CBS fastholder plads blandt verdens førende inden for casebaseret undervisning
Casebaseret undervisning tager udgangspunkt i problemstillinger fra virkeligheden og træner de studerende i at analysere, diskutere og anvende teori i praksis. På CBS er undervisningsformen udbredt, og igen i år placerer CBS sig blandt de ti mest indflydelsesrige institutioner i verden inden for cases
Når studerende arbejder med en case, får de ikke nødvendigvis et problem med ét rigtigt svar. I stedet skal de analysere en konkret situation, anvende deres teoretiske viden og argumentere for forskellige mulige løsninger.
Det er netop en af fordelene ved casebaseret undervisning, fortæller Anna Thomasson, uddannelsesdekan på CBS. Hun har selv mange års erfaring med undervisningsformen og har blandt andet været med til at udvikle caseundervisning på Lund Universitet og har også erfaring med at coache caseteams.
”De studerende udvikler sig meget, når de arbejder casebaseret. Når de skal bruge teorien til at løse konkrete problemstillinger, får de en dybere forståelse af stoffet, samtidig med at de træner deres analytiske kompetencer. Undervisningen bliver også meget mere dynamisk, fordi de studerende selv bidrager mere til diskussionen og er med til at forme den,” fortæller Anna Thomasson.
Casebaseret undervisning betyder derfor også, at undervisningen sjældent udvikler sig på præcis samme måde fra hold til hold. De studerendes analyser, spørgsmål og perspektiver er med til at forme diskussionen og hvilke dele af en problemstilling der bliver undersøgt i dybden.
”Det gør undervisningen mere levende og varieret. Som underviser ved man ikke nødvendigvis på forhånd, præcis hvor diskussionen ender. De studerende udfordrer hinanden og underviseren, og det kan både gøre det sjovere at undervise og sjovere at blive undervist,” siger Anna Thomasson.
CBS-cases bruges verden over
Cases udviklet af undervisere på CBS bruges på universiteter og handelshøjskoler verden over.
Det kan man se i The Case Centre Impact Index 2026, hvor CBS ligger på en 10.-plads blandt verdens mest indflydelsesrige institutioner inden for casebaseret undervisning.
Årets placering betyder samtidig, at CBS har været blandt de 15 højest placerede institutioner i verden i samtlige fire år, siden The Case Centre introducerede sit Impact Index i 2023.
CBS blev nummer ni i både 2023 og 2025 og nummer 11 i 2024. Med årets 10.-plads fastholder CBS dermed sin position blandt verdens førende institutioner målt på, hvor meget deres undervisningscases bruges internationalt.
Nordiske perspektiver på ledelse og bæredygtig business
Mange af CBS’ cases udvikles gennem Nordic Case House og CBS Free Case Collection. Mange af dem tager udgangspunkt i problemstillinger fra virksomheder og organisationer og belyser dem fra nordiske perspektiver blandt andet ledelse, bæredygtighed, etik og ansvarlig business.
De studerende får mulighed for at arbejde med komplekse problemstillinger fra virkeligheden. Samtidig bliver forskning og faglige perspektiver fra CBS til undervisningsmateriale, der også kan anvendes uden for CBS.
At CBS år efter år ligger højt på The Case Centre Impact Index viser, at materialet finder vej til undervisningslokaler verden over.
”Placeringen viser, at vores cases bliver brugt langt ud over CBS. Det er med til at præsentere nordiske perspektiver på ledelse og bæredygtig business internationalt. Men det vigtigste ved cases er, hvad de gør i undervisningen: De får de studerende til selv at analysere, diskutere og omsætte teori til konkrete problemstillinger. Det er dér, undervisningsformen virkelig har sin styrke,” siger Anna Thomasson.
Fakta
- CBS er nr. 10 på The Case Centre Impact Index 2026.
- CBS har været blandt de 15 bedst placerede institutioner hvert år, siden indekset blev introduceret i 2023.
- CBS’ placeringer er nr. 9 i 2023, nr. 11 i 2024, nr. 9 i 2025 og nr. 10 i 2026.
- CBS’ cases bruges på universiteter og business schools verden over.
- Mange cases udvikles gennem Nordic Case House og CBS Free Case Collection med fokus på blandt andet nordisk ledelse og bæredygtig business.