Nye reg­ler, sam­me men­ne­sker: Så­dan over­le­ve­de Islands fi­nan­se­li­te bank­krak­ket

Om aftenen den 6. oktober 2008 talte Islands statsminister til nationen. Han sluttede med tre ord, der var næsten utænkelige i islandsk politisk sprogbrug: »Guð blessi Ísland.« Gud velsigne Island.

I de følgende dage kollapsede landets tre største banker. De stod tilsammen for omkring 97 % af banksektorens aktiver. Staten måtte gribe ind for at redde de indenlandske bankforretninger.

På få år var et lille lands banker blevet internationale finanskoncerner. Fra 2003 til 2007 voksede deres samlede aktiver fra et niveau omtrent svarende til Islands årlige bruttonationalprodukt til mere end ni gange så meget. Da den internationale finansiering tørrede ud, brød konstruktionen sammen.

Med denne scene indleder Catherine Batt, adjunkt ved Institut for Regnskab på Copenhagen Business School, sit nye studie af Islands banksystem fra 1885 til 2025.

Studiet er offentliggjort i det akademiske tidsskrift Enterprise & Society og viser, at gentagne ændringer i bankernes ejerskab og regulering ikke for alvor opløste de netværk, der havde indflydelse på bankerne.

“Magten fandt nye veje gennem ejerandele, ledelsesposter og forbindelser mellem banker, erhvervsliv og politik,” forklarer Catherine Batt.

Da hun begyndte at kortlægge personerne bag netværkene, overraskede omfanget hende.

“Jeg havde boet i Island i 22 år og vidste godt, at elitenetværkene fandtes. Men da jeg satte mig ned og begyndte at forbinde personerne med hinanden, var det virkelig slående, hvor mange forbindelser der var.”

De samme navne gik igen

Hendes oprindelige forskningsspørgsmål var imidlertid et andet. Hun ville undersøge, hvordan bankernes regnskabs- og governancepraksis havde udviklet sig efter finanskrisen.

Hun gennemgik derfor parlamentsdokumenter, officielle undersøgelser og bankernes årsrapporter og kortlagde 216 bestyrelsesmedlemmer og topledere i perioden 1998–2025.

Undervejs bemærkede hun, at de samme navne gik igen på tværs af poster og banker og inden for både erhvervsliv og politik.

Det fik hende til at se nærmere på, hvem personerne var, og hvordan de var forbundet.

“Det var tidskrævende, men ikke særlig svært at kortlægge forbindelserne mellem personerne, hvor de var uddannet og deres politiske tilhørsforhold. Det kunne lade sig gøre, fordi Island er så lille.”

Hun fandt ud af, at selvom ejerstrukturen havde ændret sig på papiret, var mange af de mennesker, der havde magten og sad på ledende poster, de samme.

Forbindelserne gik blandt andet gennem fælles universitetsbaggrunde, hvor flere havde studeret på de samme universiteter, ligesom flere i kredsen havde været aktive i den samme partipolitiske ungdomsorganisation.

Kontinuiteten blev især tydelig, da Catherine Batt undersøgte ledelsen i Landsbanki efter privatiseringen i 2003. Af de 12 ledere under de nye private ejere havde fem haft ledelsesposter i samme bank fem år tidligere, mens den stadig var statsejet. De to højest placerede nytilkomne kom direkte fra Búnaðarbanki, den anden statsbank, som blev privatiseret samme år.

Banker og politik var tæt forbundet

I det tidlige islandske banksystem var bankvirksomhed og politik tæt forbundet. Bankerne skulle finansiere landets udvikling, men lån og ledelsesposter indgik også i den politiske magtfordeling.

Ifølge Catherine Batt var forbindelserne så tætte, at de tre dominerende politiske partier i praksis havde hver deres bank. Så sent som i 1960’erne havde fem af parlamentets 60 medlemmer samtidig ledende poster i landets store banker, viser studiet.

Fra 1980’erne blev systemet liberaliseret, og ved begyndelsen af 2000’erne var de store banker privatiseret. Staten trak sig som ejer, mens flere af de tidligere ledere blev siddende på deres poster eller skiftede mellem bankerne.

Forbindelser fik også betydning for, hvem der kunne købe bankerne. Ved salget af Landsbanki blev kriteriet om bankerfaring udvidet til at omfatte erfaring fra finansielle markeder og adgang til nyttige kontakter. Dermed kunne et netværk være med til at kvalificere en køber, som ikke havde reel erfaring med at drive en bank.

"En af studiets centrale pointer er, at reformer kan give dem, der allerede har magt, nye muligheder. Indflydelsen skiftede fra statsligt ejerskab og politiske udnævnelser til private ejergrupper, bestyrelsesposter og forbindelser mellem bankerne og deres låntagere," siger Catherine Batt.

Den kommende arbejdsgiver sad på den anden side af bordet

Forbindelserne fik også betydning for, hvor bankernes penge endte. Store ejere og deres tilknyttede virksomheder var samtidig blandt bankernes største låntagere.

Et eksempel fra 2008 viser, hvordan bankfinansiering kunne hjælpe en storaktionær med at bevare sin ejerandel. De to islandske banker Kaupthing og Glitnir stillede tilsammen omkring 400 millioner euro til rådighed for selskaber med tilknytning til en af Kaupthings største aktionærer.

Pengene gjorde det muligt for selskaberne at tilbagebetale en udenlandsk långiver. Dermed undgik de, at långiveren overtog de Kaupthing-aktier, som var stillet som sikkerhed for gælden. Aktionæren beholdt sin ejerandel, mens de islandske banker påtog sig kreditrisikoen.

Catherine Batt understreger, at forbindelserne og lånene ikke i sig selv er bevis på ulovligheder.

“At være en del af et netværk er ikke i sig selv tegn på, at man har gjort noget forkert. Det meste af det, jeg beskriver, var fuldt lovligt, og det er netop det, der gør det vanskeligt”

I studiet afdækker hun også forbindelser til de myndigheder, der skulle holde bankerne i skak. Catherine Batt fandt, at mange af de medarbejdere, som forlod det finansielle tilsyn, senere fik job i de virksomheder, de havde ført tilsyn med, herunder bankerne selv.

“Gennem arbejdet i tilsynet kunne man vise bankerne, hvor dygtig man var,” fortæller Catherine Batt.

Dermed kunne et job i tilsynet også blive en vej til det næste job. Den bank, man skulle stille kritiske spørgsmål til og om nødvendigt gribe ind over for, kunne samtidig være det sted, hvor man håbede at fortsætte sin karriere.

Det skabte en potentiel interessekonflikt, for som hun understreger:

“Det kan være svært at føre kritisk tilsyn med en bank, som man samtidig håber at få job i. Det er svært at være hård ved sin potentielle fremtidige arbejdsgiver.”

Bankerne måtte fortsætte driften trods krisen

Efter krakket blev banksektoren genopbygget, og tilsynet fik flere beføjelser. Catherine Batt fremhæver, at Island gennemførte betydelige forandringer. De nye banker blev mindre og finansieret mere forsigtigt, og udenlandske kræfter blev hentet ind i centralbanken og ind i bankernes bestyrelser.

Samtidig skulle arbejdet inde i bankerne fortsætte med mange af de samme mennesker. Betalinger og bankforretninger kunne ikke sættes på pause, mens landet fandt nye medarbejdere. I et lille samfund var kredsen af mennesker med den nødvendige erfaring begrænset.

“Man kan også sige til deres forsvar, at det at drive en bank kræver viden og forståelse. Det er sandsynligvis en del af forklaringen på, at de samme mennesker blev. Men det var svært at skabe fornyelse i den kreds,” siger hun.

Ifølge Catherine Batt var det især behovet for erfarne medarbejdere, der gjorde, at de samme mennesker blev siddende umiddelbart efter krakket. Den forklarer imidlertid ikke hele det senere forløb, hvor indenlandske netværk igen fik større plads, efter at krisen var overstået.

Danmark kræver sin egen undersøgelse

Om lignende netværk findes i den danske finanssektor, kan Catherine Batt ikke sige. Det kræver en særskilt undersøgelse.

“Jeg kan ikke sige, om der er ligheder, for jeg har ikke undersøgt de danske netværk. Men jeg synes, det ville være meget interessant at undersøge, om der findes et lignende netværk, eller om landets størrelse gør, at det ser anderledes ud,” siger hun og understreger samtidig, at den bredere pointe om uafhængighed rækker ud over Island.

“Historien viser, hvor vigtig afstanden mellem politikere, tilsynsmyndigheder og finansielle institutioner er, hvis man vil have et sundt og robust finansielt system. Det blev tydeligt i Island på grund af landets størrelse, men jeg mener også, at det gælder større lande,” afslutter hun.