CBS-professor får prestigefyldt ERC-bevilling til at undersøge den grønne økonomis paradoks
CBS-professor Stefano Ponte har modtaget ERC Advanced Grant fra European Research Council (ERC)
Vi er omgivet af grønne produkter. Kaffe dyrket med omtanke for klimaet. Biodynamisk vin produceret med respekt for naturen. Biobrændstoffer, der skal gøre transporten mere bæredygtig.
Alligevel fortsætter udledningerne med at stige, biodiversiteten med at falde og presset på naturressourcerne med at vokse.
Så hvad er det egentlig, vi mener, når vi kalder noget grønt?
Det spørgsmål skal professor i international politisk økonomi Stefano Ponte fra Institut for Ledelse, Samfund og Kommunikation ved CBS undersøge.
Han har netop modtaget det prestigefyldte European Research Council (ERC) Advanced Grant, en bevilling som gives til etablerede forskere med en enestående forskningskarriere og banebrydende idéer.
Med en bevilling på 2,5 mio. euro til det femårige projekt GreenWorlds vil Stefano Ponte undersøge, hvordan virksomheder, myndigheder, brancheorganisationer og civilsamfundet er med til at forme vores forståelse af den grønne omstilling i globale værdikæder. Projektet skal også kaste lys over, hvordan disse forestillinger omsættes til handling, og hvilke økonomiske og miljømæssige konsekvenser de får.
“At modtage en ERC Advanced Grant er både en stor ære og en unik mulighed. Personligt er jeg utrolig stolt, fordi bevillingen anerkender mange års forskning og samarbejde med kolleger. Professionelt giver den frihed og ressourcer til at forfølge en forskningsdagsorden, som ellers ville være vanskelig at gennemføre,” siger Stefano Ponte og fremhæver, at han samtidig glæder sig til at samle et stærkt forskerhold omkring projektet.
“Det er en sjælden mulighed for at skabe et miljø, hvor vi kan udvikle nye idéer og udfordre eksisterende forståelser af den grønne økonomi.” Stefano Ponte
Hvem får gavn af det grønne?
I de seneste år er bæredygtighed blevet en stadig vigtigere del af den globale økonomi. Men grøn omstilling er ikke længere blot et spørgsmål om etik eller miljøhensyn. Det er også blevet en måde at skabe eller fastholde værdi på.
Det gælder blandt andet i markeder for kaffe, vin, avocadoer og biobrændstoffer – de fire værdikæder, som GreenWorlds skal følge fra producenter i Argentina, Etiopien, Indonesien, Sydafrika og Italien til forbrugere i Europa.
Projektet tager afsæt i et spørgsmål, som ifølge Stefano Ponte ofte overses i debatten om grønne omstillinger: Hvem definerer egentlig, hvad der er grønt, og hvem får gevinsterne?
“Jeg håber, at GreenWorlds grundlæggende vil ændre vores forståelse af den grønne økonomi. Meget af den eksisterende forskning forklarer grønne omstillinger enten ud fra økonomiske interesser og magtforhold eller ud fra miljøværdier og normer. Dette projekt bringer de to perspektiver sammen,” siger han.
”Vi undersøger, hvordan forskellige idéer om, hvad der tæller som grønt, bliver mobiliseret til at skabe, retfærdiggøre og indfange værdi i globale værdikæder. GreenWorlds ønsker dermed at åbne et nyt forskningsspor om de materielle og normative grundlag for moderne kapitalisme samt om mulighederne for og begrænsningerne ved grønne omstillinger af økonomien.”
Grøn omstilling under pres
Projektet lanceres på et tidspunkt, hvor grønne omstillinger er blevet genstand for stadig større politisk modstand både i Europa og globalt.
Mens erhvervsliv og regeringer fortsat investerer massivt i grønne løsninger, vokser samtidig kritikken af, om de eksisterende initiativer faktisk skaber de nødvendige miljøforandringer. Der er også debat om, hvorvidt en grøn transformation med gennemgribende ændringer af økonomiske, sociale, teknologiske og institutionelle systemer er nødvendig, eller om en gradvis grøn omstilling er tilstrækkelig.
Ifølge Stefano Ponte gør det GreenWorlds særligt aktuel.
“Regeringer, virksomheder og civilsamfund kæmper med at håndtere klima- og biodiversitetskriserne, men samtidig er der voksende uenighed om, hvad grønt egentlig betyder, og hvem de nuværende bæredygtighedsinitiativer gavner.”
Han håber, at projektet kan bidrage med ny viden til både beslutningstagere, virksomheder og organisationer.
“Jeg håber, at GreenWorlds kan hjælpe politikere, erhvervslivet og civilsamfundet med at skelne mellem de grønne transformationer, der kan skabe meningsfulde miljøforandringer, og de grønne omstillinger, der primært reproducerer eksisterende mønstre for kapitalakkumulation og ulighed.”