Course content
Fagets indhold.
Fagets centrale hovedtema er styring af personer og enheder ved hjælp af resultatmålinger af såvel finansiel som ikke finansiel karakter, design af incitamentssystemer i forbindelse hermed, samt resultatmåls interaktion med andre kontrolværktøjer så som værdier, procedurer og politikker. Da det endvidere er målsætningen at komme igennem de væsentligste områder for danske virksomheder, uddybes særlige emner: Anvendelsen af framework til strategi-implementering og kontrol og corporate governance.
Der lægges vægt på en forståelse af, hvordan kontrolredskaber kombineres og tilpasses til forskellige situationer, og hvilke overvejelser der lægges til grund herfor. Case-analyse er derfor en central del af faget.
Fagets forløb.
Fagets overordnede del omhandler ledelsens kontrol i decentrale enheder. Først behandles den overordnede teori om ledelseskontrolproblemer og redskaber, herunder bliver kontrolproblemer defineret og klassificeret. Det primære fokus herefter er anvendelsen af resultatmålinger (KPIer) og disses sammensætning med såvel mere direkte kontroller- eksempelvis overvågning - som mere værdibaserede kontroller – værdier, kultur. Der gås i dybden med definition af indhold og muligheder for måling af resultater, såvel relativt hårde økonomiske data som mere "bløde" målinger. Herunder indgår og udbygges målinger, der kendes fra virksomhedens økonomistyring. Disse udvides med målinger på forskellige organisatoriske enheder, herunder profitcentre og investeringscentre. Fordele og ulemper ved design af forskellige belønningssystemer på baggrund af målingerne – bonusordning, forfremmelser, aktiebaseret aflønning – behandles. Desuden behandles målinger i CSR styring, idet dette område ofte giver udfordringer i form af vanskeligt kvantificerbare målsætninger. De særlige vanskeligheder ved måling af resultater og derpå baserede kontroller i non-profit organisationer afslutter den overordnede del.
Det første specielle fokusområde er anvendelsen af frameworks til at understøtte strategiimpletering. For at opnå implementering af strategien er det væsentligt, at denne gøres målbar, at målsætninger kan formuleres konkret, og at opfølgning kan ske på målbare resultater. En vigtig forudsætning herfor er forståelse for og evne til at eksplicitere målsætninger, formulere målinger, definere målingsmetoder og opfølgningsmuligheder.Der tages udgangspunkt i Strategikort og Balanced scorecard modellen som illustration af, hvorledes frameworks opbygges og anvendes. Desuden skal strategikort og balanced scorecards forstås og integreres som vigtige elementer i virksomhedens samlede kontrolsystem.
Det andet særlige område er corporate governance, dvs. kontrol med virksomhedens topledelse og dens strategiske beslutninger. De generelle overvejelser indenfor kontrol er de samme på alle niveauer i organisationen, men kontrol med topledelsen giver særlige udfordringer på grund af ledelsens meget udstrakte handlingsfrihed, og fordi de mulige metoder og værktøjer til kontrol ændres. Bestyrelsen og den eksterne revision spiller en hovedrolle i denne sammenhæng, og samtidig anvendes forskellige bonus- og aktiebaserede incitamentskontrakter i udpræget grad. Modulet fokuserer derfor primært på dette. Samfundets regulering indgår naturligvis også.
I alle temaer benyttes casearbejde med henblik på at give de studerende en anvendelsesorienteret indlæring.
See course description in course catalogue