Course content
Hvordan er skam og stress forbundet med hinanden? Hvordan kan ledelse tage højde for skam? Det er en stor og voksende udfordring for organisationer, at stadigt flere danskere bliver sygemeldte pga. stress, angst og depression, og især ledelse bliver udpeget som central for at forebygge stressrelateret sygefravær. Valgfaget tager blandt andet afsæt i ny forskning, der har afdækket, hvordan der findes en type stress, som er udløst af skam og klæder deltagerne på med viden og input til at arbejde ledelsesmæssigt med skam og stressforebyggelse. Faget giver viden om forskellige reaktionsmønstre i forbindelse med skam og hvordan skamfølelsen kan skade dømmekraften, ødelægge relationerne på en arbejdsplads og f.eks. indebære, at anerkendelser kan prelle af som ”vand på en gås”, hvor det, der kan være tiltænkt som en hjælp, kan blive opfattet modsat.
Deltagerne får ny viden og forståelse for, hvordan skam optræder i det moderne arbejdsliv og med hvilke konsekvenser. I faget introduceres praktiske værktøjer til at arbejde med skam og stressforebyggelse. Det drejer sig om nye forebyggelsesværktøjer, som er udviklet i forskningsprojektet: ”Ledelse, Kerneopgave, Arbejdsfællesskaber og Stress” under navnet: ”En oplyst anerkendelsesrejse”. Der inddrages en relationel forståelse af ledelse (leadership) til at undersøge betingelserne for at udøve ledelse i forhold til arbejdssituationer, hvori der kan optræde en skamfølelse. Vi ser bl.a. på de indre konflikter, der optræder sammen med en skamfølelse, og vi fokuserer på lederens rolle ift. at støtte medarbejdere, der oplever sådanne konflikter. Vi fokuserer specifikt på relationen mellem leder og medarbejder og på, hvordan lederen i sin feedback kan tage højde for og håndtere en skamfølelse hos medarbejdere ved at tage højde for de forskellige måder, hvorpå skam kommer i spil og bliver håndteret forskelligt blandt både medarbejdere men også ift. lederens ledelse af sig selv. Endelig vil vi også inddrage begrebet omkring psykologisk tryghed, som er udviklet af Amy Edmondson.
Ved kursets afslutning har de studerende fået:
- Forståelse for skam og for relationen mellem skam og stress
- Præsenteret nye værktøjer til at arbejde med stressforebyggelse i organisationer
- Viden om to reaktionsmønstre på skam
- Indblik i forskellige praktiske problemstillinger, som ledere møder ift. stressforebyggelse
- Udviklet kompetencer til at håndtere egen stress og til at kunne hjælpe andre
See course description in course catalogue