Gå til hovedindhold
Artikel

Byd for­skerån­den vel­kom­men i virk­som­he­den

For erhvervslivet er der stor værdi at hente, når ledere forstår, at det er konkrete udfordringer, der vækker medarbejdernes “forskergen” og får dem til at forfølge løsninger, snarere end det er økonomiske mål i sig selv.

Innovation
Forfatter

CBS Efteruddannelse

En gang om måneden giver forskere på Copenhagen Business School Børsens læsere et aktuelt og forskningsbaseret perspektiv på de udfordringer, ledere står med.

Denne gang skriver Professor Signe Vikkelsø, Professor Alan Irwin (også tilknyttet AU) og Postdoc Sunny Mosangzi Xu om, hvordan erhvervslivet kan lade sig inspirere af forskeres måde at arbejde på, når man skal styrke innovation og vidensdeling i organisationer.

I årtier har vi diskuteret betydningen af videnssamfundet og anerkendt vigtigheden af viden og innovation for samfund og erhvervsliv. Adskillige af nutidens store erhvervssuccesser bygger på forskning og udvikling af banebrydende løsninger. Tesla overhalede konkurrenterne ved hjælp af visionær fundraising og en betydelig forskningsindsats. Novo Nordisk har netop taget hul på et nyt forretningsmæssigt eventyr baseret på årtiers forskning i lægemidler til behandling af fedme.

Tre centrale egenskaber

Desværre lider vores sprog ofte af klichéer, der står i vejen for en god forståelse af, hvordan man leder forskere og forskningsprocesser. Forskere bliver ofte kaldt ”nørder”, ”primadonnaer” eller ”ensomme genier”. Men selvom forskere kan være krævende at arbejde med, besidder de en række egenskaber, som er værdifulde og attraktive i en verden, der bliver stadig mere kompleks og usikker at navigere i for virksomheder og organisationer. Vi vil her fremhæve tre træk, som forskere typisk værdsætter hos hinanden og som også kan være gavnlige i de fleste virksomheder: vedholdenhed, samarbejde og håndtering af usikkerhed.

“Virksomhedsledere, som opmuntrer intern debat, gør sig mindre sårbare overfor fejllæsninger af deres marked og muligheder ” Signe Vikkelsø, Alan Irwin & Sunny Mosangzi Xu

Et vellykket forskningsresultat kræver vedholdende arbejde med konkrete spørgsmål. Forskere drives af den udfordring, der ligger i uløste gåder, snarere end af generelle mål som at være ”best in class” eller opnå en bestemt vækstrate. Når først deres nysgerrighed er tændt, kan de være svære at stoppe, før svaret er fundet. Også for erhvervslivet er der stor værdi at hente, når ledere forstår, at det er konkrete udfordringer, der vækker medarbejdernes ”forskergen”, og får dem til at forfølge løsninger, snarere end det er økonomiske mål i sig selv.

Teamwork er afgørende: Gode forskere ved, at de ikke ved alt og opsøger kollegaer, der kan bidrage med manglende brikker i puslespillet. Langsigtet teamwork udgør rygraden i videnskabelige gennembrud, og forskere vil ofte gå langt for at bidrage til kollektivet på tværs af personlige baggrunde og kulturer. Samtidig er det en indbygget præmis i forskning, at man ikke kun producerer forskningsfremskridt her og nu, men også uddanner talenter, der kan bidrage og videreføre kompetencerne. Gode forskningsledere forstår at kombinere holdpræstationer med et øje for talentudvikling, så kompetencerne vedligeholdes.

Usikkerhed håndteres gennem debat: Forskere er gode til at acceptere usikkerhed som en præmis. Både med hensyn til at identificere og løse komplekse eller uklare problemer, og hvad angår evnen til at tåle fiaskoer, frustrationer og endeløs kritik fra kollegaer og andre. Selv en Nobelprisvinders videnskabelige arbejde kan blive afvist af toptidsskrifter. Og de fleste Nobelprisvindere ville se det som en styrke ved forskningssystemet. Gode forskningsmiljøer har en debatkultur, der går efter bolden og ikke manden. De sætter pris på feedback, som peger på det uigennemtænkte eller uklare, for her gemmer sig nye indsigter. Virksomhedsledere, som opmuntrer intern debat, gør sig mindre sårbare overfor fejllæsninger af deres marked og muligheder.

“Virksomheder kan lære af, hvordan forskerne tryktester beslutninger og finder utraditionelle løsninger gennem teamwork, debatkultur og vedholdenhed.” Signe Vikkelsø, Alan Irwin & Sunny Mosangzi Xu

Vedholdenhed, teamwork og håndtering af usikkerhed har også været vigtige egenskaber i udviklingen af vægtkontrolmedicinen Wegovy, der har været med til at gøre Novo Nordisk til Europas mest værdifulde virksomhed. Lotte Bjerre Knudsen, Chief Scientific Advisor hos Novo Nordisk, har været central i udviklingen af Wegovy og i årtier forfulgte hormonernes rolle i appetitreguleringen, også selvom virksomhedens hovedfokus var på insulin. Selv nu, hvor indtægterne fra Wegovy og Ozempic er enorme, prioriterer hun at skaffe midler til nye forskningsprojekter frem for personlig fortjeneste. Denne prioritering kan overraske mange ledere i erhvervslivet, hvor præstationsløn og individuelle bonusprogrammer er standard. Men forskere motiveres typisk ikke primært af penge, men af at løse gåder.

Hvad ledere kan lære af forskere

Erhvervslivet er ved at opdage værdien af egenskaberne ved forskning og forskere. Ledelsesforskeren Andrew McAfee argumenterer for, at nøglen til succesfulde virksomheder som Tesla ligger i en ”geek culture”, hvor videnskab er en central værdi, kombineret med principper om ejerskab, åbenhed og tempo. Ledere kan vinde meget ved at adoptere forskernes arbejdsmetoder. Beslutninger bør ikke accepteres, bare fordi de kommer fra den bedst betalte øverst i hierarkiet, men fordi de er baseret på solid viden og dømmekraft. Samtidig skal man rette fokus mod de ”genstridige problemer” og søge ukonventionelle løsninger. Disse kvaliteter bør være til stede ikke blot i topledelsen, men i hele organisationen.

I den udfordrende konkurrence mellem teknologiske muligheder, samfundsmæssige behov og nye forretningsområder kan virksomheder drage nytte af, hvordan forskere opsøger viden og forfølger ideer. Ligeledes kan de lære af, hvordan forskerne tryktester beslutninger og finder utraditionelle løsninger gennem teamwork, debatkultur og vedholdenhed. I mange virksomheder er det almindeligt at holde information tæt på kroppen for at beskytte forretningshemmeligheder. Dette kan imidlertid begrænse den udveksling af viden, som er afgørende for at udvikle nye ideer og løsninger. 

“For den enkelte leder kan det føles som kontroltab at invitere forskerånden ind i organisationen ” Signe Vikkelsø, Alan Irwin & Sunny Mosangzi Xu

For den enkelte leder kan det føles som kontroltab at invitere forskerånden ind i organisationen. Ideen er dog ikke at opgive ledelse og styring, men at fremme en virksomhedskultur, der vægter viden, indsigt, debat og eksperimenter. Her kan vi alle lære af forskernes evne til at finde ukonventionelle løsninger på genstridige problemer. Det er sandsynligt, at de samme ledelseskvaliteter, som skaber god forskning, også bringer medarbejdernes viden og nysgerrighed bedre i spil.

LEDELSE I FOKUS

Ved at kombinere erhvervsøkonomi med en dyb forståelse af samfundsmæssige udfordringer klæder CBS nuværende og fremtidige ledere på til at sætte retning og skabe ansvarlige resultater i samarbejde med andre.

Din vej til mere viden

Fandt du dette interessant? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få adgang til endnu mere af vores forskning og til vores events. 

CBS Efteruddannelse adresserer de store samfundsudfordringer og giver dig mulighed for at lære gennem undervisning og events, som bygger på forskning tæt forbundet med din hverdag. 

Udfyld formularen og få:

  • Personlige invitationer event invitationer
  • Adgang til vores nyeste forskning, når det udkommer i form af artikler, podcast, video
  • Mere viden om vores efter- og videreuddannelse