Feltkursus i Afrika hjælper studerende med at håndtere globale udfordringer 

Ny forskning viser, at hvis man gerne vil udmærke sig i det internationale erhvervsliv - særligt i udviklingslandene - er det vigtigt, at man er åben overfor den virkelige verdens kompleksiteter og usikkerheder.

01/08/2023

uganda

Ny forskning fra CBS, som er baseret på et feltkursus i Uganda, viser, at den strukturerede og forudsigelige undervisning på mainstream erhvervsuniversiteter muligvis hindrer de studerende i at udvikle de afgørende kompetencer, der er behov for på den internationale erhvervsscene. 

”Vores forskning viser, at hvis man gerne vil udmærke sig på den internationale erhvervsscene, særligt i udviklingslandene, er det vigtigt, at man er åben overfor den virkelige verdens kompleksiteter og usikkerheder. At samarbejde med folk fra forskellige baggrunde er vigtigt,” siger lektor Søren Jeppesen fra Institut for Ledelse, Samfund og Kommunikation, som er medforfatter på artiklen "Learning Through Disruptions: Equipping Students to Cope With Challenging Contexts Through a Field-based Course in Africa".

Artiklen er baseret på et feltkursus for studerende på MSc in Business, Language and Culture (BLC), som hvert år tilbringer tre uger felten i Uganda, hvor de samarbejder med studerende fra det lokale erhvervsuniversitet Makerere University Business School (MUBS). 

Det feltbaserede kursus

Forskerne fandt ud af, at de studerende blev udfordret på deres normale vaner og antagelser af en række forstyrrelser, som omfattede intense sanselige oplevelser, uforudsigelighed samt behovet for at samarbejde med og lære af andre, selv når man føler sig utilpas. Det hjalp de studerende med at udvikle nogle vigtige kompetencer. 

Under feltarbejdet måtte de studerende fra CBS stole på de studerende fra MUBS, som var eksperter i den lokale kontekst; en øvelse, der også fremmede udviklingen af deres interkulturelle kompetencer. 

”Vores studerende får lov til at afprøve og udvikle deres kompetencer i et meget anderledes og udfordrende miljø og i omgivelser, der ligger meget langt fra det, de er vant til,” siger medforfatter og lektor Thilde Langevang fra Centre of Business and Development Studies.

Forskningen indikerer, at forstyrrelserne kan hjælpe de studerende med at tilegne sig vigtige kompetencer, og i artiklen foreslår forskerne desuden, at man skaber lignende læringsmiljøer mere lokalt. 

Fordele på lang sigt

At kunne forholde sig til forstyrrelser, flertydighed, kompleksitet og usikkerhed er en meget vigtig kompetence i vore dages dynamiske internationale erhvervsmiljø. Både ledere og medarbejdere skal navigere i besværlige problemstillinger, ofte under pres og i udfordrende omgivelser, der omfatter fysisk og/eller psykisk ubehag. 

Ifølge artiklen, der er udgivet i The Journal of Management Education, er de studerende, som har fuldført kurset, bedre rustet til at imødegå den type udfordringer. 

”En sådan tilgang er relevant i vores ustabile, usikre, komplekse og flertydige omgivelser, og det er noget, arbejdsgivere i stigende grad sætter pris på. Evnen til at ændre sine antagelser, hvilket kurset også træner dem i, er en meget vigtig forudsætning for ledelse med omtanke og selvrefleksion, hvilket gavner hele samfundet,” tilføjer Søren Jeppesen.

Forskningen understreger også behovet for mere opmærksomhed på anvendelse af teorier i den virkelige verden samt fordybende og eksperimenterende læringstilgange på universiteterne. 

”Erhvervsuniversiteter har brug for holistiske, virkelige, sanselige læringsoplevelser i mangfoldige kulturelle kontekster. Disse oplevelser aktiverer de studerendes tanker, hænder og hjerter, hvilket skaber engagement, modstandsdygtighed og en meningsfuld forståelse af teorierne. Det er vigtigt at styrke de studerendes erkendelse af deres afhængighed af andre, hvilket er livsnødvendigt i vore dages samarbejdende arbejdsmiljøer,” konkluderer lektor Maribel Blasco fra Institut for Ledelse, Samfund og Kommunikation. 

Læs artiklen Learning Through Disruptions: Equipping Students to Cope With Challenging Contexts Through a Field-based Course in Africa

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 07/08/2023