Kvindelige forskere fylder mindst i medierne

Det skal være nemt for medierne at finde den rette ekspert til at udtale sig – også de kvindelige eksperter. Derfor har Copenhagen Business School udarbejdet en liste med kvindelige eksperter, som stiller deres viden til rådighed for medierne.

07/03/2023

kvindernes kampdag

Mandlige forskere bliver i højere grad end kvindelige citeret i danske medier. Men sådan behøver det ikke at fortsætte.

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag ønsker Copenhagen Business School (CBS) at bidrage til, at medierne nemt kan finde frem til kyndige kvindelige forskere. Derfor har CBS lavet en liste med eksempler på kvindelige eksperter, som gerne stiller deres viden til rådighed for medierne.

”Det er mediernes suveræne valg af afgøre, hvilke kilder de bygger deres indhold på, og det er vores opgave som universitet at gøre det nemt for medierne at finde frem til relevante eksperter af begge køn. Da kvinderne i dag er underrepræsenterede i mediebilledet, har vi lavet denne liste med eksempler på kvindelige forskere fra CBS, som gerne stiller deres viden til rådighed,” siger forskningsdekan på CBS, Søren Hvidkjær.

Mænd i klart overtal på top-50

For nylig offentliggjorde Akademikerbladet en liste over danske mediers mest citerede eksperter i 2022, hvor kun tre ud af de 50 mest citerede eksperter var kvinder.

CBS har på grundlag af data fra Infomedia talt op, hvor mange medieomtaler forskere fra CBS havde i 2022. Den viser, at blandt de 50 mest omtalte forskere var der 45 mænd og fem kvinder.

Med i CBS’ opgørelse er citater i danske print- og netmedier, deltagelse i tv/radio/podcast og debatindlæg, kronikker og bogudgivelser. CBS’ egne mediekanaler indgår ikke.

”Tallet i CBS’ opgørelse overrasker mig desværre ikke. Det ligger i tråd med andre opgørelser af kønsfordelingen i medieomtaler i Danmark, der også viser en underrepræsentation af kvindelige forskere,” siger Søren Hvidkjær.

”Det vil vi som universitet gerne være med til at rette op på. Det er vigtigt, at der indgår en mangfoldighed af stemmer og perspektiver i samfundsdebatten. Vores viden skal jo ud at gøre gavn i samfundet og virksomhederne,” siger Søren Hvidkjær.

Rollemodeller for yngre kvinder

Det kan også få en positiv betydning for universitetet selv, at flere kvindelige forskere bliver mere synlige, siger Søren Hvidkjær

”Vi arbejder på CBS henimod en mere ligelig repræsentation af køn hele vejen op ad karrierestigen. I dag er det blot 20 procent af CBS’ professorer, der er kvinder, og det tager lang tid at ændre markant på kønsfordelingen, fordi vejen til et professorat er lang, og vi ansætter kun få nye professorer hvert år,” siger han.

”Vi vil gerne rekruttere og fastholde dygtige forskere på universitetet af begge køn. Men flere kvindelige rollemodeller i det offentlige rum vil måske kunne bidrage til, at flere kvinder får en forskerkarriere. Dermed får universitetet flere talenter at vælge imellem, når forskerstillingerne skal besættes.”

Her er listen med kvindelige eksperter på CBS.

Kontakt:

Marianne Bom, Journalist, CBS I Tlf. +45 4185 2631, E-mail: mb.slk@cbs.dk

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 08/03/2023