Course content
Faget tager udgangspunkt i den idé, at samfundet i sin organisering samt styring har gennemgået en forvandling mod et såkaldt projektsamfund. Dette er især tydeligt i virksomheder, men genfindes også blandt individer og i samfundet bredt forstået. Overordnet kan vi tale om et skifte mod en organisering af aktiviteter i projekter. Denne tendens indebærer, at begreber som matrix, netværk, midlertidighed bliver set som udbredte præmisser for vores organisering. I faget tegner vi en karakteristik af projektsamfundet ud fra den idé, at det har sin egen logik – en projektlogik. Tidligere organiseredes samfund og virksomheder i høj grad gennem bl.a. lov og disciplin, dvs. det var et samfund domineret af andre logikker. Med udgangspunkt i dette skifte diskuterer vi, hvorledes projektlogikker kommer til udtryk konkret: vi ser specifikt på effekterne af projektsamfundet indenfor politisk organisering, arbejdslivet, i den såkaldte senmoderne kapitalisme og ikke mindst selvet. I undervisningen diskuteres projektsamfundet som en styrings- og organiseringsform, og der lægges vægt på at genfinde disse logikker i konkrete empiriske cases.
See course description in course catalogue