Studentermedhjælper til CBS’ Executive Masteruddannelser
Kunne du tænke dig at være med til at sikre et højt serviceniveau af CBS’ Executive masteruddannelser? Så har vi et job til dig!
Hvem er vi?
CBS Executive masteruddannelse er blandt Danmarks mest eftertragtede efteruddannelser for ledere og specialister i den offentlige og private sektor. Vi servicerer årligt omkring 1000 deltagere og 150 undervisere. Derudover har vi en stor kontaktflade til alumner og øvrige kolleger på tværs af CBS.
Organisatorisk bliver du en del af Masterafdelingen der består at fire Executive masteruddannelser; Master i Skat, Master of Business Development, Master of Mangement Development og Master of Public Governance. Vi er en meget dedikeret, udviklings- og serviceorienteret afdeling med 16 engagerede medarbejdere og studentermedhjælpere inden for CBS’ samlede efteruddannelser.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et godt studiejob på en levende arbejdsplads, hvor vi værner om en kultur præget af godt humør, gensidig sparring, nytænkning samt en anerkendende og konstruktiv tilgang til opgaverne og hinanden. Vi har fokus på en stærk og effektiv drift og et højt serviceniveau, som vi løbende udvikler og forbedrer. Som studentermedhjælper får du selvstændigt ansvar for en række opgaver der knytter sig til vores kerneydelse – at levere Danmarks bedste Executive masteruddannelser!
Du vil blive en del af vores ansigt udadtil – både i hverdagen og til diverse arrangementer og events. Derudover vil dine arbejdsopgaver indeholde:
- Mulighed for at styrke dine kommunikationsevner, skriftligt såvel mundtligt
- Ansvar for god betjening af undervisere og studievejledning til deltagerne
- Eksamensplanlægning
- Opbygning og upload i CBS’ e-læringsportal, Canvas
- Tasteopgaver og dataudtræk fra studieadministrative systemer
- Klargøring og forberedelse af materialer til undervisning og events
- Korrekturlæsning
- Bestilling af forplejning til undervisning og eksamen
- Opfølgning på betaling, fakturering og rykkere
- Ad hoc-opgaver.
Om dig
Vi søger en studentermedhjælper med følgende kvalifikationer og kompetencer:
- Du har gode kommunikative evner og flair for koordinering.
- Du er grundig, ansvarsbevidst og har sans for detaljen.
- Du er udadvendt, dedikeret og fleksibel.
- Du sætter god service i højsædet og har lyst til at udvikle dig gennem faglige udfordringer.
- Du er god til at arbejde i IT-systemer. CBS benytter sig af forskellige IT-platforme til stort set alle aspekter af driften.
- Du har et stærkt planlægningsgen og en evne til at balancere mellem opgaver, der opstår her og nu og det langsigtede fokus.
- Du skal kunne trives i et til tider hektisk miljø med mange mennesker, da vi dagligt har deltagere og undervisere i huset.
Vi forestiller os, at du er i gang med en videregående uddannelse, og vi ser gerne, at du har nogle år tilbage af din uddannelse, så du kan arbejde hos os i en længere periode.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse vil ske i henhold til HK-organisationsaftalen og Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansatte Organisationer (OAO-S Fællesoverenskomsten).
Lønnen udgør p.t. mellem kr. 142,98 og kr. 149,99 pr. time og afhænger af tidligere beskæftigelse inden for kontorfaget og uddannelsesniveau. Der indbetales pension. Pensionsbidraget udgør 16% af de pensionsgivende løndele.
Vi søger en studentermedhjælper til en fastansættelse.
Ansættelsen er i gennemsnit 15 timer om ugen, som skal placeres på hverdage mellem 8 og 17.
I særlige perioder, f.eks. omkring eksamen og lignede, er vi er fleksible omkring mødetider og planlægningen heraf.
Stillingen er med tiltrædelse medio januar 2026 eller hurtigst muligt derefter.
Interesseret?
Hvis du passer til ovenstående profil og ønsker at søge stillingen, skal du sende din motiverede ansøgning og CV ved at åbne linket "søg stillingen”.
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte programleder Bettina Larsen på tlf.: 3815 5633
Ansøgningsfristen er d. 4. januar 2026. Der bliver holdt samtaler i uge 2 og 3.
Læs mere om CBS’ Executive masteruddannelser på https://efteruddannelse.cbs.dk/master
WE TRANSFORM SOCIETY WITH BUSINESS
CBS er et globalt anerkendt businessuniversitet med dybe rødder i den nordiske, socioøkonomiske model. Vi har et bredt fokus på erhvervslivets og samfundets udfordringer i det 21. århundrede. Derfor har vi en samlet portefølje af tværfaglig forskning og uddannelse af høj kvalitet, der har styrket generationer af fagfolk og ledere i den private sektor og andre steder.
Universitetet ligger på Frederiksberg og har ca. 20.000 fuldtids- og deltidsstuderende, 800 fuldtidsansatte videnskabelige medarbejdere, 200 ph.d.-studerende og 700 administrative medarbejdere samt en portefølje af bachelor-, kandidat-, MBA/EMBA-, ph.d.-og efter-/videreuddannelser udbudt på både dansk og engelsk.
Med vores globale profil følger en forpligtelse til at bidrage til udviklingen af transformative kompetencer hos studerende, kandidater og virksomhedsledere gennem vores uddannelsesaktiviteter og muligheder for livslang læring. Komplekse udfordringer kræver en fælles indsats, og derfor fokuserer vores strategi på at styrke nuværende og starte nye partnerskaber med andre videnskaber, erhvervslivet, myndigheder og civilsamfundet.
CBS arbejder kontinuerligt med at blive en mangfoldig og inkluderende organisation, og vi opfordrer alle uanset kønsidentitet og -udtryk, alder, etnicitet, religiøs overbevisning, LGBT+-status, kulturel baggrund m.m. at søge.
Kontakt os, hvis du har brug for assistance i søge- eller ansættelsesprocessen, hvis der er noget vi skal vide, eller hvis du som person med handicap ønsker at gøre brug af din fortrinsret.