Course content
Formålet med afgangsprojektet er, at den studerende på et problembaseret grundlag selvstændigt skal kunne kombinere uddannelsens teoretiske, praktiske og udviklingsorienterede elementer og formidle dette på et sikkert metodisk grundlag. Grundlaget for afgangsprojektet kan findes inden for uddannelsens fagområder. Den studerende vælger, formulerer og modner sit emne, hvor den studerende arbejder videre på de fra studiet tilegnede faglige teorier og metoder, og hvor den studerende på selvstændig vis behandler det valgte emne. Det er studiekoordinatoren og den udpegede vejleder, der skal godkende det valgte emne. I vurderingen af afgangsprojektet indgår, udover beherskelse af fagets og hovedopgavens begreber, også de kommunikative og sproglige kompetencer. Den sproglige behandling og formuleringsevne indgår dermed i den samlede bedømmelse af eksamenspræstationen, dog vægter fagligt indhold tungest.
Det udarbejdede skriftlige afgangsprojekt afsluttes med en mundtlig prøve.
Afgangsprojektet udarbejdes over et emne inden for HD Finansiel Rådgivnings faglige område, overordnet set. I projektet gennemføres en i forhold til det valgte finansielle emne relevant teoretisk og empirisk dybtgående belysning af de foreliggende, ofte komplekse problemstillinger og analyse heraf. Der forventes en kvalificeret og selvstændig behandling af det valgte emne. Afgangsprojektet forventes at levere et kvalificeret bidrag til litteraturen omkring det pågældende emne.
Afgangsprojekter udarbejdet af 1 eller 2 studerende må max. være på 80 normalsider ekskl. forside, litteraturliste og evt. bilag. Opgavens sider må i gennemsnit ikke indeholde mere end 2.275 anslag (inkl. mellemrum). Fx svarende til 35 linjer à 65 anslag. Siderne skal have en margen på mindst 3 cm i top og bund og mindst 2 cm i hver side. Skrifttypen skal være på minimum 11 pitch. Indholdsfortegnelse, tabeller, figurer, illustrationer og lign. tæller ikke med i antallet af anslag, men berettiger ikke til at overskride det fastsatte maksimale sidetal. De 80 sider må altså ikke overskrides under nogle omstændigheder – heller ikke pga. indholdsfortegnelse, tabeller, figurer, illustrationer, halvtomme sider og lign. i afgangsprojektets hovedtekst (dvs. uden bilag).
Det er den studerende, der selv vælger emnet for sit afgangsprojekt inden for studiets fagområde; dog skal emnevalget godkendes af vejleder.
Den studerende udarbejder afgangsprojektet på egen hånd, men med adgang til vejledning fra udpeget vejleder.
Der er afsat 8 vejledningstimer til afgangsprojektet. Dette gælder også for afgangsprojekter, der er udarbejdet af 2 studerende sammen. De 8 timer indbefatter, udover tid til vejledning, også vejleders gennemlæsning af materiale og anden mødeforberedelse.
See course description in course catalogue