Pensionskasser skaber innovation hos mindre virksomheder
Virksomheder, der har pensionskasser som investorer, søger i gennemsnit dobbelt så mange patenter og ansætter flere medarbejdere i forskning og udvikling, viser omfattende registerstudie fra CBS
Mindre virksomheder, som modtager investeringer fra pensionskasser, har en højere sandsynlighed for at udvikle nye teknologier og produkter – især grønne.
Korrelationen (den statistiske sammenhæng) er stærkest, når pensionskasserne går ind som langsigtede ejere og presser ledelsen til at tænke mere strategisk og langsigtet.
”Vi kan se, at virksomheder som har pensionskasser som investorer, i gennemsnit søger dobbelt så mange patenter, og deres andel medarbejdere der beskæftiger sig med forskning og udvikling, er fire procentpoint højere”, fortæller professor Dario Pozzoli, der er en af forfatterne bag studiet.
Sammen med to kolleger har han via danske registre gennemgået danske unoterede virksomheder – altså dem, der ikke er børsen. Kriteriet har været, at de skulle have mindst ti medarbejdere ansat, og omkring 117.000 virksomheder indgår i undersøgelsen.
Første større studie
Studiet er den første dybdegående analyse af, hvordan pensionskassers investeringer påvirker innovation i mindre danske unoterede virksomheder.
”Pensionskasser er i dag blandt de største kapitalforvaltere i mange lande, også i Danmark. Herhjemme svarer pensionsformuen faktisk til mere end det dobbelte af landets BNP” fortæller Dario Pozzoli og fortsætter:
”Samtidig er pensionskassernes investeringer i danske virksomheder vokset med mere end 50 procent over de seneste 10 år. Deres investeringer kan derfor have reel betydning for, hvilke virksomheder der vokser, og hvilke projekter der bliver realiseret. Som udgangspunkt har de mindre virksomheder begrænset adgang til langsigtet kapital i forhold til børsnoterede selskaber. Men samtidigt udgør de en meget stor del af dansk erhvervsliv, og derfor er de interessante,” forklarer CBS-forskeren.
“Nu har vi nogle data, der viser, hvad pensionsselskabernes investeringer betyder for mindre virksomheder. Det er også vigtigt i en politisk debat om regulering” Dario Pozzoli
Professor
Kapital og krav skaber udvikling
Forskernes studie viser, at der er en direkte sammenhæng mellem investeringen og virksomhedens innovation. Jo længere tid – gerne op til fem år – der sendes penge mod virksomheden, jo mere innovation udvikler den.
Pensionsselskaberne spiller imidlertid ikke kun en rolle i forhold til selve kapitaltilførslen. De bidrager de også med governance og påvirker i et vist omfang den daglige ledelse.
”Vores resultater peger på, at det i højere grad gør sig gældende blandt virksomheder, der er på mindre konkurrenceprægede markeder siger Dario Pozzoli.
Ifølge forskerne viser resultaterne, at pensionskasser kan blive en endnu vigtigere brik i finansieringen af innovation fremover – især i en tid med stigende behov for investeringer i grøn teknologi, digitalisering og langsigtet bæredygtig udvikling.
Pensionskasser kan få vigtig rolle
”Nu har vi nogle data, der viser, hvad pensionsselskabernes investeringer betyder for mindre virksomheder. Det er også vigtigt i en politisk debat om regulering. Hvis man lægger for stramme rammer for, hvordan pensionsmidler må investeres, kan man begrænse finansieringen af innovative virksomheder, påpeger Pozzoli.
Han og de to kolleger peger på, at deres resultater er relevante for både virksomheder, investorer og politikere, der diskuterer, hvordan Danmark bedst finansierer den grønne omstilling og fastholder sin konkurrenceevne.
Studiet hedder ‘Pension Fund Investment and Firm Innovation’ og er publiceret i Journal of Corporate Finance.
Forfatterne er David Pinkus, Dario Pozzoli og Cédric Schneider, alle fra CBS.
Om studiet
- Blandt konklusionerne i “Pension Fund Investment and Firm Innovation”:
- Virksomheder, der modtager investering fra pensionskasser, søger omtrent dobbelt så mange patenter.
- Virksomheder, der modtager investering fra pensionskasser, har i gennemsnit omkring 4 procentpoint højere andel af medarbejdere, der beskæftiger sig med forskning og udvikling.
- Korrelationen varierer på tværs af sektorer og er svagere i brancher med hård konkurrence.
- Når investeringerne har ekstra positiv effekt hos virksomheder, der arbejder med grønne teknologier, skyldes det ifølge forskerne, at netop den branche ofte kræver langsigtet kapital.
Om forskeren
- Dario Pozzoli er professor ved Institut for Økonomi på CBS.
Han forsker blandt andet i:
- hvordan arbejdsmarkeder og virksomheders beslutninger og offentlig politik spiller sammen og påvirker lønninger, innovation, produktivitet og international handel
- hvordan rekruttering, diversitet og global konkurrence påvirker virksomheders evne til at vokse og omstille sig – både i Danmark og internationalt.