AI: Verdens klogeste studiemakker

På CBS ønsker man at klæde de studerende på til at arbejde i en virkelighed, hvor AI er en del af hverdagen. Så hvordan anvender man teknologien mest produktivt, mens man samtidig lærer?

26/03/2024

AI: Verdens bedste studiemakker

AI er på alles læber, og det er ikke uden grund. Alligevel er det nok de færreste, som har overvejet, hvordan vi kan bruge AI. Ikke som en robot, der bare laver det hele for os, men som en slags mentor, der kan hjælpe os til at lære mere. 

Netop dette spørgsmål var afsættet, da Christian Hendriksen, adjunkt på Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi, holdt oplægget ’Students and Generative AI: Strategies for using AI tools for learning’. 

Mens mange ser på AI med en vis skepsis, så snart vi snakker om læring, ser Christian Hendriksen muligheder. Det kræver bare, at man har den rigtige strategi. Og strategien behøver ikke at være kompliceret. 

”Alene det at overveje, hvad kan jeg bruge AI’en til, og hvad kan jeg gøre selv er et godt udgangspunkt,” siger Hendriksen. 

Brug disse tre principper for at anvende AI produktivt 


Når strategien er lagt, går arbejdet i gang, og her kan især tre principper være brugbare, når man skal anvende AI. 

Princip nummer et: Skriv som om, du skriver til et menneske


”For det første skal du kommunikere til modellen som om det var et andet menneske,” siger han, hvorefter han klukker lidt og tilføjer, ”også selvom det lyder en smule foruroligende.”

Logikken er, at modellen er trænet og bygget til at respondere i et naturligt sprog. Det gør modellen bedre til at forstå, hvad du vil og gør det nemmere for dig at formulere, hvad du gerne vil have, uddyber han. 

Princip nummer to: Kontekst


”Det andet er, at du skal give den nok kontekst.” 

På skærmen i auditorie SPs05 på Solbjerg Plads viste Hendriksen et eksempel. Han præsenterede sig selv som en studerende på Copenhagen Business School, der arbejder på sin kandidatafhandling om monopol i isindustrien og planlægger at udføre kvalitativ forskning. Med denne baggrund ønskede han at undersøge: hvad indebærer teori egentlig?

Først fik hans tænkte situation og detaljerede beskrivelse salen til at grine, men herefter begyndte folk at kratte noter ned på papiret: For ud kom et detaljeret og brugbart svar, der gennemgik forskellige måder at anskue teori på under hans forudsætninger.

”Typisk er der ikke en øvre grænse for, hvor meget kontekst du kan give den. Jo mere kontekst du giver den, des mere relevant bliver dens output.”

Princip nummer tre: Feedback


Det tredje princip Hendriksen rådede de studerende til at anvende var, at de skal ’iterere’ på outputtet for at få det, de har brug for.

”Modellen gør jo sit bedste for at opfylde brugerens ønske, men det er ikke altid resultatet sidder lige i skabet. Derfor kan du forbedre det ved at give den feedback eller beskrive, hvad du har brug for, skal være anderledes,” fortæller Hendriksen, og understreger at kvaliteten af svarene stiger jo mere man gentager feedbacken. 

Don't fall asleep at the wheel


Der findes imidlertid også faldgruber man skal være opmærksomme på, når man anvender AI med henblik på at lære, understreger Christian Hendriksen.

For eksempel at modellerne hallucinerer. Og nej, det er ikke fordi din AI har spist nogle forbudte svampe; det betyder bare at modellen finder på noget, som er forkert i de tilfælde den ikke ved, hvad den snakker om. 

Men det er helt normalt, forklarer Hendriksen, faktisk kan man ikke have en sprogmodel, der ikke hallucinerer; det er en del af måden den fungerer på. Dette betyder dog, at mennesket bør verificere om oplysningen er korrekt.

Udover hallucination kan modellen være biased, eller ligefrem lede til ’Sleeping at the wheel’, hvor man mister en masse mellemregninger. Her forklarede Hendriksen at i de tilfælde mennesket overlader opgaver til AI’en, som den ikke er god til, kan resultatet ende med at blive et dårligere produkt. 

Til sidst er det vigtigt at huske på, at bruger man AI uansvarligt, reducerer det læring frem for at understøtte det, understreger han. Derfor handler det om, at man bør anskue AI som en mentor, som ligger inde med en masse viden og som kan fungere som en slags sparringspartner. 

Men for at dette skal lykkes, er det nødvendigt, at de studerende er velinformerede, og derfor understreger Hendriksen vigtigheden af, at universitetet støtter de studerende. Mange er ikke klar over de retningslinjer, der eksisterer, hvilket kan give anledning til overvejelser, som de ikke bør håndtere alene.

Men hans håb er, ”at AI gør, at vi kan lære mere, bedre og hurtigere, så det giver os mere glæde” fortæller han og smiler efter et vellykket arrangement. 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 26/03/2024