Gå til hovedindhold
Artikel

Ef­ter AI: Er dan­nel­se og om­stil­lings­pa­rat­hed de nye su­per­kræf­ter på ar­bejds­mar­ke­det?

AI er i gang med at forandre vores uddannelsessystem, når det kommer til eksamener, opgaveskrivning og faglige kompetencer. Men udfordringen lyder ikke kun på, hvordan vi måler læring – vi må også spørge, hvordan vi træner læringsmusklen, når svaret altid kun er et prompt væk? Og hvad bliver kernekompetencerne i en nær fremtid?

Digitalisering Karriere
Forfatter

CBS Efteruddannelse

I dag ser nogle AI som en trussel mod faglighed og selvstændig tænkning. Andre ser teknologien som et redskab, der kan hjælpe studerende med at løfte kvaliteten af deres arbejde. Begge perspektiver rummer en sandhed – og ikke mindst en fundamental forandring af uddannelsessystemet og det arbejdsmarked, det skal uddanne til.

Nima Sophia Tisdall er investor hos Nordic Makers, grundlægger af Blue Lobster og dimittend fra CBS fra 2019. Hun er bekymret for, at entry-level-jobs, kendetegnet ved at være det første job efter endt uddannelse, hvor lang erfaring ikke er et krav, vil blive automatiseret og forsvinde fra de nyuddannedes horisont.

”Jeg møder rigtig mange mennesker, der lige er blevet færdige og har gjort alt det rigtige. Og så kommer de ud til et arbejdsmarked, der ser helt anderledes ud, og som permanent vil være det. Derfor skylder vi vores unge en ærlighed om, hvordan fremtidens arbejdsmarked ser ud, og hvad vi gør for, at de kan komme ind på det.”

Ifølge Carsten Scheibye, studielektor og vicestudieleder på HD-uddannelserne på CBS, ændrer AI også vilkårene for, hvad både studerende og arbejdstagere kan forvente af en ungdomsuddannelse.

”Bare for et par år siden var håndslaget jo med erhvervslivet, når de kom ud fra CBS, at vi uddanner til et bestemt job, profession eller branche. Og det løfte får vi sværere og sværere ved at overholde på CBS og andre uddannelsesinstitutioner.”

“Jeg tror, vi står over for en mulighed for at gentænke mange processer og komme ind til kernen af, hvad det egentlig er, vi gerne vil undervise i” Nima Sophia Tisdall
Investor hos Nordic Makers, grundlægger af Blue Lobster og dimittend fra CBS
Investor Nima Sophia Tisdall taler om uddannelse og AI til Folkemødet 2026

Skal AI sendes uden for døren?

De adgangsgivende kompetencer til arbejdsmarkedet er nemlig under forandring. Ifølge Nima kræver det blandt andet en forståelse af AI, og hvordan teknologien fungerer, lidt ligesom man skal forstå lommeregnere for at kunne lave udregninger. Men ifølge administrerende direktør på Niels Brock, Anya Eskildsen, er det lige så vigtigt for fremtidens studerende at træne en simpel, men menneskelig egenskab: tankevirksomheden.

”Vi skal lære de unge at tænke, så de kan bruge AI til at blive bedre. Det kræver, at vi skelner mellem kompetencer og kognition. Kompetencer er evnen til at løse konkrete opgaver, men de bygger på kognition – evnen til at forstå, analysere, træffe beslutninger og lære nyt. Derfor skal uddannelse ikke kun handle om færdigheder, men om at udvikle dømmekraft og kritisk tænkning. Elever skal arbejde med åbne problemstillinger, hvor de undersøger, argumenterer og træffer valg. AI kan støtte arbejdet, men kan ikke erstatte menneskelig dømmekraft – uden viden og kritisk sans kan man hverken stille de rigtige spørgsmål eller vurdere svarene.”

Og Anyas bekymring for AI’s fordummende bivirkning er ikke grebet ud af den blå luft. En spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 9.000 folkeskoler og ungdomsuddannelser i England afslører, at to ud af tre lærere ser, at elevernes evne til at tænke kritisk og kreativt er på tilbagetog. Derfor foreslår Anya også en løsning, hvor AI holdes ude af klasselokalet, ligesom man på flere skoler i dag har bandlyst mobiltelefonerne.

”Skolen er jo i virkeligheden et sted, hvor man skal have lov til at dygtiggøre sig og lære af sine fejl. Så vi skal jo have lukket noget ude af det rum for at træne evnen til at kunne reflektere selv og stille de rigtige spørgsmål – også så den AI-agent, du en dag skal udvikle, kan bygges ordentligt.”

“Den gode købmand kan skabe relationer, lytte og vise oprigtig interesse for den, han eller hun står over for. Det er en del af den merkantile dannelse – og en kompetence, som AI ikke kan overtage.” Anya Eskildsen
Administrerende direktør på Niels Brock
Administrerende direktør på Niels Brock Anya Eskildsen taler om uddannelse og AI på Folkemødet 2026

Smalltalk på skemaet

Nima ser AI’s indtog som en mulighed for at gentænke vores uddannelsessystem, så det handler mindre om, hvorvidt man får 12 for sit essay, og mere om, hvorvidt man er i stand til at formidle den viden. Ligeledes mener hun, at det er vigtigt, at nye generationer er omstillingsparate og åbne for at lære nyt igen og igen.
”Jeg tror, vi står over for en mulighed for at gentænke mange processer og komme ind til kernen af, hvad det egentlig er, vi gerne vil undervise i,” som hun siger.

For Carsten Scheibye og Anya Eskildsen skifter AI kravene for, hvad en uddannelse skal give sine studerende. For dem er det nu den almene dannelse, der står i højsædet. 

”Vi skal om muligt fokusere endnu mere på de kompetencer, der danner, uddanner og videreudvikler mennesker i den her omskiftelige og turbulente tid,” siger Carsten. ”For eksempel hvordan vi indgår i relationer, hvordan vi har indlevelsesevne, hvordan vi forstår andre mennesker, og hvordan vi forstår forretningsmæssige processer.”

Og Anya stemmer i.

”Vi skal også være tydelige om, hvad vi mener med dannelse. På en businessskole handler dannelse også om at kunne begå sig blandt mennesker. Derfor har vi small talk på skemaet. Ikke for samtalens skyld, men fordi god handel begynder med tillid. Den gode købmand kan skabe relationer, lytte og vise oprigtig interesse for den, han eller hun står over for. Det er en del af den merkantile dannelse – og en kompetence, som AI ikke kan overtage.”

“Prøv at se hele det danske uddannelsessystem i relation til AI og tag stilling til, hvad det er for en almen dannelse og andre kompetencer, man skal udvikle op igennem sin tid på skolebænken.” Carsten Scheibye
Studielektor og vicestudieleder på HD-uddannelserne
CBS studielektor Carsten Scheibye taler om uddannelse og AI på FOlkemødet

Velkommen til den fagre nye verden

For at dannelseskompetencerne kan blomstre, opfordrer Nima, Anya og Carsten også politikerne til at tage AI’s ankomst til uddannelsessystemet alvorligt. 
”Det kan have kæmpe konsekvenser for samfundet, hvis man ikke tager det seriøst, og det er også en kæmpe mulighed, hvis man læner sig ind og arbejder aktivt med det,” siger Nima.

Og Carsten stemmer i med en opfordring til, at politikerne svinger sig op på den store klinge.

”Prøv at se hele det danske uddannelsessystem i relation til AI og tag stilling til, hvad det er for en almen dannelse og andre kompetencer, man skal udvikle op igennem sin tid på skolebænken.”

På trods af bange anelser om den kritiske tænknings forfald, manglende jobs til nyuddannede og eksamensformer under pres håber Carsten, at de unge vil møde et uddannelsessystem, der viser dem en fager ny verden.

”Jeg tror, at vi op igennem uddannelsessystemet og til dem, der bliver udklækket nu, skal inspirere til at fortælle, at det i sig selv er en motivationsfaktor at være nysgerrig på det, der foregår. Og vi skal gøre dem i stand til at gribe morgendagens fantastiske muligheder, som, jeg tror, venter.”

Din vej til mere viden

Fandt du dette interessant? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få adgang til endnu mere af vores forskning og til vores events. 

CBS Efteruddannelse adresserer de store samfundsudfordringer og giver dig mulighed for at lære gennem undervisning og events, som bygger på forskning tæt forbundet med din hverdag. 

Udfyld formularen og få:

  • Personlige invitationer event invitationer
  • Adgang til vores nyeste forskning, når det udkommer i form af artikler, podcast, video
  • Mere viden om vores efter- og videreuddannelse