klar til semesterstart
For de nye studerende begynder studielivet for alvor, når undervisningen starter tirsdag den 1. september.
”At begynde på universitetet er både spændende og overvældende. Vores nye studerende skal møde nye fag, nye mennesker og nye forventninger. Derfor arbejder vi målrettet på at give dem en god og tryg start, hvor de føler sig velkomne og godt klædt på til studielivet,” siger Anna Thomasson.
Læs mere om studielivet på CBS og få et indblik i hverdagen som studerende
Nøgletal om optag 2026
Antal 1. prioriteter: 7.463
Antal ansøgere: 10.242
Antal nye studerende 1. september: ca. 2.600
De fire bacheloruddannelser med højest adgangskvotient:
BSc in International Business: 11,1
BSc in International Business and Politics: 10,7
BSc in International Shipping and Trade og HA(psyk.) - erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation: 10,2
Hvad er sektordimensionering?
Sektordimensioneringen er en politisk aftale, som forpligter universiteterne til at reducere antallet af studiepladser.
CBS har siden 2024 måttet reducere antallet af bachelorpladser med 315.
CBS må afvise flere kvalificerede ansøgere end nogensinde før, selv om interessen for uddannelserne er stor, og selv om der er stor efterspørgsel på CBS-kandidater i erhvervslivet.
CBS, Dansk Erhverv og Djøf peger i alliancen Brug for Business på, at Danmark får brug for flere, ikke færre, med businesskompetencer i de kommende år.