Udviklingen af en ny model for livslang læring

En banebrydende model for livslang læring kaldet CBS Kontinuum er under udvikling på CBS.

 
30/06/2021

Nutidens studerende kan forvente at blive omkring 100 år gamle. De skal formentlig være på arbejdsmarkedet til de er mindst 75 og vil i deres omkring 60 år i arbejde have 2-3 forskellige karrierer.

Dekorativt

Summary

En banebrydende model for livslang læring kaldet CBS Kontinuum er under udvikling på CBS. Initiativet udspringer bl.a. af en samfundsudvikling, som betyder, at mennesker fremover vil være på arbejdsmarkedet til de er 75 år, og have en karriere, der strækker sig over seks årtier. Og hvor det at være lærende bliver det kontinuerlige i livet i lige så høj grad som karrieren. I pilotprojekter tester CBS løbende de tanker og ideer, der vokser ud af Kontinuum-arbejdet – senest bl.a. et nyt samtaleformat, hvor CBS-forskere møder kulturpersonligheder, politikere og erhvervsfolk.

 

For at imødekomme den udvikling er det nødvendigt med læringstilbud, der rækker langt ud over det, universitetet tilbyder i dag. Det nuværende system er sat op til, at man lærer som forberedelse til sit første job, hvorefter man holder op med at lære – bortset fra måske på et tidspunkt at supplere med en Master-uddannelse.

Det er baggrunden for, at der på CBS bliver arbejdet intenst på udviklingen af en ny model for livslang læring. Fuldt udviklet og implementeret vil CBS Kontinuum (CBS K) – som initiativet kaldes – vende op og ned på den måde, CBS og samfundet i det hele taget griber livslang læring an på.

En af grundtankerne i CBS K er, at det at være lærende bliver det kontinuerlige i ens liv i lige så høj grad som karrieren. Men det bliver ikke lige ud ad landevejen at nå dertil. Det forudsætter bl.a. langt større interaktion mellem CBS og samfundet, understreger Rasmus Johnsen, lektor, ph.d. og prodekan for livslang læring på CBS.

”Som universitet skal vi bl.a. blive bedre til at facilitere læring i forskellige sektorer, og i stedet for udelukkende at levere akademisk viden, skal vi også bidrage med akademiske værdier og hjælpe med at nyttiggøre dem.”

Forskning til samfundet

Et eksempel herpå er dannelsen af læringsfællesskabet Bowline i restaurationsbranchen, som inkluderer flere førende københavnske restauranter. I samarbejde med ledende personer i branchen nedsatte CBS bl.a. en arbejdsgruppe om økonomisk overlevelse i en Coronatid med deltagelse af revisionseksperter, restaurationsejere og forskere fra CBS. En anden arbejdsgruppe havde fokus på køn og diversitet, og her deltog repræsentanter for fagforeninger og Hotel- og Restaurantskolen, foruden restaurantejere og CBS-forskere.

I arbejdet med at udvikle CBS K kommer der løbende nye ideer og koncepter til verden. De mest lovende bliver testet i konkrete pilotprojekter, der bl.a. har fokus på nye måder at skabe interaktion mellem CBS og samfundet. 

Det gælder fx pilotprojektet City Lights. På grund af Corona kunne man ikke længere mødes inden døre – og løsningen blev gåture. I City Lights-projektet blev CBS-forskere sat sammen med bl.a. kunstnere, kulturpersonligheder, politikere og erhvervsledere, og sammen gik de i små grupper mellem forskellige restauranter, hvor de fik lidt at spise og drikke og bl.a. diskuterede, hvordan Corona-pausen kunne bruges konstruktivt som et reflektionsrum for genåbningen af byen.

”Op til sommerferien 2021 havde knap 100 mennesker deltaget i gåturene, og det nye samtaleformat har vist sig så givende for deltagerne, at det fortsætter hen over efteråret og muligvis videre frem,” siger Rasmus Johnsen.  

Vi ser en model for os, hvor vores lærende indgår i en vedvarende relation til universitetet og kontinuerligt opdaterer deres viden og færdigheder – fra første dag som studerende til sidste dag på arbejdsmarkedet

Livslang relation

Rasmus Johnsen fortæller, at de opsamlede erfaringer fra pilotprojekterne indgår i det videre arbejde med udviklingen af CBS K. Og der begynder at tegne sig et billede af, hvordan den nye model for livslang læring vil tage sig ud i sin endelige form.   

”Vi vil gerne nærme os en holistisk forståelse af livslang læring, som kombinerer ”employability” med personlig udvikling og samfundsengagement.  Et engagement, der kan skabe forandringer og løsninger til gavn for en bæredygtige, demokratiske samfundsudvikling,” siger han og fortsætter:

”Vi ser en model for os, hvor vores lærende indgår i en vedvarende relation til universitetet og kontinuerligt opdaterer deres viden og færdigheder – fra første dag som studerende til sidste dag på arbejdsmarkedet.”

CBS Kontinuum forventes at gå i luften medio 2022.

Vil du vide mere?

Kontakt Rasmus Johnsen for mere information rj.mpp@cbs.dk.   

 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 06/07/2021