Profil
CBS har et særligt ansvar for at formidle viden og nye idéer til fremtidens virksomhedsledere og til samfundet generelt. Det største bidrag er forskning og forskningsbaseret uddannelse. Derfor er investering i forskning og høj videnskabelig standard afgørende for CBS’ bidrag til samfundet.
Vi arbejder med to fokuserede indsatsområder for at realisere CBS' strategi:
- Ansvarlig forretningsudvikling
- Fremtidssikring af kompetencer
Vi trækker på vores nordiske rødder for at tage ansvar for at drive samfundsforandringer og skabe rum for udvikling gennem selvrefleksion og engagement i et mangfoldigt læringsfællesskab.
Vores forskere og undervisere har opnået et globalt ry for forsknings- og undervisningsmiljøer af høj kvalitet på tværs af fagområder. Det forpligter os til at adressere store samfundsudfordringer i vores forskning og styrke de transformative kompetencer hos studerende, dimittender og ledere i erhvervslivet.
Strategi
CBS' profil
“Med CBS’ globale profil følger et ansvar for at bidrage til at udvikle transformative kompetencer hos studerende, dimittender og ledere i erhvervslivet gennem uddannelsesaktiviteter og muligheder for livslang læring.” We transform society with business
Nøgletal og rapporter (Panel content)
CBS er internationalt anerkendt for forskning og undervisning af høj kvalitet, både inden for de enkelte fagområder og på tværs af discipliner.
Internationalt samarbejde (Panel content)
Sammen med andre universiteter, offentlige aktører, civilsamfundet og særligt erhvervslivet engagerer CBS sig i både kendte og uforudsete udfordringer for at skabe transformative løsninger, der kan bidrage til en bedre fremtid.
Uddannelseskvalitet (Panel content)
CBS har en vision om høj uddannelseskvalitet for at sikre, at vores studerende og dimittender lever op til højeste internationale niveau.
God videnskabelig praksis (Panel content)
Praksisudvalg
For at fremme god videnskabelig praksis arbejder Praksisudvalget på at informere om Det danske kodeks for integritet i forskning og Singapore Statement on Research Integrity som begge støttes af CBS. Derudover kan Praksisudvalget vælge at supplere med normer, der er relevante for den konkrete forståelse af god forskningspraksis.
Praksisudvalget kan modtage klager over tvivlsom forskning udført af forskere ansat på CBS fra alle parter – både interne og eksterne. Klager behandles, så længe de ikke er forældede, anonyme eller åbenlyst grundløse.
Medlemmer
CBS’ Akademisk Råd udpeger medlemmerne af Praksisudvalget, som består af en formand og to faste medlemmer. Udvalget kan vælge at supplere den faglige kapacitet med en eller to eksperter efter behov.
- Formand: Søren Friis Hansen (BHL), personlig stedfortræder: Christina Tvarnø (BHL)
- Medlem: Christina Lubinski (BHL), personlig stedfortræder: Mogens Kamp Justesen (EGB)
- Medlem: H.C. Kongsted (SI), personlig stedfortræder: Torsten Ringberg (MARKT)
Named Persons
Named Persons på CBS er uafhængige, erfarne forskere, som kan vejlede og rådgive medarbejdere på CBS om god forskningspraksis. Named Persons er uafhængige af Praksisudvalget (hvor de ikke kan være medlemmer) og af direktionen.
Medarbejdere kan kontakte Named Persons, hvis de har spørgsmål til deres egen eller andre forskeres adfærd. Named Persons kan i sådanne tilfælde drøfte den konkrete sag og rådgive om mulige næste skridt, herunder etablere mægling mellem de involverede parter.
Named Persons er forpligtet til at behandle al dialog med individuelle medarbejdere fortroligt. At drøfte en sag med Named Persons fører derfor ikke i sig selv til, at der oprettes en sag i Praksisudvalget
Named Persons udpeges af Akademisk Råd.
- Morten Lau (ECO)
- Signe Vikkelsø (IOA)
CBS gennem mere end 100 år
Milepæle i CBS' historie
CBS i dag (Panel content)
'We transform society with business'
“CBS skal være med til at løse store udfordringer og transformationer, som samfundet står over for” Peter Møllgaard
Rektor
Triple Crown - Tre internationale akkrediteringer
- AACSB (Association to Advance Collegiate Schools of Business): CBS blev akkrediteret 1. august 2011 som den første business school i Skandinavien
- EQUIS (European Quality Improvement System): CBS har været akkrediteret siden 2000
- AMBA (Association of MBAs): CBS har været akkrediteret siden 2007
Triple Crown-status gives til færre end 150 uddannelsesinstitutioner på verdensplan.
CBS er desuden det danske medlem af CEMS – The Global Alliance in Management Education og medlem af Partnership in International Management (PIM).
CBS i tal
Copenhagen Business School (CBS) er en internationalt anerkendt business school med stærke rødder i den nordiske samfundsmodel. På CBS er vi med til at forandre samfundet gennem erhvervslivet.
Med vores omfattende forskning og brede udvalg af uddannelser klæder vi fagfolk og ledere i både den private og offentlige sektor på til at gøre en forskel.
2025-2000 (Panel content)
2000
Handelshøjskolen åbner det nye erhvervsøkonomiske fakultet på Solbjerg Plads. Arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen har tegnet den nye bygning på 27.500 m², som rummer et moderne bibliotek, en boghandel, et IT-center og størstedelen af det erhvervsøkonomiske fakultets 15 institutter.
Handelshøjskolen har gennem det meste af sin historie været spredt på utallige adresser, men er nu samlet inden for et forholdsvis lille område i hjertet af Frederiksberg. Samme år opnår Handelshøjskolen sin første EQUIS-akkreditering.
Foto: Martin Sørensen
2003
En ny bestyrelse med eksterne medlemmer
Blot få måneder efter sin tiltrædelse tager den nyudnævnte undervisningsminister Helge Sander initiativ til at ændre den eksisterende universitetslov. Den nye lov bliver vedtaget i maj 2003 med et stort flertal i Folketinget. Den nye arbejdsdeling og struktur betyder, at Repræsentantskabet, Handelshøjskolens øverste kollegiale organ, bliver nedlagt i slutningen af 2004. Det erstattes af en ny bestyrelse med eksterne medlemmer, som står til ansvar over for ministeren, og som løbende skal indgå udviklingskontrakter med ministeriet. Formand for CBS' nye bestyrelse bliver Anders Knutsen, tidligere administrerende direktør for B&O. Samtidig bliver Akademisk Råd oprettet, mens studienævnene fortsætter.
En mindre navneændring
Handelshøjskolen ændrer endnu en gang sit navn en smule og hedder nu 'Copenhagen Business School – Handelshøjskolen i København'.
CBS Case Competition ser dagens lys
I 2002 afholdes den første af mange CBS Case Competitions med stor succes. Konkurrencen bliver en årligt tilbagevendende begivenhed og udvikler sig til en vigtig begivenhed på CBS.
2005
Lancering af det internationale GLOBE-program
Et nyt udvekslingsprogram bliver oprettet for de dygtigste studerende på bacheloruddannelsen BSc in International Business. Programmet får navnet Global Learning Opportunities in Business Education (GLOBE) og bygger på et nyt samarbejde mellem tre universiteter på tre forskellige kontinenter: Chinese University of Hong Kong, University of North Carolina og Copenhagen Business School. Hvert år bliver omkring 15 studerende udvalgt til at deltage i programmet, hvor de får mulighed for at tilbringe fire måneder på hvert af de tre universiteter.
Byggeriet af Kilen står færdigt
I efteråret 2005 står Kilen færdig. Bygningen er tegnet af arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg og bliver et arkitektonisk højdepunkt i Handelshøjskolens bygningshistorie.
2009
Finn Junge-Jensen fratræder som rektor
Efter mere end 20 år på posten fratræder Finn Junge-Jensen som rektor. Som ny rektor udpeges svenske Johan Roos, der kommer fra en stilling som professor i strategi og dekan ved Stockholm School of Economics.
2011
Copenhagen Business School opnår Triple Crown-akkreditering
I 2006 bliver Copenhagen Business School kåret som nordisk mester i kvalitetssikring ved en nordisk konference om kvalitetssikring i Helsinki. CBS har allerede den europæiske EQUIS-akkreditering og søger nu om akkreditering hos amerikanske Association to Advance Collegiate Schools (AACSB) og britiske Association of MBAs (AMBA). Målet er at opnå den prestigefyldte Triple Crown-akkreditering og blive en del af verdenseliten blandt business schools. I 2011 opnår CBS Triple Crown – et internationalt kvalitetsstempel, som kun få universiteter i verden har opnået.
Rektor Johan Roos forlader Copenhagen Business School
Efter en periode med konflikter på CBS fratræder Johan Roos som rektor i marts 2011. Kort efter træder bestyrelsesformand Anders Knutsen tilbage for at skabe ro omkring universitetet. Forskningsdekan Alan Irwin bliver midlertidigt udpeget som rektor for CBS, mens Nordeas administrerende direktør Peter Schütze bliver ny bestyrelsesformand.
2012
Per Holten-Andersen tiltræder som rektor for Copenhagen Business School
Per Holten-Andersen bliver ny rektor for CBS og afløser dermed Alan Irwin. Han kommer fra en stilling som dekan ved Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
Copenhagen Business School vedtager Business in Society-strategien
CBS præsenterer en omfattende strategi, der skal omsætte universitetets værdier til konkrete strategiske initiativer. Strategien får navnet Business in Society og slår fast, at CBS er et erhvervsuniversitet, der arbejder for at løse samfundets store udfordringer ved at sikre, at forskning og undervisning fortsat er relevant for samfundet.
2017
100-års jubilæum og en ny strategisk ramme
I 2017 fejrer CBS sit 100-års jubilæum. Universitetet blev grundlagt i 1917, og jubilæet markeres med udgivelsen af jubilæumsbogen '100 Years of CBS' og en række festlige arrangementer.
I 2017 har CBS 22.829 indskrevne studerende. Universitetet har desuden 673 fastansatte videnskabelige medarbejdere på fuld tid og 649 administrative medarbejdere.
2020
Ny overordnet strategi – 'We transform society with business'
I 2020 vedtager CBS' bestyrelse en ny overordnet strategi, der markerer et skifte mod, at CBS' forskning og uddannelse i endnu højere grad skal bidrage aktivt til at løse store globale udfordringer – herunder den grønne omstilling, digitalisering og bæredygtig ledelse.
2021
Lancering af ‘Nordic Nine’
CBS introducerer Nordic Nine, en ny ramme for undervisning og læring, der bygger på ni kompetencer, som skal ruste de studerende til at skabe forandring gennem viden, værdier og handling. Nordic Nine bliver integreret i studieordningerne på tværs af CBS for at sikre, at de studerende kombinerer et solidt erhvervsøkonomisk fundament med etisk dømmekraft, tværfaglig tænkning og evnen til at skabe bæredygtig værdi for samfundet.
2022
Genåbning af campus og nyt liv i studiemiljøet
I begyndelsen af 2022 er CBS fortsat lukket på grund af COVID-19. Genåbningen af campus kræver en særlig indsats for at hjælpe de studerende med at vænne sig til fysisk undervisning igen og genopbygge fællesskabet. Med hjælp fra frivillige trivselsambassadører bliver de studerende budt velkommen tilbage på campus.
Stor reform af cand.merc.-uddannelsen og ændringer i uddannelsesporteføljen
CBS beslutter at gennemføre en omfattende reform af den traditionelle cand.merc.-uddannelse. Fra 2024 skal den eksisterende struktur med forskellige specialiseringer erstattes af 10 selvstændige, specialiserede kandidatuddannelser.
I 2022 har CBS 20.843 indskrevne studerende. Universitetet har desuden 820 fastansatte videnskabelige medarbejdere på fuld tid og 710 administrative medarbejdere.
2024
Peter Møllgaard tiltræder som Rektor for Copenhagen Business School, CBS
Børsen skriver i forbindelse med tiltrædelsen at han har tasken fuld af idéer til, hvordan uddannelsesinstitutionen revitaliseres. Peter Møllgaard udtaler i den forbindelse til avisen "CBS skal være med til at løse store udfordringer og transformationer, som samfundet står over for som for eksempel den grønne omstilling, kunstig intelligens og livslang læring,” og “CBS skal tættere på erhvervslivet. Ikke bare det danske, også det europæiske og det globale."
Galleri
1999-1975 (Panel content)
1975
Handelshøjskolen indfører en ny ledelsesstruktur med valgte organer, hvor de studerende får repræsentation. For første gang får også tekniske og administrative medarbejdere plads i de besluttende organer med fuld stemmeret.
Universitetsloven fra 1973, der skal demokratisere universiteternes ledelsesstruktur efter studenteroprøret i 1968, træder i kraft på Handelshøjskolen. Institutionen bliver dermed underlagt de samme regler som landets øvrige universiteter og videregående uddannelsesinstitutioner.
1979
Rektor Lauge Stetting træder tilbage i protest mod manglende ressourcer
Gennem 1970'erne er Handelshøjskolen underlagt stramme økonomiske rammer fra Undervisningsministeriet. Det fører til alvorlig mangel på undervisere, undervisningslokaler og midler til forskning. Situationen kulminerer i marts 1979, da rektor Lauge Stetting vælger at træde tilbage i protest mod de knappe ressourcer.
Kort før sommereksamenerne i 1979 går 150 eksterne undervisere på sproguddannelserne i fælles strejke for at forbedre deres arbejdsforhold. Først i slutningen af 1980'erne begynder situationen for alvor at blive bedre.
Ved udgangen af 1970'erne har Handelshøjskolen 7.401 indskrevne studerende. Den faste underviserstab består af 19 professorer, ti docenter og fagansvarlige samt 37 lektorer.
1984
Handelshøjskolen går nye veje
I 1984 lancerer Handelshøjskolen sin første kombinationsuddannelse, hvor 60 studerende bliver optaget på den nye uddannelse, der kombinerer sprog og erhvervsøkonomi (SPRØK).
Den nye uddannelse bringer Handelshøjskolens to hidtil adskilte fakulteter tættere sammen, ændrer den traditionelle kønsfordeling på bacheloruddannelserne og markerer begyndelsen på en ny æra for Handelshøjskolens uddannelser.
Fra midten af 1980'erne lancerer Handelshøjskolen en række nye uddannelser, der blandt andet kombinerer erhvervsøkonomi med datalogi, jura og matematik. De nye kombinationsuddannelser markerer en ny retning for Handelshøjskolen, der udforsker grænserne for erhvervsøkonomisk uddannelse og udvikler et bredere og mere varieret uddannelsesudbud.
1985
Den første uddannelse med engelsk som undervisningssprog lanceres
Handelshøjskolen ønsker at styrke sin internationale profil og samtidig give danske studerende mulighed for at få en bredere uddannelse inden for ledelse. Det fører til lanceringen af en ny engelsksproget kandidatuddannelse med navnet Advanced Program in International Management (APIM).
Handelshøjskolen indgår en række udvekslingsaftaler med forskellige business schools i udlandet. Kun studerende med en bachelorgrad kan søge om optagelse på den internationale uddannelse som en ekstra kvalifikation, og pladserne bliver fordelt ved lodtrækning.
1987
Finn Junge-Jensen bliver rektor for Handelshøjskolen
I august 1987 fratræder rektor Frode Slipsager og bliver afløst af Finn Junge-Jensen fra Institut for Organisation. Finn Junge-Jensen fortæller senere, at han kun modvilligt havde sagt ja til posten. Udnævnelsen møder også kritik og skepsis blandt både videnskabelige medarbejdere og studerende.
Avisen Børsen tegner dog et andet billede og beskriver ham som en mand, der kan rydde op på Handelshøjskolen og bringe institutionen videre. Den nye rektor har også store visioner for Handelshøjskolens fremtid, herunder en stærkere international profil, en effektiv administration og en selvstændig institution for efter- og videreuddannelse.
1988
Handelshøjskolen tilføjer navnet 'Copenhagen Business School'
Handelshøjskolen styrker sin internationale profil ved at tilføje det engelske navn 'Copenhagen Business School'.
Finn Junge-Jensen realiserer nogle af sine ambitioner for Handelshøjskolen med indvielsen af den nye bygning til det erhvervssproglige fakultet på Dalgas Have, tegnet af Henning Larsen Architects.
Samme år tager Handelshøjskolen endnu et skridt mod en stærkere international profil ved officielt at fastlægge engelske navne for både fakulteterne og institutionen. Rektor Finn Junge-Jensen er en stærk fortaler for initiativet. Med inspiration fra amerikanske universiteter tilføjer Handelshøjskolen navnet Copenhagen Business School, som institutionen stadig bruger i dag. Det danske navn Handelshøjskolen står dog fortsat først i det officielle navn.
1989
SCANCOR bliver etableret
Handelshøjskolen indgår sit første multinationale forskningssamarbejde med en række internationale universiteter. I 1989 bliver det fællesnordiske forskningssamarbejde Scandinavian Consortium for Organisational Research (SCANCOR) etableret. Samarbejdet omfatter Handelshøjskolen, Stanford University i Californien samt handelshøjskoler og universiteter i Norge, Sverige og Finland. Formålet er at skabe grundlag for øget internationalisering af forskningen inden for organisation og ledelse.
Handelshøjskolen udnævner sin første kvindelige professor
Hanne Hartvig Larsen bliver Handelshøjskolens første kvindelige professor ved Institut for Afsætningsøkonomi, hvor hun forsker i distribution, detailhandel og forbrugeradfærd. Udnævnelsen markerer afslutningen på 50 år, hvor professorstillingerne på Handelshøjskolen udelukkende har været besat af mænd.
1990
Handelshøjskolen bliver medlem af Community of European Management Schools (CEMS)
Handelshøjskolen udvider sit internationale uddannelsesudbud med medlemskabet af den anerkendte alliance Community of European Management Schools (CEMS). CEMS er et samarbejde mellem ni europæiske handelshøjskoler og internationale virksomheder med det formål at udvikle en international kandidatuddannelse.
CEMS bliver grundlagt i 1988 på initiativ af en række europæiske handelshøjskoler – HEC i Frankrig, ESADE i Spanien, Bocconi i Italien og Cologne Business School i Tyskland. Målet er at skabe et alternativ til de mange amerikanske universiteters MBA-uddannelser, som bliver stadig mere populære i Europa i løbet af 1990'erne.
1991
CBS' center for efteruddannelse bliver etableret
Handelshøjskolens Efteruddannelsesfond (HHE), også kaldet CBS Center for Continuing Education, bliver etableret som en selvstændig fond. Fonden tilbyder skræddersyede kurser til ledere og medarbejdere i det danske erhvervsliv. HHE er en selvstændig juridisk enhed, der er adskilt fra Handelshøjskolen.
1994
Handelshøjskolen lancerer sin første MBA-uddannelse
30 studerende bliver optaget på Handelshøjskolens første MBA-uddannelse. Efter tre år med skræddersyede kurser for ledere og medarbejdere i det danske erhvervsliv gennem den selvstændige fond Handelshøjskolens Efteruddannelsesfond (HHE) lykkes det Handelshøjskolen at etablere sin egen ambitiøse MBA-uddannelse.
MBA-uddannelsen har et internationalt fokus og henvender sig primært til det private erhvervsliv. Samtidig vokser behovet for efter- og videreuddannelse blandt ledere i den offentlige sektor. Derfor opretter Handelshøjskolen samme år en Master of Public Administration (MPA), der er særligt målrettet ledere i den offentlige sektor, som ønsker at udvikle deres kompetencer inden for organisation og ledelse.
1995
BSc in International Business (IB) og HA(fil.) (FLØK) bliver oprettet
De to nye uddannelser bidrager til at gøre Handelshøjskolens uddannelsesudbud mere varieret. I sin årsberetning fra 1994 understreger rektor Finn Junge-Jensen, at udvikling af kompetencer og menneskelige ressourcer er afgørende for Danmarks konkurrenceevne og for at bevare velfærdssamfundet. Det fører til lanceringen af en ny uddannelse i International Business (IB), hvor al undervisning foregår på engelsk.
Handelshøjskolen udvikler også nye uddannelser uden for det sproglige område. Institutionen ønsker blandt andet at skabe en uddannelse, der kombinerer erhvervsøkonomi og filosofi. I marts 1996 bliver bacheloruddannelsen i erhvervsøkonomi og filosofi (FLØK) derfor lanceret.
Galleri
1974-1950 (Panel content)
1950
Docent Palle Hansen bliver den første forsker fra Handelshøjskolen, der tager på studierejse til USA. Rejsen finansieres gennem Marshallplanen og arrangeres af Produktivitetsudvalget under Handelsministeriet.
Produktivitetsudvalgets formål er at indsamle viden om teknologi og erhvervsøkonomi samt hente inspiration fra amerikansk forskning for at forbedre produktiviteten i danske virksomheder.
Foto: Polfoto
1951
Handelshøjskolerne bliver omfattet af dansk lovgivning
Efter oprettelsen af Aarhus Handelshøjskole i 1939 og en række mindre handelshøjskoler i provinsbyerne, der kun udbyder en enkelt diplomuddannelse, beslutter Folketinget at vedtage den første lov om handelshøjskoler. Alle handelshøjskoler er på dette tidspunkt privatejede og drives af organisationer som Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse (FUHU).
Med den nye lov bliver der oprettet et fælles tilsynsråd for alle handelshøjskoler.
1955
Handelshøjskolen udnævner sin første professor i erhvervssprog
I efterkrigstiden bliver en række professorer i erhvervsøkonomi udnævnt, men først i 1955 får Handelshøjskolen sin første professor i erhvervssprog, Poul Høybye. Det sker sammen med udnævnelsen af Andreas Blinkenberg fra Aarhus Universitet.
Poul Høybye er forfatteren bag den omfattende franske ordbog, som stadig bliver brugt af studerende, der læser fransk på danske universiteter.
De næste to professorer i sprog bliver udnævnt i slutningen af 1960'erne.
1957
Direktøren bliver rektor
Efter direktør Christen Møllers pensionering bliver Poul Winding, professor og dr.merc., udnævnt til ny direktør for Handelshøjskolen.
Ved årsfesten i juni 1958 præsenterer Poul Winding sig som Handelshøjskolens rektor for at understrege, at Handelshøjskolen ønsker større uafhængighed af Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse.
I 1957 er der nu 2.660 studerende på Handelshøjskolens uddannelser. Den faste underviserstab består af syv professorer, fire docenter og 25 lektorer.
1959
Bekendtgørelse om en forskeruddannelse i erhvervsøkonomi
Der bliver udstedt en bekendtgørelse om en forskeruddannelse i erhvervsøkonomi. Det er nu den højeste akademiske grad inden for erhvervsøkonomi, man kan opnå på en handelshøjskole i Danmark.
De studerende, der gennemfører uddannelsen, får titlen lic.merc., som svarer til den angelsaksiske Ph.D.-grad. Lic.merc.-graden er forløberen for Handelshøjskolens egen ph.d.-grad, som vi kender den i dag, og vidner om forskning af høj kvalitet og et tilstrækkeligt antal professorer inden for erhvervsøkonomi og virksomhedsledelse.
1964
Stor studiereform introducerer en ny kandidatuddannelse
Handelshøjskolen indfører en ny studieordning for HA-uddannelsen i 1964. Reformen styrker uddannelsens fokus på erhvervsøkonomi, virksomhedsledelse og statistik og gør den langt mere teoretisk. Det faglige niveau hæves markant.
Før reformen har det kun været muligt for særligt motiverede og dygtige studerende at skrive speciale efter individuel aftale. Men nu får alle, der har gennemført den treårige HA-uddannelse på Handelshøjskolen, mulighed for at fortsætte på en ny kandidatuddannelse i erhvervsøkonomi. Uddannelsen er oprindeligt normeret til halvandet års fuldtidsstudier, men bliver kort efter forlænget til to år. De færdiguddannede får titlen cand.merc.
Professor og rektor Poul Winding er drivkraften bag reformen. Han fratræder som rektor i 1963 og efterfølges af professor og dr.jur. Jan Kobbernagel.
Erhvervssprogene får deres egen kandidatuddannelse
Som led i studiereformen forsøger Poul Winding at få sproguddannelserne udskilt fra Handelshøjskolen. Han har opbakning fra et stort flertal af underviserne inden for erhvervsøkonomi og virksomhedsledelse.
Men sprogunderviserne kæmper for at bevare erhvervssprogene som en del af Handelshøjskolens forskning og uddannelse. De får støtte fra den nyudnævnte rektor Jan Kobbernagel.
Efter lange diskussioner bliver sproguddannelserne reddet i oktober 1964 af et næsten enigt Undervisningsråd – forløberen til Handelshøjskolens Konsistorium. Fra 1966 gennemføres en reform af sproguddannelserne, som blandt andet indebærer oprettelsen af en sproglig kandidatuddannelse med titlen ‘cand.ling.merc’. Samtidig bliver der udnævnt tre professorer inden for sprogfagene.
1965
Handelshøjskolen bliver selvstændig
Med vedtagelsen af en ny lov om handelshøjskoler bliver Handelshøjskolen en selvstændig institution, og Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse udpeger en ny bestyrelse. Handelshøjskolens ledelse bliver dermed fordelt på tre organer: Rektor, der har ansvaret for den daglige drift og repræsenterer Handelshøjskolen udadtil, Undervisningsrådet, der består af alle professorer og studieledere og har den øverste beslutningskompetence i spørgsmål om studieordninger og stillinger, samt bestyrelsen, der har ansvaret for administrative og økonomiske forhold.
Med sin nye status får Handelshøjskolen ret til at tildele den højeste akademiske grad i Danmark, doktorgraden i erhvervsøkonomi (dr.merc.).
De første studienævn bliver oprettet med lige mange repræsentanter fra de studerende og professorerne. Studienævnene har dog kun en rådgivende funktion.
I 1965 er der indskrevet 3.888 studerende på Handelshøjskolens uddannelser. Den fastansatte underviserstab består af 15 professorer, en docent og 30 lektorer.
1971
Institut for Ledelsesforskning bliver oprettet
Efter flere års diskussioner og forberedelser opretter Handelshøjskolen Institut for Ledelsesforskning. Instituttets vigtigste opgave er at forske i ledelse og eksperimentere med uddannelser og kurser for ledere med inspiration fra amerikanske MBA-uddannelser.
Instituttet bliver finansieret gennem en donation på 1,5 mio. kr. fra Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse, indtil det i 1975 bliver fuldt integreret i Handelshøjskolen og mister sin status som selvstændigt institut. Oprettelsen er dog det første skridt mod det stærke fokus på ledelsesforskning og lederuddannelse, som kendetegner CBS i dag, og baner samtidig vejen for udviklingen af Handelshøjskolens MBA-uddannelser.
Galleri
1949-1925 (Panel content)
1926
Handelshøjskolen bliver officielt anerkendt af den danske stat som en højere læreanstalt. Det betyder, at handelshøjskolen får ret til statsstøtte med tilbagevirkende kraft fra efteråret 1924. Samtidig bliver der oprettet et eksternt tilsynsråd, som skal føre tilsyn med undervisningen og eksamenerne. Alle væsentlige ændringer i studieordninger og eksamener samt spørgsmål om handelshøjskolens økonomi skal godkendes af Ministeriet for Handel, Industri og Søfart.
Handelshøjskolen ansætter sin tredje docent, nationaløkonomen Max Kjær Hansen, som har studeret erhvervsøkonomi hos den indflydelsesrige professor Eugen Schmalenbach i Köln i Tyskland. I efteråret 1926 begynder han at undervise i et helt nyt erhvervsøkonomisk fag med fokus på virksomhedernes interne økonomiske forhold. To år senere, i 1928, udgiver han den første danske bog om emnet.
Foto: Det Kgl. Bibliotek
1929
Specialet bliver introduceret
En ny plan gør det muligt for dimittender fra fuldtidsuddannelserne at læse videre; enten på diplomuddannelserne eller om aftenen på sproguddannelserne. Planen får navnet 'enhedsplanen'.
Studerende, der har gennemført både den erhvervsøkonomiske fuldtidsuddannelse og en af diplomuddannelserne, får mulighed for at skrive speciale og opnå en kandidatgrad.
Handelshøjskolen opdeles i to fakulteter
Handelshøjskolen bliver omorganiseret og opdelt i to fakulteter – et for handelsvidenskab og et for erhvervssprog.
Tietgenprisen bliver oprettet
Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse opretter Tietgenprisen, som skal hædre unge forskere, der har ydet et væsentligt bidrag til den erhvervsrettede humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning.
1930
Samlet under ét tag
I 1930 samler Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse alle uddannelserne under ét tag på Julius Thomsens Plads. Handelshøjskolen deler bygningen med Købmandsskolens kvindeafdeling.
Diplomuddannelse i afsætningsøkonomi bliver oprettet
En fjerde diplomuddannelse i afsætningsøkonomi ser dagens lys med docent Max Kjær Hansen som ansvarlig.
I 1920 har Handelshøjskolen 556 studerende og tre docenter tilknyttet undervisningen.
1931
De første institutter
Handelshøjskolens første institut, Baltisk Institut, bliver oprettet med docent Zelman Lando som leder. Året efter skifter instituttet navn til Eksportinstituttet. I de følgende år kommer en række nye institutter til.
1933
En højere læreanstalt
Handelshøjskolen skifter navn til Den Handelsvidenskabelige Læreanstalt. Samtidig indføres de akademiske betegnelser HA, cand.merc. og HD for dimittender fra henholdsvis den erhvervsøkonomiske fuldtidsuddannelse, den erhvervsøkonomiske kandidatuddannelse og diplomuddannelserne.
1936
De første to professorer
Handelshøjskolen udnævner sin første professor i erhvervsøkonomi, den tyske økonom Julius Hirsch, som er flygtet fra Hitlers diktatur. Efter sin udnævnelse bliver Hirsch leder af det nyoprettede Handelsvidenskabelige Forskningsinstitut. Som navnet antyder, er det Handelshøjskolens første egentlige forskningsinstitut, og instituttet får sit eget videnskabelige tidsskrift.
Handelshøjskolens øvrige institutter er primært blevet oprettet for at understøtte undervisningen. Men med etableringen af Handelsvidenskabeligt Forskningsinstitut får forskningen et løft, som også inspirerer til nye forskningsaktiviteter på de øvrige institutter.
I 1937 bliver Max Kjær Hansen udnævnt til professor i afsætningsøkonomi.
1938
Ny direktør
Christen Møller bliver udnævnt til ny direktør for Handelshøjskolen. Selvom han ikke selv har en handelsvidenskabelig uddannelse, er han med til at styrke Handelshøjskolens akademiske profil. Han ser Handelshøjskolen som et universitet snarere end en institution under Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse. Samtidig får professorerne stadig større indflydelse på beslutningerne.
1939
Fra handelsvidenskab til erhvervsøkonomi
Handelshøjskolen indfører en ny fælles studieordning, der samler alle handelsuddannelser under betegnelsen 'erhvervsøkonomi'. Det betyder, at heltidsuddannelsen skifter navn til 'Den erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse', mens diplomuddannelserne fremover kaldes 'Erhvervsøkonomiske specialuddannelser'. Kandidatuddannelsen beholder navnet 'Den handelsvidenskabelige kandidatuddannelse' – formentlig for at bevare betegnelsen 'videnskab'.
Reformen udvider og styrker både erhvervsøkonomiens og nationaløkonomiens position ved at afsætte flere undervisningstimer til fag inden for de to områder.
Samme år flytter Handelshøjskolen endelig ind i sin egen nyopførte bygning på Julius Thomsens Plads, lige ved siden af den gamle bygning. Kong Christian 10. deltager i indvielsen.
I 1939 er der 1.850 studerende på Handelshøjskolens uddannelser. Den fastansatte underviserstab består af to professorer, to docenter og 12 lektorer.
1947
Handelshøjskolens direktør rejser til Amerika
Efter to årtier med stor tysk indflydelse på forskning og uddannelse fører afslutningen på anden verdenskrig til, at amerikansk forskning inden for erhvervsøkonomi får større betydning.
I efteråret 1947 rejser Handelshøjskolens direktør, Christen Møller, på en tre måneder lang forsktur til USA for at besøge amerikanske handelshøjskoler. Rejsen bliver startskuddet til en lang række faglige udvekslinger, hvor danske handelsstuderende og forskere besøger amerikanske handelshøjskoler. Samtidig begynder Handelshøjskolen fra 1948 at få besøg af mange amerikanske gæsteundervisere.
I 1947 er antallet af studerende på Handelshøjskolens uddannelser steget til 2.302. Den fastansatte underviserstab består af to professorer, seks docenter og 25 lektorer.sors, six readers and 25 associate professors.
Galleri
1924-1917: Grundlæggelsesårene (Panel content)
1917
Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse opretter Købmandsskolens Handelshøjskoleafdeling, der senere bliver kendt som Handelshøjskolen i København.
Handelshøjskolen bliver grundlagt i 1917 af Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse som en selvstændig afdeling under Købmandsskolen i København.
Den nye institution holder til i en separat fløj af Købmandsskolen og tilbyder en række aftenkurser for unge erhvervsfolk med undervisning i økonomisk teori, samfundsvidenskab og regnskab. Næsten alle kursisterne er mænd, og det første år bliver 168 studerende optaget.
Marius Vibæk, der står bag grundlæggelsen af skolen, leder den nye institution og bliver i 1926 udnævnt til direktør.
Foto: Det Kgl. Bibliotek
1920
Den første HD-uddannelse
Den første HD-uddannelse, HD i regnskabsvæsen, bliver oprettet som en toårig deltidsuddannelse med aftenundervisning. Uddannelsen afsluttes med en samlet eksamen, hvorefter de studerende får et eksamensbevis.
Erhvervsøkonomisk Studiekreds bliver grundlagt
I 1920 stifter Hans Christian Riis Erhvervsøkonomisk Studiekreds med det formål at "diskutere erhvervsøkonomiske spørgsmål". Hans Christian Riis er autodidakt, men bliver alligevel betragtet som Danmarks første forsker inden for regnskab.
1921
De første sproguddannelser bliver oprettet
Den nye treårige sproguddannelse i tysk, engelsk og fransk giver de studerende mulighed for at blive statsautoriserede translatører og tolke ved at bestå en eksamen ved Translatørkommissionen.
I 1923 bliver en mindre krævende toårig sproguddannelse oprettet, hvor de studerende kan uddanne sig til tresprogede handelskorrespondenter.
1922
Handelshøjskolen bliver en selvstændig institution
Handelshøjskolen bliver uafhængig af Købmandsskolen i København. Skolen, der ejes og drives af Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse, er dermed ikke længere juridisk og økonomisk knyttet til Købmandsskolen. Den får nu navnet Handelshøjskolen og bliver givet sit eget bibliotek.
1923
HD-uddannelse i bankvæsen og forsikring bliver oprettet
En ny HD-uddannelse i bank- og børsvæsen bliver oprettet. Undervisningen varetages af den polskfødte økonom Zelman Lando, der året efter bliver ansat som Handelshøjskolens anden docent.
Forsikringsskolen bliver oprettet
Forsikringsskolen bliver en del af Handelshøjskolens HD-uddannelser og tilbyder en HD i forsikring. Skolen drives af forsikringsbranchen, og uddannelsen er så populær, at den modtager 82 ansøgninger allerede det første år. Alle tre HD-uddannelser bliver udvidet til tre år.
Docent Hans Chr. Riis tager initiativ til at oprette Regnskabsarkivet, der er forløberen for det nuværende Institut for Regnskab og Revision.
1924
Handelshøjskolen begynder at tilbyde dagsundervisning
Handelshøjskolen opretter sin første fuldtidsuddannelse med dagsundervisning i handelsvidenskab. Uddannelsen henvender sig til unge med en studentereksamen, varer to år og omfatter en bred vifte af fag inden for handel og økonomi.
På andet år bliver uddannelsen opdelt i to studieretninger: handelsvidenskab og handelssprog. Uddannelsen er forløberen for den HA-uddannelse (almen erhvervsøkonomi), vi kender i dag.
I 1924 er der 435 studerende på Handelshøjskolen, og underviserne tæller blandt andre to docenter.