Gå til hovedindhold
Artikel

Tid­li­ge­re tysk vi­ce­kans­ler Ro­bert Ha­beck bli­ver ’Pro­fes­sor of Pra­cti­ce’ på CBS

Han stod midt i Europas energikrise. Nu tager han sine erfaringer fra den politiske frontlinje med ind i CBS' arbejde med at forstå og håndtere en ny geopolitisk virkelighed

Forfatter

Martine Mengers

Da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, blev Europas afhængighed af russisk energi pludselig langt mere end et spørgsmål om handel. Den blev et spørgsmål om sikkerhed.

Få oplevede den udvikling tættere på end Robert Habeck.

Som Tysklands vicekansler og økonomi- og klimaminister spillede han en central politisk rolle med at gøre Europas største økonomi mindre afhængig af russisk gas, samtidig med at den grønne omstilling blev fastholdt.

Nu bliver den tidligere tyske toppolitiker ’Professor of Practice’ på CBS, som er en professorstilling for personer med en markant karriere uden for universitetet, der bringer omfattende erfaring fra praksis ind i forskning og undervisning.

På CBS skal han bidrage til universitetets arbejde med geopolitik, sikkerhed og business gennem initiativet Geopolitics and Business Security og forskningsklyngen Geopolitics, Geoeconomics and Business Research. 

Målet er at tage sin erfaring fra de rum, hvor de store beslutninger træffes, med ind i forskning, uddannelse og virksomhedssamarbejde.

Geopolitik er rykket ind i bestyrelseslokalet

I løbet af de seneste år har vilkårene for erhvervslivet ændret sig grundlæggende.

Geopolitik er ikke længere noget, virksomheder kan overlade til udenrigsministerier og politiske analytikere. Krigen i Ukraine, rivaliseringen mellem USA og Kina, sårbare forsyningskæder og konkurrencen om energi, teknologi og kritiske råstoffer er blevet en del af den strategiske virkelighed, som virksomheder over hele Europa skal navigere i.

For Robert Habeck er energikrisen efter 2022 blot ét eksempel på en langt bredere udvikling.

”Energikrisen efter 2022 var en alvorlig trussel, men den var også en lokal krise. I løbet af de seneste tre år er tilliden til de globale markeder imidlertid blevet svækket, og det er ikke længere givet, at de globale markeder for energi og råstoffer, den internationale handelsorden eller den teknologiske udveksling vil fungere,” siger Robert Habeck.

Ifølge ham står Europa derfor ved et afgørende vendepunkt. Et kontinent, der har bygget sin velstand på international handel og økonomisk indbyrdes afhængighed, må nu forholde sig til, at de økonomiske relationer også er blevet strategiske relationer.

“Der findes ikke længere noget, der hedder ren handelspolitisk teori. Alt er blevet en del af en geopolitisk magtkamp” Robert Habeck
Pro­fes­sor of Pra­cti­ce på CBS

Europa skal omsætte usikkerhed til robusthed

Netop den virkelighed ønsker CBS at ruste fremtidens ledere til at navigere i.

Og i takt med at handelspolitik, energisikkerhed og teknologisk udvikling i stigende grad formes af geopolitiske interesser, må virksomheder også gentænke de beslutninger, de træffer.

”Der findes ikke længere noget, der hedder ren handelspolitisk teori. Alt er blevet en del af en geopolitisk magtkamp,” siger Robert Habeck.

Alligevel ser han ikke kun den nye usikkerhed som en trussel. Han ser også en mulighed for at opbygge nye styrker: 

”Europa har brug for sine egne teknologier, en vis grad af robusthed, når det gælder råstoffer, energieffektivitet, elektrificering og innovation generelt. Og det bliver politikernes opgave at skabe de rette rammevilkår. Ellers kommer det ikke til at lykkes.”

Udfordringen er derfor ikke at trække sig tilbage fra globaliseringen men at forstå de nye vilkår, den foregår under, siger han. 

”Der er ingen grund til at hænge med hovedet. I stedet skal vi analysere risici og omsætte dem til nye markedsmuligheder.”

Forskning og politik har mere til fælles, end man skulle tro

Springet fra centrum af europæisk politik til universitetsverdenen kan virke markant, men for Robert Habeck føles overgangen langt mere naturlig, end mange måske forestiller sig.

Siden han forlod politik, har han været tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) som senioranalytiker.  Efter hans opfattelse har forskning og politik et fælles formål, nemlig at forstå komplekse udviklinger, analysere risici og træffe velbegrundede beslutninger om fremtiden.

”For mig har praktisk politik – at træffe beslutninger, tage ansvar – og at reflektere over de bagvedliggende forhold og de større udviklingstendenser aldrig været hinandens modsætninger. I den forstand har balancen blot forskudt sig.”

Med tilknytningen til CBS bidrager Robert Habeck ikke kun med sin analytiske forståelse af Europas geopolitiske udfordringer. Han vil også bidrage med konkret erfaring fra sit arbejde, hvor han håndterede udfordringerne, mens de udspillede sig.

Ifølge Morten Frederiksen, dekan for forskning, innovation og samfundspåvirkning på CBS, er det netop den type erfaring, der kan udbygge både forskningen og dens relevans for samfundet.

”En af universitetets største kvaliteter er evnen til at kombinere solid forskning med praksis, og Robert Habeck har været direkte involveret i håndteringen af nogle af de mest afgørende geopolitiske og økonomiske udfordringer, Europa står overfor. Hans erfaring og globale perspektiv vil løfte vores forskning i geopolitik, geoøkonomi og business-sikkerhed markant og samtidig bidrage til en tættere dialog mellem forskning, erhvervsliv og samfund.”