Course content
Formålet med afgangsprojektet er, at den studerende på et problembaseret grundlag selvstændigt skal kunne kombinere uddannelsens teoretiske, praktiske og udviklingsorienterede elementer og formidle dette på et sikkert metodisk grundlag. Grundlaget for afgangsprojektet kan findes inden for uddannelsens fagområder. Den studerende vælger, formulerer og modner sit emne, hvor den studerende arbejder videre på de fra studiet tilegnede faglige teorier og metoder, og hvor den studerende på selvstændig vis behandler det valgte emne. Det er studielederen og den udpegede vejleder, der skal godkende det valgte emne. I vurderingen af afgangsprojektet indgår, udover beherskelse af fagets og hovedopgavens begreber, også de kommunikative og sproglige kompetencer. Den sproglige behandling og formuleringsevne indgår dermed i den samlede bedømmelse af eksamenspræstationen, dog vægter fagligt indhold tungest.
Det udarbejdede skriftlige afgangsprojekt afsluttes med en mundtlig prøve.
Afgangsprojektet udarbejdes over et emne inden for HD Finansierings faglige område, overordnet set. I projektet gennemføres en i forhold til det valgte finansielle emne relevant teoretisk og empirisk dybtgående belysning af de foreliggende, ofte komplekse problemstillinger og analyse heraf. Der forventes en kvalificeret og selvstændig behandling af det valgte emne. Afgangsprojektet forventes at levere et kvalificeret bidrag til litteraturen omkring det pågældende emne.
Afgangsprojekter udarbejdet af 1 eller 2 studerende må max. være på 80 normalsider ekskl. forside, litteraturliste og evt. bilag. Opgavens sider må i gennemsnit ikke indeholde mere end 2.275 anslag (inkl. mellemrum). Fx svarende til 35 linjer à 65 anslag. Siderne skal have en margen på mindst 3 cm i top og bund og mindst 2 cm i hver side. Skrifttypen skal være på minimum 11 pitch. Indholdsfortegnelse, tabeller, figurer, illustrationer og lign. tæller ikke med i antallet af anslag, men berettiger ikke til at overskride det fastsatte maksimale sidetal. De 80 sider må altså ikke overskrides under nogle omstændigheder – heller ikke pga. indholdsfortegnelse, tabeller, figurer, illustrationer, halvtomme sider og lign. i afgangsprojektets hovedtekst (dvs. uden bilag).
Den studerende deltager i faget Corporate Finance i sidste del af 2. semester i et seminarlignende forløb, hvor deltagerne inden for nærmere afgrænsede fagområder, gennem fælles bearbejdelse af udvalgte artikler og anden litteratur, får et fælles udgangspunkt inden for fagområdet, når de vælger emne og skal skrive deres seminar. Dette emneområde vil den studerende også kunne anvende som udgangspunkt for valget af emne til sit afgangsprojekt. Det er dog den studerende, der i sidste ende selv vælger emnet for sit afgangsprojekt.
Den studerende udarbejder afgangsprojektet på egen hånd, men med adgang til rådgivning fra udpeget vejleder.
Der er afsat 8 vejledningstimer til afgangsprojektet. Dette gælder også for afgangsprojekter, der er udarbejdet af 2 studerende sammen. De 8 timer indbefatter, udover tid til vejledning, også vejleders gennemlæsning af materiale og anden mødeforberedelse.
See course description in course catalogue