Course content
Faget har til formål at:
- indføre de studerende i eksterne regnskabsbrugeres informationsbehov.
- indføre de studerende i modeller for opgørelse og beskrivelse af en virksomheds overskuds- og kapitalforhold.
- indføre de studerende i det tekniske regelsæt, der gælder for årsrapporten.
- indføre og tilføre de studerende færdigheder i regnskabsanalytisk metode, som et led i en samlet økonomisk vurdering af en virksomhed.
Faget indledes med en indføring i bogføring, herunder grundlæggende registreringsmetodik og det dobbelte bogholderi, hvilket giver de studerende viden om regnskabets opbygning, de relevante regnskabsopstillinger og de centrale regnskabsposter. Derefter er fagets mål at gennemgå indholdet af det eksterne regnskab. Dette omfatter blandt andet hvorledes økonomiske aktiviteter og forhold indregnes og måles i årsrapporten. Der fokuseres her på principper og metoder i forhold til indregning og måling af centrale regnskabsposter inden for aktiver, passiver og resultatopgørelsen. Denne del omfatter også en indføring i pengestrømsopgørelsen samt i de oplysninger, herunder beretninger, som skal afgives i årsrapporten. Efter at have behandlet udarbejdelsen af årsrapporten fra virksomhedens (regnskabsaflæggerens) perspektiv, omfatter fagets sidste del regnskabsanalyse, hvor regnskabet ses i et brugerperspektiv. Denne del fokuserer på hvordan det eksterne regnskab kan anvendes af kapitalmarkeder, banker og andre interessenter til analyseformål. Dette giver blandt andet viden om hvordan regnskabet klargøres til analyseformål, samt hvordan centrale nøgletal beregnes og fortolkes.
Faget er baseret på en kombination af forelæsninger og holdundervisning. Ved forelæsningerne gennemgås teorien bag bogføring, årsrapporten og regnskabsanalyse. Holdundervisningen er primært fokuseret på løsningen af konkrete opgaver fra opgavesamlingen. Opgaverne gennemgås af underviserne i holdundervisningen i dialog med de studerende. Det forventes derfor at de studerende er forberedt til holdundervisningen ved selv at have arbejdet med opgaverne.
See course description in course catalogue