Når direktionen siger ja og medarbejderne nej
Ny forskning fra CBS viser, hvorfor organisatoriske forandringer kan gå i stå, selv om de har høj prioritet hos topledelsen. Et femårigt studie af en medicinalvirksomhed peger på, at nye funktioner først for alvor får fodfæste, når medarbejderne oplever, at de løser problemer, der betyder noget i deres hverdag
"Det er din legeplads. Du kan gøre alt."
Så klar var beskeden fra topledelsen til den nye indkøbsdirektør i en europæisk medicinalvirksomhed, da han fik til opgave at forvandle virksomhedens indkøbsafdeling fra en administrativ støttefunktion til en strategisk samarbejdspartner.
Men ude i organisationen var reaktionen en helt anden. "Forget it," lød det, når indkøbsdirektøren var rundt i de øvrige afdelinger.
Forskellen på de to reaktioner er central i et nyt studie, som professor Kim Sundtoft Hald fra CBS er hovedforfatter på. Over fem år fulgte han og to tidligere CBS-studerende en international medicinalvirksomheds forsøg på at give indkøbsfunktionen en langt mere strategisk rolle.
“Jeg tror, mønstret vil være genkendeligt for mange andre fællesfunktioner, som IT, HR og økonomi, men det har vi ikke undersøgt.” Kim Sundtoft Hald
Professor
Stort mandat med lille effekt
"Det overraskede os, at et så klart mandat fra direktionen havde så lille effekt ude i organisationen. Vi havde forventet, at topledelsens opbakning ville have haft en større betydning. Den var også nødvendig, men langt fra nok," siger Kim Sundtoft Hald.
Problemet var, at medarbejdere længere nede i organisationen ikke kunne se, at de opnåede fordele ved den nye struktur, som gav indkøbsafdelingen mulighed for i langt højere grad end tidligere at sætte regler for indkøb rundt om i den store virksomhed.
Heller ikke selv om at det betød, at virksomheden samlet set sparede penge.
"Et mandat fra direktionen er ikke det samme som accept. Topledelsen kan give en afdeling ret til at handle, men accepten skal tjenes ude i organisationen,” konstaterer Kim Sundtoft Hald.
Beføjelser skabte irritation
Virksomheden havde en decentral kultur, høje krav til kvalitet og sikkerhed samt meget stærke faglige miljøer.
Set fra kollegernes kontorer og laboratorier lignede indkøbsafdelingens beføjelser ikke nødvendigvis en hjælp. Men derimod en fribillet til at blande sig i beslutninger, som forskere og produktionsfolk mente, at de selv var bedst kvalificerede til at træffe.
Rejsepolitikken blev et konkret eksempel. Et konsulenthus var fra begyndelsen hentet ind for at hjælpe med at effektivisere indkøbsområdet. Resultatet var blandt andet en standardmodel med korte bookingvinduer og bestemte flyselskaber.
”Men medarbejderne foretog også lange og komplicerede rejser i forbindelse med kliniske forsøg. Her kunne planer blive ændret med kort varsel, og derfor opfattede de ansatte den standardiserede løsning som virkelighedsfjern," fortæller Kim Sundtoft Hald.
Det afgørende vendepunkt
For indkøbsmedarbejderne betød modstanden, at de siden måtte ændre strategi.
De gik gradvist væk fra tanken om at rulle nye strukturer og procedurer ud over hele organisationen. I stedet begyndte de at opbygge relationer og løse konkrete problemer sammen med medarbejderne.
Og det afgørende vendepunkt kom, da direktionen lancerede en ny vækststrategi.
Nu blev effektivisering koblet direkte til virksomhedens muligheder for at finansiere innovation og vækst.
Samme øvelse fik ny betydning
Der skulle altså stadig findes besparelser og arbejdes mere effektivt. Men nu stod det klart for medarbejderne, at besparelserne skulle bruges til vækst.
Og dermed til noget, som de selv anså som vigtigt: forskning, innovation og i sidste ende arbejdet med patienter.
"De opfattede nu de samme tiltag som en hjælp i stedet for en trussel. Økonomiske argumenter er ikke ligegyldige, men de virker først for alvor, når de ansatte kan se, at argumenterne tjener det, som de selv brænder for," siger Kim Sundtoft Hald.
Han peger på, at medarbejdernes accept sker i en bestemt rækkefølge: Først skal forandringen give mening i forhold til det, medarbejderne opfatter som vigtigt. Derefter skal den vise konkrete resultater. Til sidst bliver den en vane, ingen længere stiller spørgsmål ved.
Kliniske forsøg blev et konkret bevis
Den nye tilgang viste blandt andet sin værdi, da indkøbsfunktionen var med til at genforhandle kontrakter med de eksterne leverandører, som bistår ved kliniske forsøg.
Resultatet var ikke kun lavere omkostninger. Aftalerne førte også til bedre serviceniveauer. Dermed blev indkøbsfunktionen ikke længere kun forbundet med kontrollen af udgifter. Den bidrog til noget, der havde direkte betydning for de faglige afdelingers egne projekter.
”Det viser, at man ikke kan erklære sig selv strategisk. Men man kan blive det ved at løse problemer, som andre faktisk har. Indkøberne gik fra at rulle strukturer ud til at sige: "Jeg er her ikke for at outsource dig, jeg er her for at hjælpe.” Den ydmyghed var en investering, ikke et nederlag,” siger Kim Sundtoft Hald og henviser til en overraskende udvikling:
Resten af organisationen endte med at efterspørge flere ydelser hos indkøbsafdelingen, end den kunne levere.
Hellere stikke dybt end skære tyndt
Det fører til et andet af studiets konklusioner. Hellere stikke dybt i det vigtige end skære tyndt overalt, som Kim Sundtoft Hald udtrykker det. I studiet kalder forskerne det for selektiv institutionalisering.
”I vores case betød det, at indkøbsafdelingen blev en selvfølgelig del af hverdagen i forhold til rejser, logistik og indkøb af ydelser til kliniske forsøg. Men afdelingen blev bevidst holdt ude af andre områder, fordi fagfolkene skulle bestemme der. Det, der virkede, var at standardisere, hvor risiko og regler kræver det, og give frihed, hvor faglig dømmekraft er afgørende,” fortæller Kim Sundtoft Hald og tilføjer:
”Når den samme skabelon presses ned over alle, opfatter fagfolk det som mistillid, og så opstår der skyggeprocesser. Jeg tror, mønstret vil være genkendeligt for mange andre fællesfunktioner, som IT, HR og økonomi, men det har vi ikke undersøgt.”
Om studiet
Studie: Institutional dynamics of purchasing and supply management development: A process study of stakeholder influence
Forfattere: Kim Sundtoft Hald, Petra Andrea Szuromi og Ida Helene Andersen.
Tidsskrift: Journal of Purchasing and Supply Management, 2026.
Metode: Studiet følger én europæisk medicinalvirksomhed i fem år og bygger på 17 interviews med 10 personer samt 138 interne dokumenter.
Vigtigste budskaber:
- Et mandat er ikke det samme som accept.
- Accept bygges i en bestemt rækkefølge.
- Besparelser overbeviser ikke i sig selv.
- Succes er ikke, at alle følger samme proces.
Om forskeren
- Kim Sundtoft Hald er professor ved Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi på CBS.
- Han forsker og underviser især i supply chain management, performanceledelse, produktionsledelse, procesoptimering, bæredygtige processer, resiliente processer, indkøbsstyring samt ledelse af business-to-business relationer og leverandørnetværk.