Fagets indhold
Kurset introducerer politisk markedsøkonomi som en tilgang til at forstå, hvordan markeder formes og reguleres gennem samspillet mellem politiske, økonomiske og samfundsmæssige kræfter. Med udgangspunkt i denne tilgang behandles de dynamikker, der præger globale handelsrelationer og værdikæder i en tid med geopolitisk usikkerhed og fokus på bæredygtighed.
Kurset tager udgangspunkt i en gennemgang af centrale teorier og begreber inden for international politisk økonomi, herunder neorealistiske, neoliberalistiske, marxistiske og postkoloniale tilgange til internationalt samarbejde og konflikt. Disse perspektiver anvendes til at forklare udviklingen fra den liberale verdensorden, kendetegnet ved frihandel og multilateralt samarbejde, til en mere fragmenteret global økonomi, hvor stater i stigende grad prioriterer nationale interesser og sikkerhedspolitiske hensyn.
Global værdikædeanalyse introduceres som en central ramme for at forstå, hvordan produktion, handel og forbrug organiseres og reguleres på tværs af lande. Tilgangen anvendes til at undersøge, hvordan disse processer påvirkes af samspillet mellem stater, virksomheder og andre reguleringsaktører, herunder internationale organisationer, NGO’er og fagforeninger.
Empiriske eksempler anvendes til at illustrere centrale problemstillinger i analysen af regulering og organisering af globale værdikæder, herunder klimaforandringer, menneskerettigheder samt genbrug og cirkulær økonomi i det globale syd. Samtidig indgår en vurdering af styrker og begrænsninger ved forskellige teoretiske perspektiver og deres evne til at forklare, hvordan regulering af markeder og værdikæder påvirker økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed i et globalt perspektiv.
Kurset anlægger en tværfaglig tilgang, hvor perspektiver fra politisk økonomi, international politik og økonomisk geografi kombineres i analysen af globale handelsrelationer og værdikæder.
Se den fulde beskrivelse i kursuskataloget