Course content
Faget fokuserer på hvordan – og om – man kan lede transformative organisatoriske forandringer. Transformation betyder forvandling eller omdannelse, dvs. grundlæggende og systemiske forandring, og skal forstås som forskellig fra tilpasning og løbende justering, der ofte er fokus i traditionel organisationsudviklingstænkning. Transformative forandringer karakteriseres ved en udbredt grad af kompleksitet, usikkerhed og flertydighed, der udfordrer beslutningsprocesser. I undervisningen fokuserer vi på hvordan transformative forandringer kan forstås, analyseres og håndteres. Eksempler, som vi vil analysere i løbet af faget, inkluderer håndteringen af Covid i hospitalsvæsenet, digitalisering af ejendomsvurderinger i Vurderingsstyrelsen, eller elektrificering af byggepladsen i byggeriet. Udgangspunktet i undervisningen er de dilemmaer, spændinger og modsætninger, der kan findes i litteraturen såvel som i praksis, og som er afgørende for, hvordan beslutningsprocesser, organisation og ledelse forstås og tilgås. Blandt de spændinger vi fokuserer på er risiko versus usikkerhed, emergerende versus planlagt forandring, kontinuerlig versus episodisk forandring, rationalitet versus irrationalitet i beslutninger, formel versus uformel ledelse, vilde versus tamme problemer. I faget udfolder vi disse spændinger vha. af akademiske tekster samt udbredte ledelsesværktøjer og diskuterer hvorledes disse påvirker ledelsesrummet – og ikke mindst deres mulige konsekvenser. I faget får den studerende dyb faglig viden om transformative forandringsprocesser, samt træner analytiske færdigheder i forhold til at kunne identificere forskellige spændinger og analysere disse i forhold til konkrete ofte flertydige og komplekse organisatoriske forandringscases.
Se den fulde fagbeskrivelse i kursuskataloget