Nyt forskningsprojekt: Hvad sker der, når forbrugere møder sælgere med indvandrerbaggrund?

Lektor ved CBS Milena Micevski har modtaget en Semper Ardens: Accelerate-bevilling fra Carlsbergfondet til at undersøge, hvad der sker i salgssituationer, når sælgeren er immigrant.

23/01/2023

Immigrant sales person in shop

At møde en sælger, der stammer fra et andet land, bag disken i en butik er ikke længere en undtagelse. Det er snarere noget, man forventer som kunde. For eksempel har EU i nogle år været en stor destination for immigranter, hvor omkring 10 % af indbyggerne er født i udlandet.

Men hvad sker der egentlig, når forbrugerne møder sælgere med en anden kulturel eller etnisk baggrund?

Et nyt forskningsprojekt på CBS skal bidrage til vores forståelse af interkulturelle salgsmøder i detailhandlen. Projektet er finansieret af en Semper Ardens: Accelerate-bevilling fra Carlsbergfondet på 4.591.096 DKK.

Påvirker oprindelsen effektiviteten?

"Tidligere forskning viser, at det er helt almindeligt, at vi har en stereotyp opfattelse af folk, der kommer fra anden kulturel og etnisk baggrund. Det er vores måde at forenkle verden omkring os på. For eksempel bliver spaniere traditionelt forbundet med varme og venlighed,” forklarer lektor Milena Micevski, der modtog legatet fra Carlsbergfondet.

"De overbevisninger, som vi har om andre sociale gruppers karakteristika, overføres intuitivt til vores indtryk af og vores reaktioner på de enkelte individer, der kommer med en ”anden” eller en udenlandsk baggrund. Derfor er der nogle spørgsmål, som endnu ikke er blevet besvaret på en systematisk måde: Hvad sker der, når forbrugere møder sælgere med en anden kulturel eller etnisk baggrund? Og har sælgernes oprindelse en indflydelse på effektiviteten af deres salgsteknikker,” siger Milena Micevski.

Overvinde barrierer for integration

Micevski forventer, at det nye forskningsprojekt vil bidrage med retningslinjer for, hvordan man kan overvinde barrierer for at integrere medarbejdere med forskellige kulturelle og etniske baggrunde i arbejdsstyrken.

Forskningen forventes også at bidrage til debatten, og at komme med løsninger til, at alle medlemmer af samfundet får lige muligheder for at deltage i økonomien og arbejdsmarkedet.

 

Kontakt:

Milena Micevski, lektor, tlf: 38152161, e-mail: mmic.marktg@cbs.dk

Marianne Bom, journalist, tlf.: +45 41852631, e-mail: mb.slk@cbs.dk

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 25/01/2024